Ua Pou

 

Efter en rædselsfuld nat i Hanatefau (Tahuata), hvor de kraftige Føhnvinde holdte os vågne hele natten, er vi nu parate til at tage afsked med den paradisiske klippeø Tahuata.

Det er den 6. oktober, da vi stævner ud sidst på eftermiddagen med henblik på at få en rolig og behagelig natsejlads under en stjerneklar himmel mod den næste klippeø Ua Pou, 70 sømil NV herfra. Denne gang lever vejrprognosen op til vores forventninger med 1-1,5 m høje bølger og let vind agten fra. Som tidligere nævnt i vores beretninger, kan natsejlads være lidt ensomme, når man i mørket sidder alene på vagten. Vi har derfor besluttet, at vi på denne ene natsejlads vil tage vagten sammen, mens vi nyder og identificerer stjerner og planeter ud fra en bog eller iPad. Men efter de første aftentimer mærkes søvnunderskuddet fra foregående nat og vi vælger på skift at tage et par timers søvn her i cockpittet. Vores hynder til kistebænkene er syet, så de passer til dørken. Det er hyggeligt og lidt romantisk at sove ude i det fri under en smuk og klar stjernehimmel, mens Capri vugger én i søvn.

Vi anduver ankerbugten ved hovedlandsbyen Hakahau, hvor der kun ligger 3 andre sejlbåde alle med hækanker ude for at holde bådene oppe imod dønningerne mhp. at undgå de værste rulninger. På trods af bugtens størrelse er pladsen alligevel begrænset, da der skal afsættes plads til forsyningsskibet Aranui´s ankomst og som altid er vi begrænset af Capris lange køl. Vi vil alle helst så meget i læ, som det er muligt bag stenmolen.

Det går fint med at få hovedankeret til at bide, men der må 2 forsøg til, før hækankeret bider. Alt imens de 2 besætningsmedlemmer på nabobåden bagved stirrer på os. Vi føler os ikke helt velkommen. Vi trækker lidt mere ind på kæden foran, så vi skaber mere afstand til naboen. Efter en times arbejde med at ankre er vi tilfredse, men det er naboen tilsyneladende ikke. Manden gør tegn til os om, at vi skal lægge os længere væk fra dem og dermed også længere væk fra den beskyttende stenmole. Carsten forsøger at få ham til at forstå, at vi ikke ønsker at ligge i åbningen ud til havet. Nu kommer hustruen i sin dinghy sejlende over til os og ser ikke specielt venlig ud. Hun forklarer os, at der allerede har ligget en båd foran dem, hvor hækankeret drev og dermed trak deres foranker løs. Og nu da de har set størrelsen af vores hækanker, vil de ikke acceptere vores ankring.

Vores hækanker, som hun mener er underdimensioneret, er et Fortress anker, der er beregnet til at være et hovedanker til både op til 36 fod, så den bør være tilstrækkelig som hækanker til en 40 fods Capri og vi er derfor ikke enige med hende. MEN, i en sådan situation skal man aldrig gå ind i en diskussion med naboen, det vil altid resultere i et skænderi og uvenskab. Vi meddeler derfor, at vi har forstået deres budskab og selvfølgelig vil vi ankre om og længere væk fra dem. Carsten er rasende og har mest lyst til at sige ”ren og hop vi bliver her”. Kunne hun da bare være kommet og meddelt deres ønske, inden vi lagde ankerne, i stedet for bare at stå og stirre og vente til begge anker er sat. Efter 2 timers arbejde med at ankre, kan vi slappe af og få en velfortjent morgenmad.

Vores sejlervenner Julie og Toby kunne senere fortælle, at det, der var sket et par dage før, var, at hækankerlinen hos vores nabo sprang, hvilket resulterede i, at deres i øvrigt gamle og dårligt vedligeholdte trimaran svajede rundt blandt bådene og skabte stor panik. Det var jo en noget andet fortælling end den version, naboen selv gav.

Godt – at vi flyttede, som naboen ønskede, for efter 5 døgn river vores hækanker sig løs og Capri drejer 180 grader om sig selv. Heldigvis er vi ombord. Vores erfaring med hækanker er dog begrænset. Det undrer os dog meget, at hækankeret med 8 m kæde + 25 m tov, som er lagt på 3,5 m vand, kan rive sig løs af sand/mudderbund. Dagen før vi skrider, var vi nødt til at trække ind på vores hækanker, da en anden nabobåd foran os kom alt for tæt på os. Deraf har vi måske haft for lidt tov ude under en kraftigt squall.

Ja, man kan virkelig ”hygge” sig på en ankerplads, for nu starter et sandt mareridt for os. Hækankeret skal lægges om. Vi lægger alle 100 m kæde på hovedankeret ud og bakker tilbage. Carsten smider hækankeret ud, der hvor han mener, at vi havde det, inden det skred. Problemet er bare, at vores hækanker nu ligger hen over hækankeret fra båden foran os, der ankrede efter os. Vores anker bider desværre ikke, så problemerne opstår, da Carsten trækker hækanker hjem. Den har nu fat i nabobådens hækankerline. Vi slækker straks ud på vores line og skipperen fra nabobåden foran springer på hovedet i vandet og dykker ned og får vores hækanker fri af sin line.

Puha, heldigvis rev vi ikke hans hækanker løs, men nu viser Capris besætning virkelig dramatisk havneshow, for hækankeret bider heller ikke i andet forsøg og vi er pga. afdrift kommet tættere på begge nabobåde. Carsten styrer Capri fremad og forsøger at komme væk fra nabobåden bag os, men vi kommer desværre også tættere på nabobåden foran, fordi Capri denne gang har fået hans hækankerline rundt om vores køl. Vi driver ind mod naboen og lille Capri, der er fastgjort på siden af Capri fungerer nu ”ufrivilligt” som fender mellem de 2 både. Carsten beder naboen om straks at slække ud på hans line, men skipperen befinder sig jo nede i vandet og hans kæreste i cockpittet kan desværre ikke helt finde ud af at slække. Jeg får lille Capri fri og må nu manuelt holde de 2 både fra hinanden. Naboen er imidlertid kommet op i sit cockpit og får slækket ud på linen og dykker derefter ned igen og frigør Capris køl fra hans hækankerline.

Nu meddeler nabobåden, at de allerede har planlagt at sejle videre næste morgen og beder os om at lægge hækankeret langt ud til siden. Carsten accepterer det og vi vil næste dag ankre om, når der er plads til os igen, så vi kan smide hækankeret, der hvor vi var, før det skred.

Mareridtet slutter desværre ikke her. Næste morgen midt under morgenkaffen får en kraftig vindpust ved lavvande Capri til at dreje 360 grader rundt om sig selv, fordi vi ikke har turdet totte op på hækankeret med frygt for at den rev sig løs igen. Nu sidder vores hækankerline rundt om vores egen køl og akse/propel. Der er ikke andet at gøre end, at jeg frigør linen fra klampen og smider tovet ned til Carsten, der er hoppet i vandet mhp. at svømme tovet rundt om Capri for at frigøre linen. En heroisk handling udført af Carsten, der ligesom jeg har spottet en hajfinde 50m fra Capri. Det lykkedes dog for skipper at frigøre linen og uden hajangreb.

Nabobåden er sejlet ud og vi vil lægge hækankeret om, da vi har ligget ekstremt dårligt sidste nat og har bestemt ikke været trygge ved denne placering af hækankeret. For første gang på turen har vi fundet det nødvendigt at holde ankervagt den halve nat.

Heller ikke denne gang lykkedes det at få hækankeret til at bide i de første 2 forsøg, hvor Carsten konstant kommer for tæt på nabobåden bagved, hvor besætningen står klar med bådshage for at holde Capri væk fra deres båd. De er vist ved at være godt trætte af os. Carsten er ved at være godt sur på dem og mig, da vi konstant forsøger at forklare ham, at vi skal længere væk. Til sidst overlader Carsten roret til mig, mens han lægger mere kæde ud på forankeret. Det lykkedes mig til naboens tilfredsstillelse at finde en passende position og hækankeret sidder fast denne gang. Nu ligger vi trygt og godt.

Ankerpladser kan være meget underholdende for tilskuerne, men er et sandt mareridt for dem, der står i problemer. Uanset om problemerne er selvforskyldte eller andres skyld. Jeg foretrækker at være tilskuer.

Nok om ankring. Stedet her er, ligesom som Carsten har skrevet i sin beretning om Fatu Hiva, Edens Have. Øen med dens dramatiske klippeformationer med de smukke lys og skygge indfald ligner et kæmpe maleri, der er sat op foran os her på ankerpladsen. Vi bliver aldrig trætte af at sidde og kikke på denne dramatik.

DSC_2847
hver dag viser bjergene sig fra en ny side

Video

Byen eller landsbyen Hakahau er ren idyl. Her ses betydelig flere velrenoverede huse med deres smukke velplejede haver, der bugner med alle de frugttræer, man kan ønske sig. Byen virker mere ”rig” og velorganiseret. Den er overskuelig og virker på en måde mere civiliseret, end det vi ind til nu har set i Marquesas. Asfalterede veje og nye 4-hjulstrækkere ses over alt. Ingen tvivl om, at der er prestige i at eje en ny 4-hjulstrækker. Afstandene i landsbyen er ikke større end gåafstand, men alle kører i bil til købmanden, også selvom man bor næsten lige overfor. Det er jo varmt og man skal jo nødig anstrenge sig. Særligt om eftermiddagen ser vi mændene kører langsomt gennem byen og ud ad vinduet hilse på alle bekendte. Ofte for at få en kølig øl i skyggen nede ved høkeren sammen med vennerne.

Skolen og gymnasiet med børn og unge præger midtbybilledet. De unge teenager, såvel piger som drenge, er utrolig smukke. En flot hudfarve, nærmest kanelbrun, de er slanke og har nogle flotte ansigtstræk. Meget velklædte og i farvestrålende moderne klæder. Pigernes lange kraftige sorte hår vikles op i en knold, uden spænder, det er imponerende at se, hvordan de sætter håret. Billedskønne er de med en blomst, dog ofte en kunstig blomst, der sættes fast bag øret. Jeg forstår godt, hvor Gauguin fik sine motiver fra.

Som nævnt i tidligere beretninger er overvægt med følgesygdomme som diabetes 2 og hjerte/karsygdomme et kæmpe problem her i Marquesas. Men her i Hakahau er beboerne generelt slanke. Ikke kun børn og unge men også de voksne. Mange træner kanosejlads, der løbetrænes på stranden og vi ser endda for første gang cykeltræning. Andet sport som fodbold og tennis dyrkes i skoletiden og efter arbejde. Overvægtsproblemet er betydelig mindre her, hvorfor ved vi ikke, men da vi senere kører i en lejet bil rundt på øen, ser vi, at beboerne i de øvrige landsbyer, der ligger mere isoleret, har overvægtsproblemer.

For sejlere her i Stillehavet er indkøbsmulighederne begrænsede, men vigtige. Hakahau har 5 købmænd/supermarkeder og 2 bagere. Vi mangler ikke noget på trods af, at der ikke kan købes frugt i forretningerne, fordi de lokale er selvforsynende. Beboerne her er enormt venlige, hjælpsomme og forærer os alle de frugter, vi vil have. Kokosnødder, Pamplemousse, Mango, Papaya, bananer, avokado og brødfrugter. Jeg tilbyder altid at betale men nej, de vil ikke have penge. Det har vi ikke oplevet på de andre øer, der har vi måttet betale for varerne.  Der er en ekstrem god og hyggelig stemning her i Hakahau. Beboerne virker tilfredse og glæde. De mangler ikke noget. Igen undrer vi os over, hvordan de tjener penge til 4-hjulstrækkere, iPhone m.m..

Indkomst får de ved bl.a. offentlige jobs (myndigheder og hospitaler m.m.), private forretninger, salg af frugt/grønt og Copra samt børnepenge (det er ikke ualmindeligt at have 7-8 børn, det er en god indkomstkilde). Vi har fået fortalt, at de lokale betaler en meget begrænset indkomstskat, hvis de overhovedet betaler skat. Til gengæld er der lagt en stor afgift på alkohol, tobak (20 styks cigaretter koster næsten kr. 100) og importvarer. Alligevel har man her fri adgang til læge og hospitaler. Selv flyrejsen til Tahiti for at få lægebehandling er gratis.

Hvor stor er deres behov for penge? Vi vurderer, at den er begrænset. Jorden/matriklen er ejet af staten og de lokale betaler kun en mindre leje for grunden, hvis de da betaler for leje. Husene er bygget og indrettet meget simpelt. Al frugt og grønt har de i haven samt en eller to grise til slagtning. Fisk er der masser af i havet. De går på gedejagt ude i bjergene. Ja, det er Edens Have. Den daglige garderobe består af shorts og T-shirts evt. en hjemmesyet kjole. Alle har tilsyneladende en iPhone og mange kører rundt i nye dyre 4-hjulstrækkere. Hvis de lokale kan dokumentere, at de kører med turister eller udlejer deres 4- hjulstrækker, så får de en rabat på ca. 25 % af indkøbsprisen. Myndighederne kræver, at du som (privat)taxa skifter din bil ud senest hvert 5 år. 4-hjulstrækkere er dyre biler og forbruger meget dyr benzin, men de er nødvendige for at køre rundt på disse bjergrige øer. Alligevel må det kunne løbe rundt økonomisk for de lokale.

DSCF1674
En af de smukke strand på Ua Pou

I dag søndag har jeg valgt at være lokal med de lokale. Mens Carsten forsøger at få billeder og video på vores blog, så har jeg valgt her til morgen kl. 8 at gå til søndagsgudstjeneste.

DSCF1680
Den lokale kirke

Ikke at jeg er specielt religiøs, men i alle guidebøger anbefales det at få denne oplevelse med og det fortryder jeg bestemt ikke. Oplevelsen er nærmest diametral modsat det, man oplever ved en almindelig søndagsgudstjeneste i Danmark.

Marquesserne er katolikker. Børn, unge og ældre klæder sig pænt på, enkelte kvinder har flettet blomsterkranse i håret. Kirken er stuvende fuld. 6 præster samt medhjælpere afholder ceremonien. Stemningen skal opleves, den er svær at beskrive. Alt foregår på marquessen og jeg forstår intet kun AMEN, men nyder musikken bestående af 2 guitarer og 1 tromme, mens koret og menigheden bryder ud i gospelsange. Ingen salmebøger. Talerne foregår uden oplæsning fra et manuskript eller noter.

Teenagerne har samlet sig i et hjørne, der er ingen iPhone i gang og dog. En af kirketjenerne opdager, at to af pigerne har sneget sig til at sende sms og han går straks over til dem, for at ”låne” deres iPhone til gudstjenesten er over. Selv en fejlfarvet som jeg er velkommen til deres gudstjeneste. Jeg har iført mig bukser og bluse, ingen knæ eller skuldre er synlige, som reglementet siger. Og dog – enkelte af de unge piger i deres kropsnære korte sommerkjoler har valgt ikke at overholde reglerne og det er tilsyneladende accepteret.

Jeg ved ikke, om der her er regler for, hvornår man må lade sig tatovere, for der ses ingen tatoveringer på teenagerne. Til gengæld bærer alle voksne tatoveringer i blå farver. Kvinderne har typisk efter gamle traditioner en tatovering bag øret, der går ned på halsen. Flere af dem har tatoveringer på skuldre og arme samt enkelte på benene. Mændene har flere tatoveringer på arme, ben og overkrop. Vi har set enkelte mænd, med de gamle traditionelle helkrops tatoveringer. Polynesierne er alle flotte med deres tatoveringer, selv når kroppen ikke er ung og spændstig længere eller er blevet overvægtig. De blå tatoveringer syner godt på den kanalfarvede hud, langt bedre end på vores aspargesfarvede hud.

Da vi var blandt Kuna indianerne på San Blas øerne, var det ikke ualmindeligt, at vi så mænd klædt som kvinder. Transvestitter var alment accepteret i dette primitive samfund. Lige så her i Marquesas.  Vores sejler ven Willy fortæller, at i urgammel tid var Marquesas øerne styret af dronninger – det har jeg nu ikke kunnet læse mig frem til, kun at det var konger, der regerede på Tahiti. Men for at vise disse dronninger ære, håbede man at første fødte var en pige. Hvis det var en dreng, så blev han iklædt pigetøj og opfostrede som en pige. Det sker tilsyneladende ifølge Willy stadig i enkelte familier.

En anden forklaring på hvorfor vi ser så mange transvestitter er, ifølge nogle andre sejlervenner, at hvis der i børneflokken ikke er piger nok til at hjælpe moderen med det huslige arbejde, så udvælger hun den af sønnerne, der har de mest feminine træk og opfostrer ham som en pige. Ægtemændene deltager åbenbart ikke i disse kvindelige sysler.

Transvestitter er helt accepteret og også at de gifter sig med modsatte køn samt stifter familie. Som Carsten grinende spørger mig: ”hvordan ville du have det, hvis vi skulle dele Bh´er med hinanden”. Spøg til side og for ikke at blive misforstået, vil jeg blot sige, at ingen af os har noget imod transvestitter og ej heller homoseksualitet.

Efter gudstjenesten går de respektive familier hjem og spiser brunch og hygger sig resten af dagen. Sidst på eftermiddagen når temperaturen er faldet, mødes de til Petanque nede ved stranden. Carsten og jeg sidder blandt tilskuerne og nyder denne kampstemning. De griner, pjatter og håner hinanden, men der hersker ingen tvivl om, at konkurrence genet er i højt gear og de er super gode til dette spil. Mange års træning gør mester, vi ser nogle af de ældre kvinder, der virkelig har præcision i deres kast med eller uden skrue. Tilskuerne hepper og nyder kolde øl.

Søndagen afsluttes med en middag på byens restaurant. Min hof ret er stadig Poisson Cru (rå tunfisk i kokosmælk med ris). Gul finne tun har vi masser af i fryseren, da vi har købt tun hos de lokale fiskere til 40 kr. kg. Det kan vi ikke engang få en tun bøf for hos fiskehandleren i Danmark. Men kokosmælken har jeg manglet. De lokale river kokos-kødet og vrider det hårdt i et viskestykke for at presse mælken ud af kødet. Det er for besværligt for en turist som jeg, men nu har jeg endelig fundet kokosmælk på dåse hos den lokale købmand. Det skal afprøves, også selvom mælken ikke er frisk.

Nu skal vi inspicere resten af øen. I dag har vi lejet en 4-hjulstrækker, det er den eneste bil, der kan klare at køre i dette terræn.

DSCF1694
Vejkort over øen

Vi kører langs nordsiden af øen for at komme over på vestsiden. Terrænet her kalder de lokale ”ørkenen”, det er den tørre side af klippeøen dvs. på læsiden. Enkelte steder har franskmændene spænderet penge på asfalt, men 2/3 del af vejen er grusvej med store huller. Vi kører ca. 20 km/t og kan kun køre i 1 gear (meget kuperet terræn) eller kortvarigt i 2 gear. En meget ubehagelig og anstrengende kørsel. Men det er alle anstrengelserne værd, for på vejen over til den første landsby (ca. 16 km og 1 times kørsel) ser vi vilde heste græsse ude på klipperne. Pludselig krydser en flok vilde grise vejen. Bjerggeder findes over alt langs vejkanten.

DSC_2793
Der findes vilde heste overalt
DSCF1683
Denne flok vilde grise dukkede pludseligt frem af buskadsen

At der ikke kører mange biler vidner følgende om: Jeg standser bilen, da jeg ser en ged med 2 små gedekid stå ved vejkanten ned til en stejl klippekant. De små kid står meget usikre på benene. Carsten vil tage et billede af dem og da han ser gennem linsen, får han noget af en overraskelse og udbryder, at moderkagen hænger stadig mellem benene på moderen. Jeg kører meget forsigtig nærmere, helt ude på kanten af vejen på modsatte side. Vi er tættere på nu. Vi ser, at navlesnorene hænger ned fra de 2 små kid, der stadig er våde og blodige.

DSC_2830
Navlesnoren er der stadig

Med andre ord – de er lige kommet til verdenen her ude i vejkanten, lige inden vi ankom. Vi er enormt bange for at skræmme de små kid, så de får overbalance og falder ned fra klippen. Det lykkedes heldigvis, at passere forsigtigt uden at skræmme dem, for de bliver alle 3 stående.

DSC_2829
Helt nyfødt og kun et par minutter gammel

Vi besøger bostederne Hakahetau, Haakuti og Hakamaii. Vejen går ikke længere og vi må vende om, man kan derfor ikke køre hele vejen rundt om øen. Vi er kommet på landet. Mellem disse 3 små landsbyer er der den ene frugtplantage efter den anden. Landsbyerne her er mere isoleret og virker mere primitive. Er de mere fattige her? Mere uciviliseret? End beboerne i Hakahau, hvor vi er ankret op. Jeg ved det ikke, men de synes, at have det, de har brug for.

Edens Have – ja, det er det, men kan man kede sig her? Det er en meget simpel og nogle vil kalde det en mere primitiv livsform. Man er selvforsynende og tager kun arbejde, hvis man har brug for ekstra penge. Vi kommer fra en helt anden verden med andre og flere behov samt stimuli. Det er derfor svært for os at forstå, at et behov som selvrealisation, der står øverst i Maslows pyramide kan blive dækket i dette samfund, særligt i de meget små og isolerede bosteder som ovenstående 3 landsbyer. Ja, det kan man vel, selvrealisation er vel relativ og subjektiv. Man kan være foranledig til at sige, at de lokale her ikke kender til andre behov og derfor opnår selvrealisation.

DSCF1707
Der findes også helt moderne “beach houses” her – men de tilhører for det meste franskmænd der kommer på ferie

Men vil internettet og parabolantenner ikke åbne op for den verden, der findes udenfor de mere isolerede samfund? Og deraf vil de unge søge at få dækket flere og andre behov – vil de søge væk fra øerne ned til Tahiti og dermed affolke Marquesas øgruppen? Vi ved, at befolkningstallet er for nedadgående her i Marquesas.

Vi kører tilbage til Hakahau og videre op på bjerget gennem urskoven til landsbyen Hohoi på den østlige side. Her kommer meget regn på luvsiden og bjerget er da beklædt med fascinerende tropisk regnskov. I Hohoi ses en stor Pae Pae, et stenfundament hvor tikitidens boliger blev bygget. Godt trætte og mættet af indtryk vender vi tilbage til Hakahau og gør holdt ved byens lille Pizzeria.

Nå, nu lidt om vores nye bofællesskab med kakerlakker. Under vores natsejlads da jeg står i kabyssen og laver en kop te, hvad ser jeg ud af øjenkrogen? En kakerlak der kravler langs væggen, jeg tager straks et stykke køkkenpapir og lister mig ind på krapylet. Yes, jeg fik den lille …….

Vi bliver hurtig enige om, at nu er der ingen vej udenom, at kakerlak hoteller på strategisk valgte steder og spray med gift under dørken er ikke tilstrækkelig – vi må desværre i gang med den helt store omgang, så snart vi anduver Ua Pou.

Som et par generaler i De Store Kakerlak Krige lægger vi en strategi. Vi tager ind til supermarkedet her på Ua Pou og inspicere tropperne og våbnene vi vil have til rådighed.  Carsten genkender noget, der hedder Bayagon, både pulver og spray. Taskerne fyldes. Det duer ikke at køre tør for ammunition midt i krigen.

Alle hulrum, vi kan komme til, skal have spray og/eller pulver. Det betyder, at Capri skal skilles fra hinanden. Loftsplader, vægbeklædning, gulvbrædder m.m. skal afmonteres. Vi skiller ting fra hinanden, som jeg ikke vidste kunne skilles. Alle rum, skabe og skuffer skal tømmes. Der sprayes alle vegne. Bundplader bliver skruet løs og både pulver og spray kommer ind under og ved siden af vores vandtanke og vores dieseltank. Det er et mega arbejde og stadig kan vi ikke være sikre på, at vi har udryddet de bæster og dræbt deres æg. Jeg har frygtet denne situation siden starten af rejsen og vi har været heldige at være kakerlakfrie i 2,5 år. Vi har være så påpasselige med at afvaske al frugt og grønt samt dåser i klorvand. Skosåler dybes i saltvand (dræber æg), inden de kommer ombord. Denne katastrofe er sket alene, fordi vi måtte leve på Capri i 2 uger, hvor hun stod på land ved siden af ”lokummet”. Ærgerligt.

Vi tager et rum ad gangen. 1. dag forkahytten, 2. dag salonen (her fanger vi 3 kakerlakker), 3. dag agter kahytten, toilet/bad og opmagasineringsrummet bag toilettet og endelig 4. dag kistebænke og lazaretten. Carsten bøjer sine lemmer i umulige retninger og kommer helt ind bag nede i lazaretten.  Jeg hører sprayen og lidt senere kommer Carsten hostene op for at trække frisk luft. Vi er helt ødelagte og det har taget os 4 hele dage. Vi har ikke set nogle kakerlakker siden. I alt har vi fundet 1 død og fanget 5 levende. Carsten, der ellers er vant til kakerlakker fra dengang, han boede i West Virginia, har aldrig set så store kakerlakker som her. Hyggeligt ik? Vi venter nu med spænding de næste 4-6 uger, om der kommer flere, da æggene normalt udklækkes efter 3 uger. Jeg håber inderligt, at vi har dræbt alle kakerlakker og deres æg.

Efter at have udkæmpet krigen i fire dage, ligger generalerne flad af træthed. I håbet om, at krigen er vundet, bevilliges der 2 G&T til aften.

Oven på dette synes jeg, at vi har fortjent en god frokost hos Danny´s Pension, der ligger over i nabobugten. Jeg synes også, at vi trænger til motion, efter at have kravlet rundt i 4 dage på Capri og jagtet kakerlakker, derfor foreslår jeg, at vi går de 7 km over til Danny og hjem igen. I middagens heden slæber vi os op ad bjerget ind gennem kløften og ned ad den stejle side for at ankomme helt udmattet til frokosten.

DSC_2803
Vue over Danys dal

Danny og hans partner/kone, de er begge transvestitter, tager vel imod os med en kølig bajer. Tiltrængt. Danny forklarer, at vi bliver 7 personer til frokosten, så vi skal lige vente på de 5 andre, der endnu ikke er ankommet med båd fra Nuku Hiva. Det viser sig, at 3 af dem er videnskabsmænd fra den seismografiske målestation på Nuku Hiva. Heldigvis kan 2 af dem tale engelsk og under frokosten fortæller de, at de ikke kun måler på jordskælv verden over, men at deres hovedopgave egentligt er at måle og dermed overvåge, om der sker atomprøvesprængninger sted. Her mistænkes især Kina eller Nordkorea.

Et rigtig hyggeligt samvær og en delikat 4-retters frokost med vin. Danny må have regnet forkert, for vi skal kun betale 260 kr., men han vil ikke have flere penge og ej heller drikkepenge. Hans partner er i øvrigt den flotteste transvestit, jeg har set herude. Det er først midt under frokosten, da han/hun serverer, at jeg ser nogle mandlige træk, men jeg kan ikke overbevise Carsten om, at hun er en mand. Først senere får vi bekræftet hos nogle af vores franske sejlervenner, at Danny og partner begge er mænd.

Godt mætte og trætte begiver vi os hjemad op ad den stejle klippe. Taxa hvor er du? Hvad hører vi? En 4-hjulstrækker og den standser. Det er de 3 videnskabsmænd, der har ondt af os og vi får et lift op til toppen. Benene er tunge som bly og det smerter i knæene, da vi begiver os ned ad bjerget på den anden side. Pludselig standser endnu en 4-hjulstrækker og en flink lokal dame spørger, om vi da ikke vil have en lift, hun skal ned i byen og handle. Gerne og tusind tak, dermed overlever vi turen.

Vi får lidt af et chok, da vi sidder og nyder en sundowner hos et schweizisk sejlerpar Daniel og Rolf. Vi sidder og udveksler erfaringer. Vi er meget overrasket over, hvor mange singlehanded sejlere der er herude. Mens Carsten fortæller om vores fascination af Shirley, en sydafrikansk kvinde på 70 år, der sejler jorden rundt alene i sin 25 fods junkrigget båd, ændrer Rolf´s ansigtsudtryk sig pludselig. Han spørger nu, om det er hende, der har høreapparat, hvilket vi kan bekræfte. Så hvorfor spørger han mon? Joh, han har læst på Facebook, at hun er efterlyst, da hun ikke som ventet er ankommet til Gambier og man er bekymret for, at hun ikke har haft vand nok med ombord, da der er gået 2 måneder siden, hun forlod Perleøerne ved Panama. Vi er totalt chokeret. Jeg kan næsten ikke falde i søvn denne nat.

Næste morgen går Carsten op til boghandleren, hvor vi kan få internet og han kobler sig op på Shirleys hjemmeside. Hun er heldigvis i live og er efter 2,5 måned endelig ankommet til Gambier. Hun har været ude i 2 storme undervejs, i samme periode hvor vi sejlede fra Galapagos til Marquesas, men vi havde set på gribfilen, hvad der kunne vente os, hvis vi sejlede den sydlige rute, så vi valgte at holde os så længe som muligt over 6 grader. På et tidspunkt var hun så bekymret, at hun overvejede at tage sin livline af, for hvis båden kæntrede eller fik en ”rul” (360 grader), så ville hun ikke have kræfter til at komme op i båden igen og så hellere gøre kort proces og dø end at slæbes bag ved båden i 4 dage, før havet ville tage hende. Det gør et stærkt indtryk på mig og vi mindes hermed om, at vi er på vores livs eventyr, men den er ikke ufarlig. Jeg håber, at Capri bringer os sikkert hjem til Danmark i løbet af de næste år.

Ellers er stemningen god på Capri og vi nyder livet.

DSCF1716
Det er hårdt at være langturssejler i paradis

One thought on “Ua Pou

  1. Tak for jeres vidunderlige rapporter. Jeg kigger næsten dagligt om der kommet en ny.

    Fortsat god tur

    Thorkil

    PS: Har i et link til Shirley’s hjemmeside???

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s