Hiva Oa

Det er den 26. juli 2018 og vi har lige lagt ud fra Nuku Hiva og sejler bidevind (modvind som det ofte sker for Carsten og Vinni) mod hovedøen Hiva Oa i den sydlige del af øgruppen Marquesas.  Vi er endnu engang nødt til at tage hjem til Danmark af medicinske årsager og på Hiva Oa har vi været heldige at få en plads på land i en lille ”boatyard”. Det er ikke et skibsværft, men snarere et beskedent reparationsværft med plads til 20 både. Vi har fået en plads i august, september og med mulighed for forlængelse til midten af oktober. Herefter er alt booket til enden af orkansæsonen i maj 2019.

Carsten har i løbet af de sidste 2 uger haft 2 anfald af atrie flagren, hvor pulsen begge gange nåede op på 180 i 1,5 time. Vi er ikke trygge ved situationen. Efter det første anfald tog vi på det lokale hospital her på Nuku Hiva. Carstens EKG var normal og den franske læge, der heldigvis talte engelsk, konfererede per telefon med en kardiolog på universitetshospitalet i Papeete på Tahiti og ordinerede medicin til Carsten. Vi korresponderede per mail med kardiologen på Rigshospitalet, der behandlede Carsten sidste år i december og han var enig i de franske lægers ordinationer. Men efter det andet anfald fik vi en lang telefonsamtale med kardiologen på Rigshospitalet og på baggrund heraf, har vi truffet beslutningen om at tage til Danmark for yderligere undersøgelser og om nødvendigt at få foretaget endnu en ablation.

Vi har drøftet i flere dage, om jeg skal blive alene på Capri, mens Carsten tager til DK. Da vi ikke ved, hvor længe Carsten skal blive i DK, har vi besluttet, at jeg tager med, men hvad så med Capri? Vi tør ikke efterlade hende alene på en ankerplads og der er ingen marinaer i Marquesas. På Tahiti 700 sømil herfra er der kun få marinaer og de er allerede fuldt booket i orkansæsonen, der starter fra november. Med hjælp fra vores venner Willy og Marie fra Schweiz, der taler fransk, får vi arrangeret, at Capri som ovenfor nævnt kan komme på land, mens vi er væk.

Hiva Oa ligger SØ fra Nuku Hiva ca. 100 sømil og vinden på denne årstid kommer mest ud af Ø eller SØ, så vi er det næste døgn endnu engang nød til at sejle opad bakke altså i modvind. Vejrudsigten har lovet svag vind 5 m/s det næste døgn og hele dagen får vi i solskin en meget behagelig sejlads. Men herefter er vejrguderne imod os igen, aften og natten igennem har vi en tilsyneladende vind i kulingstyrke og 2-3 m bølger samt 1 kn modstrøm, hvilket resulterer i, at da vi tidligt på morgenstunden skal gennem den kun 2 sømil brede passage mellem de 2 øer Hiva Oa og Tahuata må vi opgive. Vi er kun 12 sømil fra ankerbugten i Hiva Oa, hvor Capri skal op om 4 dage. Vi krydser og krydser, men afdriften fra den stærke passatvind og de kraftige bølger imod os gør, at vi kommer ingen vegne, vi sejler kun frem og tilbage, også selvom vi har forsøgt at komme i læ bag Tahuata.

Til sidst opgiver vi passagen i kanalen og beslutter at lægge ind i en ankerbugt nordvest på Tahuata og vente til vinden har lagt sig. Det tager os ”kun” 6 timer, at sejle de sidste 10 sømil til denne bugt og vi går for motor de sidste 3 sømil, hvor vi på 2200 omdrejninger (55HK) kun formår at sejle 2,5 kn over grund. Derfor forsøger de fleste sejlere herude at planlægge deres ruter, så de kun sejler nedad bakke med vinden i ryggen eller måske ind fra siden, hvis bølgerne ikke er for høje.

Inde i bugten Hanamoenoa får vi en hjertelig modtagelse af vores tyske/italienske venner Wojtek og Elina samt Paul (2 år), og vores schweiziske/svenske venner Claudia og Bertil, der hele formiddagen undrede sig over, hvorfor Capri blev ved med at sejle frem og tilbage foran øen. Herinde i dette paradis af en ankerplads mærker man ikke overstående hårdt vejr, der hersker udenfor. Dog får vi vindstød de såkaldte Føhnvinde (faldvinde) ned fra læsiden af klipperne, men det er man vandt til efter bare et par dage i Marquesas.

DSCF1610
Capri for anker i den lille bugt

Om aftenen kommer en familie fra en nærliggende landsby og serverer polynesisk middag på stranden for de 19 sejlere. Rigtig god mad og en rigtig hyggelig aften. Men allerede næste morgen må vi skuffe Wojtek (tidligere omtalt Pari olympisk vinder), at vi ikke kan være med til at fejre hans fødselsdag, da vejrudsigten siger, at vi har 1 dag med let vind og derefter er den kraftig passatvind tilbage igen. Nu må vi hellere komme igennem kanalpassagen, så vi er parate i Atuona (Hiva Oa) om 2 dage til at tage Capri op på land.

Turen gennem kanalen foregår alene for motor for at holde os så langt ude i kanten, hvor der er mindst modstrøm. Denne gang er det uden problemer og en meget behagelig sejlads. Inde på ankerpladsen smider vi ankeret foran vores schweiziske venner Willy og Marie. Bugten er lille med meget tidevandsstrøm og rullende dønninger. Vi er mindst 25 både og alle ligger med hækanker, for der er ingen svaje plads. Derudover hjælper hækankeret med at holde Capri op imod dønningerne, så hun ruller mindre end hvis dønningerne kommer ind fra siden, når tidevandet skifter.

Det er første gang, at vi skal lægge hækanker og så på denne meget mudrede bund. Alle her har udfordringer med at få ankeret til at bide og flere af bådene oplever da også, at deres hækanker skrider og i enkelte tilfælde også hovedankeret, når forsyningsskibet Aranui 5 lægger fra. Dens bov propeller er så kraftige, at ankerne på 3 af de mindre sejlbåde river sig løs og de banker ind i nabobådene. Det er bestemt ikke populært og det skaber megen kaos på ankerpladsen. Vi er noget bekymret for at ligge i denne bugt, men skal kun ligge her 2 dage, så er vi forhåbentligt på den sikre side.

DSCF1670
Aranui 5 – kombi supply/cruise ship

Nå, ned med dinghyen og Carsten sejler bagud med vores Fortress anker, der er særlig velegnet som hækanker i dette mudder. Imens styrer jeg Capri, der allerede hænger fast i hovedankeret, væk fra de andre både. Ikke nogen nem opgave med så trange pladsforhold i de kraftige vindstød, den kraftig tidevandsstrøm og dønningerne, der slår tilbage fra klipperne. Det lykkedes først i andet forsøg at få hækankeret til at bide, efter at vi har udstyret den med 10 m kæde og 25 m tov. Lige så besværligt er det senere at få hækankeret op fra den meget klæbrige mudderbund, men det lykkedes over et spil. Det er desværre ikke muligt at udstyre et Fortress anker med en Tripline. Men måske kan vi prøve næste gang, at binde en Tripline på selve kæden tæt på ankeret. Det bør virke. Ingen problemer med at få Mantus ankeret op.

Nu kommer det spændende øjeblik, hvor Capri skal løftes ud af vandet kl. 6:30 om morgenen ved højvande, som vi er helt afhængige af med vores lange køl. Jeg hader, når Capri med sine 12.5 tons hænger i 2 stropper oppe i luften og tænker hver gang ”bare det nu går godt”. Men denne gang er det endnu mere skræmmende, fordi denne lille ”boatyard” har ingen lift, Capri skal løftes ud af vandet på en hydraulisk trailer. Hvordan foregår sådan noget?

En traktor bundet fast med en line til et spil, der manuel betjenes af ejerens hustru, skal hjælpe traktoren med at bakke med det tunge læs. Foran traktoren er den hydrauliske trailer monteret, som nu køres ned ad rampen, så traileren står ude i vandet. Vi skal nu sejle Capri ind i denne lille trailer med dens meget skarpe kanter uden at forvolde alt for megen skade på Capri. Ikke nogen nem opgave med dønningerne der slår ind på siden og i langsom fart at holde styregang i tidevandsstrømmen.

Jeg har besluttet, at Carsten skal styre Capri ind i traileren, da jeg har grundstødt 2 gange ( i Sverige og på Hudson River), så det må være Carstens tur, hvis der skal ske skade på køl eller skrog. Jeg står ude i stævnen og forsøger at dirigere til hvilken side, der skal styres, da Carsten har svært ved at se traileren nede i vandet foran Capri, da vi nærmer os. Bump lyder det et par gange og resultatet ses da også på bunden af blykølen, da hun senere står på land. Men Carsten gjorde det rigtig godt.

Men hvad nu? Capri står på grund og personalet fra ”boatyard´en” står i vand til hofterne og forsøger at trække Capri det sidste stykke op på traileren. Hun rokker sig ikke ud af stedet. Alle ser meget anspændte ud og ikke mindst Vincent, ejeren af ”boatyard´en” der lovede os, at der var masser af vand under Capris køl. Carsten og jeg kan intet gøre og har fået besked på at sidde stille oppe på ruffet. Vi er svært bekymret for at Vincent opgiver, for hvad gør vi så? Vi har købt flybilletter til afrejse om 2 dage.

Hvordan det endelig lykkedes at få Capri helt op på traileren, kan jeg ikke forklare, men en lidt større dønning har vel hjulpet os på vej. Vi sidder med bankende hjerter, mens de bakker for at få hende ud af vandet opad rampen. Det vugger og gynger – jeg kan lige se det for mig, at Capri vælter ned af traileren og smadres. Overlever vi, som sidder ubeskyttet, hvis uheldet er ude? Jeg har aldrig oplevet noget så rædselsfuldt og angstskabende som at sidde her på ruffet af Capri i denne situation.

Endelig er vi kommet opad rampen og vi bliver nu dirigeret ned fra Capri af en venlig fyr, der kommer med en lang stige. Nu er vi tilskuer til næste uhyggelige scene. Udfordringerne er bestemt ikke afsluttet her. Capri skal køres ca. 200 m op på bådpladsen opad en grusvej med meget store huller. Det har regnet i lår tykke stråler det sidste døgn og vejen er meget blød. Personalet begynder nu at samle store sten ind fra vejkanten for at fylde i hullerne. Herefter lægges tykke masonitplader hen over hullerne. I en meget ustabil og kritisk kørsel kommer Capri på plads og hendes bund højtryksspules. Her skal hun stå i traileren til næste dag, hvor hun flyttes over på en anden plads og sættes på bukke. I de næste 2 dage skal vi bo ombord på Capri, det er ikke lige nemt, det fortæller jeg mere om senere, hvor vi er vendt tilbage fra DK.

DSCF1361
Capri er spolet af og venter på at komme på plads

Endnu engang fik Carsten/vi en fremragende og hurtig behandling af såvel kardiologen på Rigshospitalet og kardiologen på Privathospitalet Mølholm (5 måneders ventetid på Rigshospitalet giver med det Udvidede Frie Sygehusvalg adgang til gratis behandling på et privathospital og vi fik anbefalet Mølholm). Carsten fik en fornyet ablation (3 dage efter vi var landet), da der i det gamle arvæv var dannet en elektronisk forbindelse igen. Vi har aftalt med begge kardiologer, at vi køber en håndholdt EKG-apparat, så hvis uheldet skulle være ude, at Carsten får et nyt anfald, så kan jeg tage et EKG. Den kan vi sende per mail til kardiologerne, som kan vurdere, om det er atrie flagren eller atrie flimmer eventuelt om Carsten skal behandles igen. Vi håber alle 4, at situationen ikke opstår, at de 2 ablationer sikrer en normal hjerterytme.

I alt var vi i DK i 3 uger og besøgte familie, venner og naboer. Vi er dybt taknemmelig for den gæstfrihed vi mødes med. På vejen til og fra DK benyttede vi lejligheden til at besøge Carstens datter og familie i San Francisco. Vi fik da også børnebørnene for os selv i en weekend, mens forældrene hyggede sig på et hotelophold. Det er fantastisk, når man nu ikke selv har børn, at være sammen med mit gudbarn Hanna på 9 år i DK samt børnebørnene i SF Frida på 5 år og Viggo på 7 år.

Tilbage på Capri, der står på land, ind til vi har fået bundmalet hende og poleret skroget samt skiftet zinkanoder og renset og smurt propellen/aksen. Vi er klar efter en uge, men nu er det weekend og derefter ankommer forsyningsskibet og blokerer for rampen, hvilket gør, at vi skal vente yderlige 5 dage. Det er ulideligt varmt her på pladsen, der ligger i læ for vinden. Med lidt røgpinde om aftenen kan vi dog holde myg og no-no´s væk fra cockpittet. Myg bærer ikke Malaria her på øerne, men i perioder i regnsæsonen (forår) kan de være smittebærer af sygdommen Elefantiasis, hvilket vi og øboerne skal vaccineres imod. En behandling det lokale hospital tilbyder gratis, hvis det er nødvendigt, det bestemmer sundhedsmyndighederne.

No- no´s er et lille bitte sort insekt, der næppe ses, men kan mærkes, når den har stukket én. En sen eftermiddag imens jeg står på kajen og klipper Carsten, mærker jeg, at der er nogle insekter omkring mig, men kan intet se. Dagen efter ser vi resultatet. Jeg har væskende sår overalt på ben og arme, der klør som bare pokker. De forsvinder først efter næsten 14 dage. Jeg har nu købt den lokale middel mod disse no-nos, både forbyggende olie (Monoi, kokosolie) og creme til at tage kløe og hævelsen.

Hvordan er det så at bo på sin båd, der står på land? Primitivt. Positivt, at vi kan fylde vandtankene op med drikkevand, da vi ikke kan bruge watermakeren. Vi kan få landstrøm, efter at det har været overskyet og regnet uafbrudt i 4 døgn. Vi kan jo ikke lade batterierne op med motoren. Vi kan lave mad, ”boatyard´en” fylder gasflasker op for os. Madrester smides over i buskadset til de fritgående høns og haner. Opvaskevandet løber bare ud på pladsen, men hvad med toilet og bad?

Her har vi lige ved siden af Capri adgang til et ”5-stjernet” toilet med træk og slip samt brusebad dog kun med koldt vand, men det vænner man sig til. Disse faciliteter deles med kakerlakker, det vænner man sig også til. Og dog – selvom det er besværligt at kravle op og ned ad en stige for at komme op og ned fra Capri, ikke mindst aften og nat, når det er mørkt, så vælger jeg alligevel den første aften at kravle ned for at få tisset af, inden jeg går i seng. Det skulle jeg snart fortryde og må opgive mit forehavende, da jeg i lygtens skær ser, at kakerlakkerne holder fest ved toilettet. Om dagen ses de ikke, men jeg ved de er der lige neden under brædderne (under mine fødder), hvor jeg står i et koldt brusebad.

DSCF1358
Five-Star bad og toilet

Derfor er vi alligevel nødt til at bruge toilettet på Capri i de 2 uger vi lever ombord, mens hun står på land. Men hvad gør vi nu med indholdet fra vores holding tank, dens kapacitet rækker til 3-4 dage. Min plan er, at jeg står neden under Capris skrog og holder en spand op ved udgangen af udløbet fra holding tanken. Jeg beder Carsten om at give en melding, når han er klar til at åbne hanen oppe fra båden, så jeg kan være klar med spanden. Jeg hører ingen melding, men hvad sker der lige nu? Det vælter ud med toiletindhold, heldigvis står jeg ikke direkte under hullet, men bliver dog oversprøjtet af ildelugtende toiletindhold. Bander jeg højlydt, det kan I bande på. Carsten hører mig råbe og skælde ud. Han kommer ud på dækket og forsøger at forklare, at han næsten ikke havde rørt ved hanen. Nå, men et bad og rent tøj hjælper på humøret og holdning tanken blev da tømt. Det går uden strabadser ved de følgende tømninger.

DSCF1498
Der poleres – bemærk hvor fint Vinni har malet bunden

Med alle disse kakerlakker som naboer, er Carsten og jeg panisk angst for at få dem ombord, mens Capri står på land og ikke mindst i de 2 uger vi er ombord. Selvom vi har proppet alle skrog gennemføringerne til, så kan de kravle op alle vegne. Dagen før vi skal i vandet, ser jeg en død indtørret kakerlak på reolen. Vi bruger ”kakerlakhoteller”, som indeholder gift. Den har sikkert besøgt en af vores hoteller. Carsten løfter en af hynderne og ud løber en levende kakerlak, som forsøger at redde sit liv, men Carsten fanger den og smider den overbord.

Vi er dybt ulykkelige over situationen, som vi har frygtet. Vi styrter de 4 km ned til den lokale isenkræmmer og køber alt fra spray til pulver, der kan dræbe kakerlakkerne og deres æg. Der sprayes og sættes hoteller op i alle kistebænke og under dørken. Vi krydser fingre for, at vi undgår en katastrofe. Tanken om at skulle leve sammen med disse kryb det næste år, ind til vi når New Zealand, er udholdeligt. Der er desværre næppe mulighed for, at få professionelle eksperter til at rense Capri for kakerlakker og deres æg, før vi når New Zealand. Vi venter derfor med spænding på, hvad der sker den næste måneds tid, da æg normalt udklækkes efter 3 uger. I skrivende stund 14 dage efter det ubehagelige fund, har vi ikke set flere kakerlakker. Men men men?

DSCF1665
Generalen i den Stor Kakkelakkrig går til angreb
DSCF1664
Der gøres klar til at fjerne gulv og loft

Mens vi venter på at få Capri i vandet, lejer vi sammen med vores amerikanske sejlervenner Wags og Paula en bil for at køre op til Puamau, hvor de bedst bevarede Tiki´er findes. Polynesierne har fra urgammeltid afbilledet deres guder i sten- eller træfigurer. Bedst kender vi det fra Påskeøen. Nyt er det for mig, at mange af disse guder er deres forfædre, der af én eller flere grunde har fået en hellig status og ophøjes til guder. I dag kan man på alle Marquesas øerne købe små Tiki-træfigurer. De ses ofte ved indgangen til de private boliger.

DSC_2769
Verdens største Tiki
DSC_2763
En meget sjælent liggene Tiki
DSC_2756
Der var mange Tiki’s

Turen op til Puamau er bjergtagende. Det er den smukkeste, eksotiske og dramatiske natur, jeg ind til videre har set på vores rejse – disse grønne og frodige vulkanøer her i Marquesas. Jeg håber, at billederne kan gengive lidt af oplevelsen.

Vi morede os lidt over, at ca. 3 km før vi møder Tiki´erne, ligger der en lille snackbar, der annoncerer, at her skal vi betale ”lille mor i baren” for entre til at besøge Tiki´erne. Som de ærlige og naive turister vi er, betaler vi med glæde. Da vi kører tilbage fra besøget for at nyde vores medbragte sandwich nede på stranden, er vi uforvarende kommet ind på ”bagvejen” ud derfra. Havde vi taget denne vej ind, skulle vi ikke betale entre. Vi er sikker på at ”lille mor” står og griner af os endnu – en hel fin ekstra fortjeneste – for vi er langt fra sikker på, at hun var en officiel indkasserer.

Inden vi skal i vandet skal der handles stort ind, da vi ikke regner med at få mulighed for at proviantere den næste måned, hvor vi befinder os ude på de mindre øer. Atuona, selve byen/landsbyen ligger 4 km fra ”boatyard´en” og ankerbugten, så frem med vores trolley og på med maxi-taxierne (fusserne) og vandrer op og ned ad bakker ind til de lokale supermarkeder(købmænd). De lokale er vældig flinke til at stoppe og give os et lift, men vi har godt af motionen og taber da et par af de kiloer, som vi tog på i DK.

Blot et eksempel på polynesiernes venlighed og gæstfrihed: Vi står i kø for at betale hos den lokale købmand med et stort indkøb, da vi lige er ankommet fra DK dagen før. Pludselig er der en dame længere nede i køen, der taler til os. Det er vores taxachauffør, der kørte os til og fra lufthavnen. Hun tilbyder at køre os de 4 km tilbage til Capri – gratis. En time senere mens jeg står og maler båden, ser jeg hende komme kørende op til Capri. Hvad nu? Ud stiger chaufføren med en pose fyldt med papaya, mango og pamlemousse fra hendes have – det er en gave til mig. Det er rørende.

Vi skal også have fyldt diesel på Capri. Her kan man ikke lægge til kaj og tanke diesel – nej – her må vi bære vores 10 dunke ned til den lokale benzinstation for få dem fyldt op. Heldigvis er benzinstationen beliggende kun 200 m fra ”boatyard´en”. Endnu heldigere er vi, at vi får lov til at låne vennernes lejet bil. Nu skal de 100 liter diesel lige op på Capri, der står på bukke. Det går ikke at kravle op ad stigen med 10 x 20 liters dunke. Vi hejser dem op med spilerfaldet.

Nu er vi klar til at komme i vandet. Vi er nervøse for, at Capri igen skal stå på grund. Vincent mener ikke, at der er grund til bekymring, der er masser af vand, da sejlrenden lige er blevet udgravet. I øvrigt mener han, at han kan køre os længere ud i vandet, da han ikke skal slæbe den tunge båd op ad rampen. Vi sidder spændt oppe i Capris cockpit, mens Vincent og kompagni kører os ned til rampen og ned i vandet, men Capri flyder desværre ikke af traileren, vi mangler vand under køl og dønninger samt strøm får Capri til at hænge fast på den ene sidde af traileren. Vi forsøger med motor at bakke og er da svært bekymret for vores ror. Efter lange svære minutter begynder hun endelig at flyde bagud, sikkert med hjælp fra ekstra høje dønninger. Gudskelov er vi i vandet igen.

DSCN5736
næsten i vandet

Nu skal vi bare ankre op nogle dage, da vi stadig mangler at få vasket tøj hos Sandra, der har været på hospitalet i Papeete den sidst uges tid. Herude findes ingen møntvaskeri, det er de lokale, der tilbyder at vaske og det tager 2-3 dage, da man ikke har tørretromler. Selvfølgelig håndvaskes der klatvask på Capri, men tøj, håndklæder og sengetøj har godt af at få en maskinvask ind imellem. En ting er, at vi ligner langturssejlere, men vi behøver ikke at lugte, som nogle af dem gør.

Det er bestemt ikke nemmere at ankre denne gang, selvom vi kun er 7 både, for en stor gravemaskine har afspærret halvdelen af bugten og med vores lange køl er der begrænsede muligheder, men det lykkedes også med hækankeret. Vi når endda at indgå i et ”rescue-team”, da naboens dinghy går ”walk-about”, den løsriver sig fra dinghybroen og er på vej ud ad bugten og driver til havs, mens ejeren er inde i byen for at shoppe. I ”lille Capri” suser vi ud til den ubemandede dinghy og får hende tilbage til dinghybroen og fastgjort. Ejeren kommer næste dag med en flaske vin, som tak for hjælpen.

Ejeren til den anden nabobåd er nu taget på indkøb og hans hækanker driver, det er tredje gang. Vi er 2 dinghyer, der kommer hans båd til undsætning, da den er 1 m fra at banke ind i båden ved siden af. Jeg kravler op på hans båd og forsøger at totte op på ankeret, men det har revet sig helt løs. Carsten forsøger i ”lille Capri” på fuld motorkraft, at skubbe hans båd væk fra den anden. Imens den anden dinghy bakker og trækker i hækankerlinen. Da han får ankeret op, bliver vi alle noget forundret, da vi ser, at denne skipper, på båden der driver, ikke har et stykke kæde på hækankeret og endnu mere overraskende bruger han flydetov som ankerline. Nu forstår vi bedre, at hækankeret driver. Vi lægger det om, men 3 timer senere driver det igen, da er ejeren dog tilbage på båden. Vi sejler selvfølgelig over og tilbyder at hjælpe endnu engang, men han takker nej. Han kommer dog forbi men en flaske vin.

Imens vi venter på vasketøjet besøger vi kirkegården, for Hiva Oa er meget kendt for at have bevaret gravstedet for Paul Gauguin (fransk maler) og Jacques Brel (fransk visesanger).

DSCF1491
Gauguins gravsted

Vi besøger da også Gauguin museet med en stor samling af hans værker, dog er de alle kopier, men interessant er besøget, da museet her ligger ved siden af hans hus og atelier. Gauguin boede i 6 måneder i DK og jeg fandt her ud af hvorfor? Han var nemlig gift med Mette Gad fra DK, som han mødte på et fransk pensionat. De fik 5 børn sammen. Gauguin, der levede 1848-1903, opholdte sig i Fransk Polynesien af flere omgange, som barn med sin familie senere som marine soldat og til sidst vælger han at leve sine sidste dage her. Boede flere år på Tahiti, men raver uklar med Kongen og flygter til Hiva Oa, hvor han lever sine sidste 3 år, inden han dør i 1903. Det fremgår ikke, hvornår Mette døde, men hun blev vist i Dk og fulgte ikke med ham til hverken Tahiti eller Hiva Oa.

DSCF1574
Gauguins lille hus

Vi brugte en dag på at besøge en landsby Taaoa, der ligger 13 km vest for Atuona. Her så vi mange paepaes, gamle stenfundamenter, hvorpå Polynesierne i urgammeltid byggede deres landsbyer, men vi fandt ingen Tiki´er herude.

DSCF1558
paepae et gammelt sten fundament fra tidligere tiders boliger

Vi fik 2 lift på turen derud, men valgte for motionens skyld at vandre hele vejen hjem i 35 graders varme. På hjemturen plukkede vi pamlemousse, mangoer og avokadoer.

DSCF1567
De smukkeste blomster langs vejkanten

Skønt er det, at vi kan samle tropiske frugter på en gåtur langs vejen. Ofte går Carsten på rov efter kokosnødder, han er efterhånden blevet ret god til at knække dem med sin machete.

Nå, nu skal dagligdagen jo ikke kun være at arbejde på båden, indkøb og traveture. Vi synes, at vi har fortjent lidt luksus efter 2 uger i en ”boatyard”. For 200 kr. per person afhentes vi kl. 10 ved kajen og køres i en minibus med aircondition op til Pearl Lodge, et 5-stjernet hotel, hvor vi ligger og nyder deres swimmingpool. Vi kan nemlig ikke bade nede i bugten, der er for mange hajer. Vi ligger helt uforstyrret alene ved poolen. I prisen er frokosten inklusiv. Carsten nyder som sædvanlig burger med fritter/øl og jeg nyder den bedste poisson cru (rå tun i kokosmælk og lime serveret med ris eller salat) jeg har fået ind til nu med et glas køligt hvidvin. Ih hvor vi nød det. Kl. 16 køres vi tilbage til Capri. Det var alle pengene værd, man skal også forkæle sig selv som langturssejler.

DSCF1541
Yes! pøl og så videre

Nu er vi klar til at begive os videre eller tilbage til den lille ø Tahuata kun 10 sømil fra Hiva Oa, hvor vi gik i nødhavn på ankerpladsen Hanamoenoa. Vi vil tilbage og opleve dette paradis igen.

DSCF1504
Vi har det godt

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s