Nuku Hiva

Først lidt om Polynesien og polynesierne:

Vi kender alle Thor Heyerdahls Kontiki-ekspedition, hvor han beviste, at man på en tømmerflåde kan sejle med Passatvinden og Humbolt strømmen fra Peru til atollen Raroia. Hermed ville han bekræfte sin teori, at Stillehavets første øboer kom fra Sydamerika. Det viser sig senere, at denne antagelse er forkert. De nyeste DNA-analyser viser, at polynesierne primært stammer fra Taiwan og en mindre del fra den nordlige del af Filippinerne. Migrationen eller folkevandringen startede efter 3000 år f.Kr. fra Taiwan ned gennem Filippinerne, Indonesien, Ny Guinea, de Melanesiske øer og når i 900 år f. kr. til den vestlige del af Polynesien. DNA – analyserne viser, at polynesiernes genpool kun indeholder 21% fra Melanesien og 79 % fra Østasien. Folkevandringen er dermed foregået hurtigt over store afstande i deres store dobbelt skrogede havgående kanoer, der var i stand til at krydse op mod vind, bølger og strøm. Imponerende. Samoa var på dette tidspunkt ”kraftcentret” i Polynesien, hvor religion, sprog, åndelige handlinger m.m. udgik fra. Derefter fortsatte folkevandringen øst på i Polynesien ned til Påskeøen, op til Hawaii og til sidst New Zealand (Maorierne).

I dag taler Marquesserne minimum 2 sprog, Marquessen og fransk. Marquessen har i øvrigt været forbudt i skolerne i en årrække, hvor man kun måtte undervise på fransk, men Marquessen er igen blevet obligatorisk i undervisningen.

Deres ansigtstræk og hudfarve vidner tydeligt om, hvor de har deres aner fra.

 

Nuku Hiva.

Efter 6 dage på Thor Heyerdahls ø Fatu Hiva må vi hellere sørge for at få indklareret og dermed opholde os lovligt i Fransk Polynesien. Der er kun 2 øer her i Marquesas, hvor man kan indklarere. Den ene er Hiva Oa, der ligger ca. 60 sømil fra Fatu Hiva, den anden mulighed er på Nuku Hiva ca. 120 sømil NV herfra. Ligesom ”Havana” (”Kurs mod fjerne kyster”) har vi besluttet, at opholde os i Marquesas i orkansæsonen fra nov-maj med base på hovedøen Nuku Hiva. Vi har derfor behov for at inspicere Nuku Hiva for at se, hvad der venter os i de 5 måneder, den skal være vores base. Vi vælger derfor et døgn sejlads mod bugten og byen Taiohae (administrative center i Marquesas), for at indklarere og har officielt ikke været på Fatu Hiva.

Nuku Hiva er verdenskendt gennem første of fremmest Herman Melville’s bog Typee og dens efterfølger, Omoo. Melville var sømand om bord den Amerikanske hvalfangerskib, Acushnet fra 1841 indtil han rømmede skibet her på Nuku Hiva i 1842. Melville’s mest kendte bog er naturligvis, Moby Dick, som er blevet filmatiseret to gange. Den anden grund til Nuku Hiva’s berømthed som nok er mere kendt af folk i dag er Crosby, Stills, Nash and Young’s sang “Southern Cross” hvor de blandt andet synger om den første gang de ser Sydkorset på himmelen (iøvrigt et det en af de ting man aldrig glemmer og som star fuldkommen klart i ens erindring).

En ellers behagelig agten for tværs sejlads med vind og bølger bagfra, men da vi nærmer os øen og befinder os halvvejs mellem Nuku Hiva og Ua Pou rejser havet sig i krappe søer fra alle sider. Lidt anstrengende og ubehagelig men der er kun ca. 12 sømil tilbage, inden vi anduver denne for Marquesas relative store bugt.

NB – Denne video er på engelsk:

 

 

Efter at have ankret op og indtaget lidt brunch meddeler Carsten, at han går ned for at lægge sig i sengen. Han er træt og føler sig lidt utilpas. Jeg beder ham derfor om at måle sin puls og blodtryk. Til vores rædsel viser displayet, at pulsen er 180 og blodtrykket 75/70. Carsten har desværre fået et nyt anfald af Atrie Flagren. Det varer næsten 1,5 time. Det føles som en evighed. Tænk – hvis han havde fået det under passagen (23 døgn), hvor der er langt til et behandlingssted.

Carsten tager det – taget situationen i betragtning – roligt og fattet. Jeg derimod bliver mere og mere urolig og utryg, som anfaldet trækker ud. Det er ikke altid en fordel, at være den professionelle med al den viden man har, når man ikke har adgang til de remedier, som man er lært op i at bruge på hospitalet. Jeg kan kun sidde og holde Carsten i hånden, alt imens jeg holder øje med puls og blodtryk og håber, at den væske (vand) og betablokker, jeg har givet ham, får anfaldet til at ophøre.

Efter en time er jeg så bange for, hvad der sker hos Carsten, at jeg begynder at græde. Jeg føler total afmagt. Jeg aner ikke, om Carsten i værste fald bliver bevidstløs, får blodpropper i hjernen eller får hjertestop. Her sidder jeg med en patient, min elskede og kan intet gøre for ham, hvis det værste skulle ske. Skal jeg råbe May Day i VHF-radioen og håbe, at der vil komme hjælp til at få ham bragt i en dinghy og ind til hospitalet? Der vil gå alt for lang tid og dermed ingen mulighed for behandling. Jeg har det rædselsfuldt. Carsten kikker bekymret på sin hustru og sygeplejerske, der har mistet selvkontrollen og forsøger at trøste mig ”Vinni, det skal nok gå over ligesom i Charleston”.

Og heldigvis får Carsten ret. Efter 1,5 time er pulsen normaliseret 85, men blodtrykket stadig lidt lavt 100/60. Efter en times hvil, mener Carsten, at han er i stand til, at vi sejler i dinghyen ind til land og får os indklareret hos politiet. Der lige overfor politistationen får jeg øje på et skilt, hvorpå der står ”Hospital”. Det er sidst på eftermiddagen og der er ikke mange biler foran hospitalet, så vi går ud fra, at lægerne er gået hjem.

Vi venter derfor til næste morgen og indfinder os i modtagelsen. Her møder vi en meget behagelig ung fransk kvindelig læge, der heldigvis kan tale engelsk. Carsten undersøges og EKG viser normal hjerterytme. Lægen vælger at konferere telefonisk med en kardiolog på Universitet Hospitalet i Papeete, Tahiti mhp. hvilken medicinsk behandling Carsten skal have. Vi aftaler en kontrol efter en uge. Vi vælger for en sikkerheds skyld at rådføre os per mail med Carstens kardiolog på Rigshospitalet og han er heldigvis enig i de franske lægers behandling.

Vi har ingen rejseforsikring, der dækker. Rejseforsikringen vi havde købt, inden vi tog hjemmefra, er ophørt, da forsikringsselskabet efter Carstens behandling i Danmark ikke ønskede at forsikre os længere. Typisk. Så denne ambulante behandling skal vi betale ud af egen lomme. Vi slipper med 350 kr. og kontrollen får vi gratis.

En lille positiv overraskelse i denne kritiske situation. Patienten skal jo vejes ved journaloptagelsen. En jubel lyder der fra Carsten, da han står på vægten. Han mener, at have tabt 8-10 kg under passagen herud. Han får overtalt mig til også at stå op på vægten. Jeg tror næsten ikke mine øjne, jeg er nede på min ung pige vægt og har tabt mig 6-7 kg. Mon vi kan holde vægten? Ikke helt.

 

Vi er jo nået til Frankrig her i Marquesas og vores lille tv pakkes ud, så vi kan følge med i VM- fodbold. Det er samtaleemnet blandt sejlerne i øjeblikket. Ellers nyder vi frisk baguette til morgenmad. Vi går lange ture rundt i byen og i selve bugten. Det er meget varmt og i et kupereret terræn, så der medbringes flere flaske vand. Carsten klarer vandreturene fint, vi er derfor mere trygge ved situationen.

Et uheld kommer sjældent alene. En dag, hvor vinden er frisket op og dønningerne kommer fra syd lige ind i bugten, er det meget svært at komme i eller op fra sin dinghy. Vi har været inde for at handle og er nået ud til Capri, der hopper og danser, hvilket gør det vanskeligt at lægge dinghyen til. Jeg gør mit bedste og mener at have fået hende lagt pænt til badebroen på hækken, men da Carsten skal træde over på Capri, har han kun lige fået fat med den ene hånd i rælingen, da en stor dønning kommer og skubber lille Capri ind i badebroen. Hvad sker der så, lille Cari er jo en gummibåd, pontonerne presses sammen og da luften i dem udvider sig igen, skubbes lille Capri væk fra Capri og Carsten hænger nu i én arm med benene i vandet. Han kan ikke holde fast og lander i det hajfyldte havvand med rygsækken (ikke vandtæt), der indeholder computer, iPad og iPhone samt pung med alle kreditkortene. Jeg har desværre om morgenen valgt at tage badestigen op, da vi alligevel ikke kan svømme i havet pga. hajer. Fiskerne står hver morgen ved kajen og fodre store hajer med resterne af deres tun. Samme sted hvor vi går i land fra vores dinghy. Her gælder det om ikke at falde i vandet, når man kravler ud af dinghyen og op ad stigen.

Carsten tænker kun på én ting at redde rygsækkens indhold og ignorerer derfor hans smerter fra ribbenene og den ene tommelfinger, mens han i bedste ”Tarzan” stil kravler op på Capri. Ikke nogen nem handling. Oppe i cockpittet skynder han sig at tage indholdet ud af den drivvåde fjeldræv rygsæk for at besigtige skaden. Indholdet er heldigvis skadefri.

Men fruen sidder nu ude i dinghyen og har problemer med at få motoren startet dvs. den går i stå hver gang jeg sætter den i gear. Lille Capri er imellem tiden drevet 20 m væk fra moderskibet og jeg begynder nu at kikke mig om efter årerne, da jeg hører et plask bag mig og vender mig om. Her kommer Tarzan svømmende ud efter Jane, der er drevet til havs, alt imens hajerne lugter blod. Jeg kan kun holde øje med, om der er ”trekanter” (hajfinder) i nærheden og hjælpe Carsten op i dinghyen.  En heroisk handling af Carsten og heller ikke her, er det nogen nem opgave at kravle op i dinghyen med smerter. Husk manden er jo ikke nogen årsunge – 66 år.

Motorproblemet er, at fortøjer linen, som Carsten jo tabte i vandet, har viklet sig rundt om propellen. Carsten får løst problemet og vi kommer begge sikkert op i Capri. Her kan vi konstatere, at Carsten har brækket et ribben. Det har han i øvrigt prøvet flere gang før og er ikke i tvivl, et røntgenbillede, mener vi derfor, er overflødig. Han har helt sikkert forstuvet tommelfingeren. Men da han kan bevæge den, mener jeg ikke, at den er brækket.

Det er 2. gang, at jeg har mand over bord. Carsten er også faldet i vandet hjemme i kanalen, da han skulle stå af båden. Et havneshow til stor morskab hos den ene nabo, da skipper ligger og flyder i vandet mens båden, der endnu ikke er fortøjet til kajen, er ved at drive ind i den anden nabos båd. Spændingen og morskaben stiger, da jeg nu står ude på båden med en fortøjning i hånden og råber ”hjælp, hjælp”.

Nu videre til det mere festlige. I ugen op til ”Bastillen-dagen” den 14. juli er der marked og boder med ”street-food” i byen. Der er fest og glæde dage hver aften. På selve den højhellige dag, hvor man fejrer fangernes frigivelse fra fængslet og begyndelsen af enden på monarkiet i Frankrig, starter dagen meget højtideligt med taler og sang ved mindesmærker.

Herefter er der optog i hovedgaden (strandpromenaden), hvor beboer fra de forskellige små landsbyer på øen kommer med et indslag. Det kan være dans, sang, optog med heste- eller køer og endelig til tilskuernes store underholdning en gris som kæledyr, der kløes bag øret, hvorefter den lægger sig og ruller rundt.

Alle er festlig klædt i kulørte farver og blomsterkranse. Men hvor er de voksne polynesier dog tykke. Jeg spurgte den franske læge om, hvorfor vi ikke ser mange ældre? Svaret er desværre, at polynesierne her i Marquesas ikke bliver særlig gamle og de få, der opnår en høj alder, bliver der hjemme. Her er overvægt et kæmpe problem. De dør relativt unge af følgesygdomme til diabetes 2. Og når man ser dem, kan man godt forstå, at her hersker hjerte- og karsygdomme.

Det er særligt kvinderne efter 20-årsalderen, vi ser med 30-50 kg i overvægt. Kvindernes hovedopgave her er stadig at føde børn, endda mange børn, da børnepenge er en god indtægtskilde. Den polynesiske mad indeholder meget stivelse (brødfrugt) eller frugtsukker og de har alle en meget sød tand, hvorfor kager og desserter samt sodavand her er en fast bestanddel i hverdagskosten. Mændene arbejder hårdere og kan derfor holde kiloene nede, selvom de dagligt nyder en eller flere kolde bajere. Vi ser dem ofte sidde og nyde en øl med vennerne foran ”høkeren”.

DSCF1275

Vi har besluttet ikke at bruge megen tid her på øen, da vi får masser af tid i orkansæsonen til at inspicere øen. En vejrudsigt ændrer dog vores planer. Om 2 dage kommer der 4m dønninger fra syd direkte ind i bugten. Vi skal derfor hurtigst muligt væk herfra og det er heller ikke et vejrvindue, der indbyder til at sejle sydvest mod Tuamotus Atollerne. Det må vente. I stedet sejler vi om på læsiden af Nuku Hiva om til bugten Anaho på nordkysten. Flere sejlere har beskrevet deres ophold i Anaho, som den største oplevelse i Marquesas. Og vi kommer bestemt heller ikke til at fortryde denne beslutning.

 

De første 5 -6 sømil skal vi sejle og krydse op imod bølger og passatvind, kors hvor er det hårdt, ind til vi kan runde hjørnet af øen. Herefter får vi en behagelig sejlads langs smukke klippeformationer, inden vi runder det næste hjørne og sejler ind i en idyllisk og billedsmuk bugt. Vi ankrer op og nyder, at Capri ligger stille efter 10 dage i rullende tidevands dønninger i Taiohae.  Men ind gennem tunnelen mellem klipperne skal jeg love for, at passatvinden presses igennem lige i hovedet på os. ”In Mantus we trust”, godt at ankeret holder i denne sandbund i vindstød op til kulingstyrke. Vi stoler på vores anker og sover godt.

Hver morgen når vi sidder i cockpittet og får kaffe/te, mens vi nyder det bjergtagende landskab omkring os, kan vi følge med i bjerggedernes vandring på de stejle klipper. Vi er helt bekymret for, at de små gedegid falder ned. Jeg har aldrig vidst, at bjerggeder var så gode ”bjergbestigere”, de har dog kun klove at holde ”fodfæste” med.

Vi nyder det krystal klare vand og snorkler med Manta Rays. Disse store skabninger er helt vildt fascinerende. Vi ser deres ”vinger” plaske i overfladen over koralhovederne, når der er plankton i vandet. Carsten og jeg sejler dinghyen over i nærheden og jeg hopper i vandet, mens Carsten fra dinghyen guider mig i retningen af Manta Rays. Sigtbarheden, da vandet i dag er rig på plankton, er lavere, men pludselig kommer der en stor sort skygge imod mig. Wow, en kæmpe mund den har. Den fortsætter direkte imod mig og jeg må huske på, at de er planktonædende, så jeg er ikke i fare. Den kommer så tæt på, at jeg kan røre ved dens ene ”vinge”. Carsten har desværre kameraet oppe i dinghyen, så denne video er optaget af Silke (Sydafrikansk singlehanded sejler), som svømmer ved siden af mig.

Vores australske ven Anthony er endelig ankommet til Nuku Hiva efter 3 gange at have måttet vende om og sejle tilbage til Panama pga. skader på hans nye 55 fods sejlbåd til 7,5 mio.. Først gik motoren på hans radar og som single-handed sejler over Stillehavet til Australien ville han ikke fortsætte uden radar. Han vil gerne kunne sove trygt med effektiv overvågning. Anden gang han sejlede ud af Panamabugten, kunne han efter 2 dage pludselig høre en lyd ude fra stævnen. Hvad er nu det? Han kan se et stort hul i sin genua (forsejl). Motoren i Furler´en, der ruller genuaen ind, er eksploderet og har brændt hul i sejlet. Uden forsejl går det ikke, så han vender om igen. Hver gang han vender tilbage til Panama, skal han indklarere. Så denne gang spørger Immigrationsmyndighederne om han ønsker at ansøge om permanent opholdstilladelse.

Anthony er nødt til at indklarere i Taiohae, inden han kan sejle videre op til os. Han kan da også berette om, at det næsten er umuligt at komme til kajs pga. 4 m dønning og det er nærmest livsfarlig at komme ned i eller op fra en dinghy. Det tager ham 1,5 time, før han har fået sin dinghy hængt op i davitter og han er i øvrigt slået til plukfisk af wirerne, der konstant banker ind i ham. Når vi ser skrammerne på hans dinghymotor, vidner det om, hvor dramatisk det har været. Gudskelov at vi forlod denne bugt for 2 dage siden. Ja, her ude er man nødt til at holde øje med vejrudsigten hele tiden, man skal ikke vide sig sikker, bare fordi man er nået ind i en ankerbugt. Marinaer findes ikke herude.

Carsten og jeg får den glimmerende ide, at invitere besætningerne fra de 6 andre både til en gang Vikingespil på stranden. Et rigtigt holdspil. Jeg foreslår pigerne mod drengene. Spillet går ud på, at man kaster en pind ca. 15 m mod modstanderens træklodser, der forhåbentligt vælter. Alt imens spillerne indtager kølige bajere. Det er vildt sjovt og skaber et godt sammenhold mellem sejlerne. Alle forsøger at snyde. Her gælder det om at have et godt ”boldøje” og pigerne har heldigvis fået ”The Columbian Sniper” (colombiansk snigskytte) med på holdet. På trods af at vi piger snyder, så det driver af os, må vi overlade sejren til drengene.

DSCF1321

En lille lokale pige (ca. 6 år) inviterer jeg med på holdet. Hun går virkelig op i det og hvilket konkurrence gen hun har. Næste dag da Carsten og jeg lander dinghyen på stranden, kommer hun straks over til os for at høre, om vi skal spille vikingspil igen.

Motion skal der også til. Vi kravler op ad bjerget og ned på den anden side over i nabobugten. Meget anstrengende. Besøger den lille landsby Hatiheu og byens velrenommerede lille restaurant, hvor vi får serveret poisson cru (rå tun i kokosmælk og med ris) og gris i whiskysauce. Lækker frokost inden turen går hjem ad igen. Vi tager også en travetur knap så anstrengende over til den anden nabobugt, hvor den lokale landmand bor og dyrker sine afgrøder. Vi får dog ikke købt noget, da han glimrer med sit fravær og vi må gå tomhændet tilbage.

Så sker tredje uheld. På vejen hjem fra landmanden og ned langs stranden synes Carsten, at hans hjerte begynder at slå hurtigere. Vi befinder os 500 m fra vores dinghy i en bugt med få hytter, ingen veje, transport herfra foregår med båd eller på hesteryg op over bjerget. Panikken stiger hos os begge. Carsten lægger sig i skyggen, mens jeg føler på hans puls. Den er svag og svær at føle, så jeg kan ikke tælle frekvensen. Vi fortsætter hen mod dinghyen og ud til Capri. Rigtig nok displayet viser puls 190 og blodtryk 75/70. Endnu et anfald med Atrie Flagren.

Hvad gør vi nu? Ingen internetadgang og vi har knap nok en telefonforbindelse. Det lykkedes os dog, at få sendt en sms til vores gode venner Grazyna og Mario for at få mobilnummeret til kardiologen på Rigshospitalet. Mario(hjertekirurg) har imidlertid ikke nummeret hos sig, da de netop er sejlet til Rügen, men han kontakter Rigshospitalet. Det kunne vi ikke selv gøre, da personalet der næppe vil aflevere et mobilnummer til en patient.

Vi får sendt en besked (sms) til kardiologen, der foreslår at vi skal have en telefonsamtale. Men forbindelsen her er så dårlig herude ”in the middle of nowhere”, at vi først må sejle tilbage til Taiohae næste dag for at gennemføre en samtale.

På baggrund af denne telefoniske konsultation, beslutter Carsten og jeg at tage hjem, for at Carsten kan blive nærmere undersøgt og evt. have foretaget endnu en ablation. Kardiologen havde fortalt os efter sidste behandling, at der er 90% chance for, at der ikke kommer tilbagefald og de patienter, der får et tilbagefald, får oftest et meget kort anfald, der ikke er behandlingskrævende. Desværre hører Carsten til de 10 % og desværre med længerevarende anfald.

Hvad gør vi med Capri? Der er 700 sømil til Tahiti, hvor Capri kan komme på land. Men i sidste øjeblik finder Carsten ud af, at der er en lille ”boat-yard” nede på Hiva Oa og det lykkedes at få en plads der. Køb af flybilletter, besked til Rigshospitalet om vores ankomst og så afsted mod Hiva Oa. Planen var ellers, at vi skulle sejle mod Tuamotus Atollerne, men med en rejse til Danmark og uden at vide, hvornår vi kan være tilbage på Capri, så må atollerne vente til efter orkansæsonen.  Hermed slutter 1ste. del af Nuku Hiva, 2nd. del bliver, når vi kommer tilbage fra Danmark.

 

One thought on “Nuku Hiva

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s