Tahuata

Efter et længere ophold på Hiva Oa, hvor Capri har stået på land, mens vi var i Danmark, er vi helt modne til at opleve dette paradis af en ankerbugt i Hana Moe Noa på øen Tahuata.

For motor sejler vi gennem det 2 sømil brede stræde mellem Hiva Oa og Tahuata og efter 10 sømil anduver vi bugten, hvor vi søgte ”nødhavn” på vejen til Hiva Oa for 6 uger siden. Jubii – denne gang får vi bugten helt for os selv – troede vi – men ak, træerne vokser som sagt ikke ind i himmelen, vi ender med at være 5 sejlbåde på denne idylliske ankerplads. Bugten er lige så billedsmukt, som vi huskede og vandet er krystalklart. Vi kan se ankerkæden nede på bunden, en sigtbarhed på 10 m. Rundt om Capri svømmer de mest farvestrålende ”akvariefisk”, en enkelt ”Black-Tip” haj og hver 3 dag får vi besøg af de skønne Manta Rays. Manta Rays ser vi også lidt ude i bugten hvor de kommer flyene op ad vandet i store spring. Det er et fantastisk syn når en sort Manta pludseligt letter et par meter over vandoverfladen med sine 3 meter brede vinger.

Her ligger vi for anker og kigger vi ind mod kysten, ser vi den smukkeste hvide sandstrand og frodige kokosplantation. Kigger vi den anden vej, mod vest, kigger vi ud over havet og bliver trakteret med den ene ufattelige smukke solnedgang efter den anden. Ordet ”sundowner” får en hel anden mening her.

Ifølge guidebogen er det vigtigt, at vi vælger den nordlige del af bugten, hvor Steven (en lokal polynesier) bor i hans meget primitive bolig/hytte.

For på den sydlige del af bugten bor en anden lokal polynesier, der ikke ønsker sejlere i hans bugt ej heller landgang på hans strand. Til gengæld er Steven en flink fyr, hvis bare han ikke er fuld, i så tilfælde bør man holde sig ude på båden. Ellers er vi velkommen til at gå i land, men vi skal blive på stranden. Han vil ikke have, at sejlere går op i hans have og tager af hans afgrøder. Forståeligt. Desværre har han været nødt til at barrikadere sig med pigtråd op til hans hytte og sætte et skilt op, hvorpå der står ”privat ejendom”. Ærgerligt, at der er sejlere, der ikke respektere de lokale regler. Vi må gerne hente kokosnødder på stranden, men skal huske at spørge Steven om lov.

Apropos kokosnødden også omtalt som ” Stillehavets vandringsmand”, da denne nød kan overleve og flyde flere tusinder af sømil, inden den skylles op på land. Det er jo grunden til, at der findes kokospalmer på den Engelske sydkyst, hvor kokosnødderne er flydt med Golfstrømmen fra det Caribiske Hav og endt her. Kokosnødden er meget hårdfør overfor saltvand og på land sætter den rødder ud ad de to ”øjne” og palmeblade ud ad det tredje ”øje” for at få lys. I løbet af 5-6 år er kokosnødden blevet til et fuldt udvokset palmetræ. Den hårdførenhed overfor saltvand og orkaner har været med til at skabe en livsvigtig ernæring og byggemateriale for de første øboer (østasiater) og er stadig en vigtig afgrøde i det moderne polynesiske samfund.

Kokospalmen har haft og har stadig mange anvendelsesmuligheder:

  1. Stammen blev og bruges stadig som byggematerialer.
  2. Palmebladene, der tidligere blev flettet og brugt som tagkonstruktioner bruges i dag mere som pynt på el-og telefonpæle, flettes til kurve og diverse blomsterkranse m. m.
  3. Fibrene der sidder på indersiden af yderskallen på kokosnødden blev i gamle dage brugt til at flette tove, i dag bruges de ofte som optændingsbrænde
  4. Det tager ca. et år før en blomst bliver til en moden nød
  5. Længe før nødden er fuld moden, er den grønne nød anvendelig. Den indeholder kokosmælk, som tidligere var en substitut for komælk. I dag bruges den i madlavning til bl.a. Poisson Cru (rå tunfisk) og endvidere til medicinske formål
  6. Når nødden begynder at modnes dannes et hvidt lag på indersiden af den inderste hårde skal (det vi kender som nødden). Endnu er dette hvide lag blødt og bruges ofte i desserter
  7. Modnes nødden yderligere bliver det hvide lag tykkere og hård, mens mælken bliver til tyndt kokos vand, der kan drikkes, men er ikke nær så smagfuldt som den tykkere mælk
  8. Den tykke og hårde hvide substans, som jeg tillader at kalde ”kokoskødet”, er det vi normalt forbinder med kokos og bruger der hjemme, lige som her, ofte i kager
  9. Men langt det meste af ”kokoskødet” lægges i dag til tørre i solen, hvorefter det bliver til Copra. Når den indtørrede Copra er klar, sendes den til Papeete på Tahiti, hvorfra man udvinder olie, der anvendes i madolie og kosmetiske produkter m.m.. Over alt ser vi Copra til tørre. Billed x 2

Vi nyder denne ankerbugt i 1,5 uge. Her er ikke meget at lave, vi kan kun gå tur på stranden, men nyder at snorkle. Vi kan ikke dykke her, da vi ikke selv kan fylde vore lufttanke, vi har nemlig ingen plads til en kompressor. Vi er derfor helt afhængige af et dykkerfirma og det findes naturligvis ikke her. Vi er også uden forbindelse til omverdenen, ingen internet eller telefonforbindelser. Det er så skønt for et par uger.

Vi har indført en ny morgenrutine. Den der vågner først laver kaffe og te. Vi er for det meste begge stået op ved 6-tiden. Nyder solopgangen en times tid, hvorefter der afholdes Yoga foran på dækket i en time. En tur i baljen, ikke alt for langt væk fra Capri, da vi jo deler havet med hajer. Herefter morgenmad. Er det ikke en skøn start på dagen?

DSCF1600
Den smukke unge pige dyrker yoga på fordækket

Jeg har aldrig dyrket Yoga før, men i mine unge dage var jeg gymnast, endda elite gymnast. Det må være en menneskealder siden, for kors hvor er jeg dog blevet stiv i lemmerne og leddene. Chokerende. Jeg købte en bog for begyndere i Yoga, da jeg var i Danmark og følger programmet her. Heldigvis kan jeg allerede efter en uges træning mærke en forskel. Både Carsten og jeg har haft skuldersmerter og begrænset bevægelighed i skulderne efter de lange havsejladser. Vi kan begge mærke, at efter vi er begyndt med Yoga øvelser, er smerten formindsket og bevægeligheden er blevet større.

Om et par uger starter vi op med styrketræning ved Capris mast, hvorpå vi har købt og monteret en ”elastik”, som man kender fra Fitness centrene.

Mentalt trænes der også. Om aftenen er vi begyndt at spille Dobbelt Kabale. Carsten, der har trænet i 60 år, er forbandet god. Der er ingen kærlighed her, han banker mig hver aften og jeg er en dårlig taber. Indrømmet, at jeg også er en dårlig kortspiller, da det er en hobby, jeg aldrig har dyrket. Det er nærmest ydmygende, når vi spiller. Vi betragter begge de samme kort og mega irriterende er det, at jeg ikke kan se mulighederne. Når det så er blevet Carstens tur, så flyver kortene rundt på bordet, så jeg næsten ikke kan følge med – og voilá, så har han skabt sig 4 tomme pladser.

DSCF1355
kortbordet venter. Igen i aften skal fruen have sin gang tæsk. Det viser sig at un har en hemmelige masochistisk ønske

Carstens datter Anne Sofie har tabt mod ham i 30 år, før hun endelig vandt. Så langt rækker min tålmodighed ikke. Men med sine 7 leveår mere på bagen end jeg, er der håb om, at hans begyndende senilitet kommer mig til hjælp. Han trøster mig dog med, at jeg bliver bedre for hvert spil, men der er langt endnu. Det er lige før, at jeg får nervøse trækninger, når jeg lægger kortet ned og der lyder fra modsatte side ”Tænk dig nu godt om, før du lægger dette kort”. Jeg vinder ind imellem, men ikke uden min modstanders hjælp. Alt imens Carsten underholder sig med, at han spiller mod sig selv.

Vi har planlagt at sejle rundt i Fransk Polynesien det næste år og jeg må desværre indrømme, at mit skolefransk er gået i glemmebogen. Jeg har derfor købt en fransk lærebog for begyndere og håber, at kunne klare mig på fransk overfor de lokale, der oftest ikke taler engelsk. Carsten har aldrig haft fransk undervisning og kan kun sige ” Voulez Vous couche avec moi ce soir” (ved ikke om det er skrevet korrekt, men det betyder ”vil du ligge/sove med mig i aften?”). Forståeligt, at han har brug for at udvide sit ordforråd på fransk, derfor planlægger vi franskundervisning en time hver formiddag nede i salonen, inden det bliver for varmt.

DSCF1587
Fransk timen er gået igang

Øens hovedlandsby Vaitahu ligger 2 sømil herfra, der hvor James Cook på hans 2. jordomsejling anduvede øen i 1774 for at få vand. Hermed lidt Cook-historie, inden vi sejler videre:

Kaptajn James Cook. Navnet er ulasteligt forbundet med det sydlige Stillehav. Sømand, Opdagelsesrejsende, Kartograf ekstraordinær. Cook foretog tre rejser til Stillehavet.

Første rejse 1768-1771

Cook blev beordret af den Britiske Admiralty at lede en videnskabelig ekspedition til Stillehavet med det formål at observere og beskrive planeten Venus´s transit foran solen. Cooks beskrivelse, sammen med beskrivelser fra andre dele af jorden, ville da gøre, at den Britiske videnskabsakademi, Royal Society, kunne nøje beregne distancen fra Jorden til Solen.

Cook var på dette tidspunkt 39 år, da han forlod England på skibet HMS Endeavor i August 1768. Endeavor rundede Kap Horn og fortsatte over Stillehavet med ankomst til Tahiti den 13. April 1769. Cook fortog de observationer af Venus, som han var beordret. Derefter tog han fat på den anden og hemmelige del af de ordrer, han havde fået af Admiralty, nemlig at udforske det sydlige Stillehav og finde det naturrige sydlige kontinent, Terra Australis, som rygtet sagde skulle ligge der.

endeavor
HMS Endeavor

Cook sejlede sydvestover, nåede New Zealand, hvor han kortlagde hele kysten, da han omsejlede hele øgruppen. Han sejlede derefter vestover og nåede Australien i april 1770. Dermed blev han den første europæer, der nåede landets østkyst.

Han gik i land i den bugt, som han benævnte ”Botany Bay”. Navnet skulle senere vække rædsel hos de britiske kriminelle, da en meget anvendt straf fra de britiske dommere var igennem et par hundred år, at transportere straffefangerne til ”Botany Bay”, hvor de skulle arbejde for ”Kronen” under slavelignende tilstande. I dag henviser mange Australier med stolthed til, at deres forfædre ankom til Botany Bay med straffeskibet.

Tilbage til Cook. Han fortsatte langs kysten på indersiden af The Great Barrier Reef. Han var fortvivlet, da han ikke kunne finde en passage ud gennem revet. I juni 1770 ramte Endeavor et rev og var nødsaget til at lægge ind i en flodmunding, hvor skibet kunne lægges om på siden og skaden udbedres.  Denne reparation tog over syv uger. Efter at have sejlet næsten 1000 sømil bag revet, fandt han endelig en udgang og krydsede derefter nordover til Indonesien (hvor en del af hans besætning døde pga. malaria). Derfra sejlede han rundt om Kap Håb og retur til England.

cooks rejser
Cooks tre rejser, 1ste – rød, 2nd – grøn, 3dje – blåt

 

Anden rejse 1772 – 1775

Cook blev sat til at lede en ny videnskabelig rejse, denne gang udelukkende med opdagelsen af Terra Australis for øje. Til trods for at han havde bevist, at New Zealand var en øgruppe, at han havde kortlagt hele østkysten af Australien og dermed bevist, at dette havde en størrelse som et kontinent, var Royal Society ikke overbevist om, at dette var Terra Australis.

Denne gang bestod ekspeditionen af to skibe, Cook var øverstkommanderende Kaptajn på HMS Resolution og Tobias Furneaux var Kaptajn på HMS Adventure. Cook sejlede jorden rundt på en ekstrem sydlig breddegrad og blev dermed den første, der krydsede den sydlige Polarcirkel. Under sejladsen i de sydlige vande kom skibene fra hinanden og HMS Adventure fortsatte til New Zealand og derefter videre til England, mens Cook fortsatte hans udforskning af Antarktisk. Han nåede breddegrad 71 grader 10 minutter syd, den 31. januar 1774.

Cook nåede næsten at anduve det Antarktiske hovedland, men var nødt til at vende om og sejle til Tahiti for at proviantere. Herefter sejlede han igen sydover i et forgæves forsøg på at finde Terra Austalis. Han ankom til England i 1775 og blev feterede som Englands største søhelt og navigatør.

 

Tredje rejse 1776 – 1779

På Cooks sidste rejse var han igen Kaptajn på HMS Resolution, mens han ledsages af Kaptajn Clerke på HMS Discovery. Denne gang var målet at finde Nordvest Passagen, en sørute nord om det amerikanske kontinent. Efter at have rundet Kap Horn, anduvede Cook Hawaii øerne som første Europæer i 1778. Fra Hawaii sejlede Cook nordover og udforskede den amerikanske vestkyst nord for de spanske beboelser i syd Californien og op til Alaska. På denne ene visit kortlagde Cook den amerikanske vestkyst for første gang og nåede at bedømme Alaska´s størrelse og beliggenhed til Rusland. Han nåede så langt nordpå som 70 grader 44 minutter Nord.

Da hans videresejlads var blokeret af den arktiske is, vendte han om og sejlede sydover tilbage til Hawaii. Her gjorde han landgang. Nogle af de lokale stjal en af Resolutions små både og for at få den tilbage, besluttede Cook at bortføre Hawaiis Konge, Kalaniopuu. Det lykkedes Cook og hans mænd, at lokke Kongen ned til stranden. Men da det gik op for både Kongen og hans folk, at Cook ville bortføre og tage Kongen som gidsel, førte det til kampe på stranden. Under disse kampe blev Cook dræbt af de lokale. Cooks følge var nødt til at trække sig tilbage til skibet, da de var modstanderen underlegen og efterlod derfor Cooks lig på stranden.

Myten om, at Cook blev spist af øens kannibaler, er ifølge nyere beretninger ikke sandt. Cook var, inden forsøget på gidseltagningen, respekteret og agtet af såvel Kongen og hans folk, hvorfor man besluttede at behandle hans lig, som var han en konge. Hans indre organer blev udtaget og resten af liget bagt, så muskler m.m. kunne tages af, for at rense knoglerne mhp. at opbevare dem for at ære Cook. Nogle af hans knogler blev returneret til hans besætning for at begrave dem på havet.

Vi har Cooks journaler over hans rejser i Stillehavet her ombord Capri. Når vi læser i den, er vi positiv overrasket over hans medmenneskelighed. Cirka 50 år før Cook første gang ankom til Tahiti, ankom en Spansk Admiral. De lokale mødte ham og hans skib med ære og holdt en overdådige fest for de nyankomne. Som tak for den store fest, beordrede Admiralen sine mænd til at skyde Høvdingen og 22 af hans kriger. Derefter tog de tilbage til deres skib og sejlede væk.

Cook var den diametrale modsætning. Han beordrede sit mandskab til at behandle de lokale med stor respekt og han nedlagde forbud mod, at de handlede med de lokale uden hans tilladelse. Dette for at undgå, at de lokale skulle blive sure, hvis de følte sig snydt. Cook var kendt og hilst velkommen på Tahiti og på mange andre Stillehavsøer.

Cook´s kartografiske færdigheder var uovertrufne. Hans beskrivelser og søkort var meget nøjagtige. Faktisk findes der stadig kort over øer i Stillehavet, hvor det er hans optegnelser, der er på kortet – de er aldrig blevet opdateret. Det giver en historisk vingesus, når man kigger på et søkort og kan læse at optegneren er J. Cook.

Ankerpladsen ved Vaitahu er berygtet for at have en stenet havbund og det er dermed svært at få ankeret til at bide. Man anbefaler, at der lægges 2 anker ud. Endnu være er det, at det er besværligt at lægge sin dinghy til ved stenmolen. Det vil kræve, at man lægger et hækanker ud fra dinghyen, for at den ikke masses op af stenmolen i de store dønninger. Vi vælger derfor at tage videre 2 sømil til en anden og mindre landsby Hapatoni, hvor det skulle være mindre udfordrende at ankre op i bugten lige ovenfor ved Hanatefau.

Turen derned langs klipperne er helt vildt smuk og vi anduver da også en bugt, hvor jeg føler, at vi flyder ind i et tropiskparadis. Der er meget dybt i bugten og vi må meget tæt på klipperne for at finde ”en hylde”, hvorpå vi kan smide krogen. Jeg er umættelig og fascineres stadig af disse dramatiske klippeformationer, deres lys- og skyggespil samt de grønne nuancer. Men disse klipper bliver vores mareridt efter ganske få timer.

Passatvinden blæser som vanligt op ved middagstid og stryger hen over denne lille vulkanø. Der skabes pga. de meget høje bjerge Føhnvinde (varmluft), som på læsiden falder ned i hovedet på os med en kraft som om, det er Katabiske vinde (kold luft) i kulingstyrke. Føhnvinde er ikke nyt for os, dem stiftede vi allerede bekendtskab med ved vores første ankerplads i Marquesas ved Fatu Hiva. Men her arter disse Føhnvinde sig anderledes og omvendt. Normalt får vi en meget kraftig fralandsvind, men her får vi pålandsvind og det er bestemt ikke trygt, når vi er ankret op kun ca. 30 m fra klippen. Men hvorfor får vi pålandsvind, når nu vinden kommer fra øst og vi er på læsiden på den vestlige side af bjerget. Det er som om, at der her helt inde ved klippen er skabt et vakuum, der suger Føhnvinden ind mod klippen. Meget ubehageligt.

Nabobåden kommer over for at hilse på os. Det er et ægtepar, der har ligget i denne bugt en hel uge og kan oplyse os om, at sådan blæser det hver dag fra middag til vinden løjer af ud på aftenen. Gid det var såvel, men sådan går det ikke for os. Vinden tager til i løbet af aftenen og fortsætter til kl. 3, hvorefter den løjer af. Vi får næsten ikke sovet denne nat. Yderligere får vi besøg af en kæmpe kakerlak, der kravler langs væggen lige over sengen. Desværre når vi ikke at få fat i den. Den hjælper heller ikke på min nattesøvn. Flere gange i løbet af natten hører jeg Carsten sige: ”at jeg bliver sgu ikke en nat til i denne bugt”.

Og sådan bliver det. Vi får ikke besøgt den lille landsby og ej heller vandreturen over til Vaitahu, hvilket ellers langs de dramatiske klipper skulle være en helt fantastisk smuk tur. Næste morgen op med krogen og tilbage til vores skønne og rolige Hana Moe Noa for at sove ud, inden vi næste nat vil sejle op til Ua Pou.

Hvilken afskedssalut. Jeg har lige lagt ankeret i Hana Moe Noa og ser at vandet er meget klart. Ærgerligt tænker jeg, for så får vi ikke besøg af Manta Rays, der helst svømmer ind i bugten, når vandet er uklar og dermed rig på plankton. Men mens jeg står og kikker ned i vandet, ser jeg pludselig en kæmpe sort skygge komme flydende lige under overfladen hen mod Capri – og en til. To store Manta Rays ca. 2 m i diameter kommer helt op til overfladen, kun 1 m fra Capri og svømmer langs hendes skrog. Både Carsten og jeg er helt paralyseret af dette mageløse syn og formår slet ikke at få kameraet frem. Gid jeg havde haft badestigen nede og dykkerbrillerne ved hånden, så jeg kunne glide ned i vandet for at svømme ved siden af disse store krabater. Wauw.

Ovenpå dette uforglemmelige syn får vi lidt frokost og en ”morfar”, hvorefter vi er klar til at hive krogen op og tage afsked med Tahuata.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s