Sommer i Polynesien

Vi forlod Ua Pou en tidlig morgen samtidigt med vores venner Rolf og Danielle. De har en 43 fods Catana katamaran og det er en velsejlende båd. Godt ude af havnen fik vi sat begge sejl og vinden drejede en smule så vi fik halv-vind hele vejen. Vi suste afsted og Capri var en meget ”happy boat” der viste at selv med gamle sejl der har næsten 25.000 sømil på sig, kan hun stadig sparke med hælene og komme derud af.

Vi holdt 6,5 knob, derefter 7, så 7,5 knob og Capri strakte hals og så rundede vi 8. På et tidspunkt var vi over 10 men det havde lidt med strøm at gøre. Vinden holdt sig på 12-15 knob hele dagen så vi rebede ikke. Capri krængede lidt og vi kunne ikke komme hurtigere til Nuku Hiva uanset hvad vi gjorde. Rolf og Danielles båd, Yelo, lå foran os (vi kan ikke fange en katamaran) hele vejen og da vi anduvede Nuku Hiva kaldte de os på radio og var de også helt oppe at ringe. ”Hvilken herlig sejlads!  Bedre kunne det bare ikke blive”! Vi var helt enige og det tog sin tid før Vinni og jeg var helt nede på jorden igen – så pragtfuld havde dagen været. En sejler dag som man mindes og gerne finder frem fra hukommelsen i ny og næ. Dette var hvad sejlads drejer sig om.

Nuku Hiva lignede sig selv, vi tog hertil da der skal være en musikfestival i weekenden og det er en af årets højdepunkter. Det var det også. God musik og vi tog nogle øl med samt købte lidt mad og så var aften bare helt i orden.

Katastrofen

Katastrofen der ganske enkelt ikke måtte ske meldt sin ankomst mens vi var på Ua Pou. Det var en katastrofe af monumentale proportioner som truede med at ende vores jordomsejling. Vinni og jeg spekulerede over om det var os eller vores karma der var skyld i dette misere. Som Shakespeare ganske rigtigt noterede,

”Fejlen, kære Brutus, ligger ikke i vores stjerne, men i os selv”.

Det gav stof til eftertanke og Vinni og jeg brugte lidt tid på at tænke over hvad vi måtte have gjort i vores tidligere liv for at fortjene så hård en straf.

Ja venner, (jeg ryster og får nærmeste en klump i halsen ved at fortælle det), vores isternings maskine gik i stykker. Ak og Ve! Hvad skal vi gøre?  Ingen isterninger til vores drinks! Varme G&T? Aldrig! Tænk at denne sejlads skulle slutte på så ydmyg en måde, med halen ind mellem benene. Livet er jo ikke værd at leve uden isterninger.

Problemet var at der sidder en lille sensor som tilkendegiver hvis isternings opsamler bakken er fyldt. Det er ganske enkelt en lille infrarød lys der skinner fra den ene side til den anden – hvis bakke er fyldt, kommer isterningerne i vejen og så kan modtager sensoren ikke se lyset – og så standser maskinen. Men hvis den lille infrarød pærer brænder ud så kommer der heller ingen lys og så tror maskinen at bakken er fyldt og så stopper den.

Alt dette kunne jeg regne ud og jeg skilte maskinen fra hinanden. Løsningen lå jo lige for. Der skulle kortsluttes fra sender ledningen til modtager ledningen og så ville maskinen aldrig mere tro at bakken var fyldt (selv hvis den var). Problemet lå i – hvilken ledninger skulle kortsluttes? Jeg forsøgte at måle mig frem men uden held.

Heldigvis ankom Jean-Luc og Natalie, et sejlerpar vi har mødt før. Jean-Luc er bl.a. svagstrømelektriker. Han kom glædeligt over og vi skilte maskinen fra hinanden igen. Han kunne heller ikke måle sig frem til løsningen men han er lidt modige end jeg, så til sidste sagde han at vi skulle prøve disse to ledninger og hvis det var de forkerte – tja, så måtte vi prøve et par andre.

For at gøre en lang historie kort, kære venner, det var de rigtige to og maskinen fungere fortrinligt igen. Vores jordomsejling er reddet. Vi behøver ikke sælge Capri vende slagen hjem J. Af bare lettelse bevilligede vi os en kold G&T (med nye isterninger) til happy hour (samt Jean-Luc og Natalie naturligvis).

Her på Nuku Hiva er der et hotel, Pearl Lodge som blev byggede af Rose Corsner og hendes mand. Hendes mand døde for nogle år siden og Rose solgte til sidst hotellet da hun ikke kunne overkomme det alene mere.  Men hun beholdt restauranten og senere solgte hun også den og lever i bedste velgående.

DSCF1979
Rose herself – 80 år

Hun har et lille firma der arbejder med cruise ships og tager cruise ship gæsterne rundt på øen. Desuden har hun et lille men meget fin museum.

DSCF1977
Model af en stor oceangående outrigger i Roses museum

Vi tog ud for at besøge hende og museet. Da vi kom i snak med hende fortalte vi at vi var medlemmer af FTLF (Forening til Langtursejladsens Fremme), da hun pludseligt siger, ”Jamen jeg er jo FTLFs kontaktperson her på Marquesas. Jeg får jo deres blad hver gang det udkommer.  Jeg har nogle stykker her”. Hun gravede 4-5 stykker frem og minsandten om der ikke var en artikel om Vinni og  Carsten og Capri i dem alle sammen. Vi kunne da stolt vise billederne af os selv frem.

DSCF1980
This is an old outrigger made of palm wood and skins

Efter nogle uger her i storbyen J, var det på tide at komme lidt væk fra byens travlhed og trafik (tro det eller ej – så kommer der en betjent for at dirigere trafik hver eftermiddag når skolen slutter) så vi sejlede nord om øen til Anaho Bay. I vil måske huske at vi har været her før og var vældig begejstrede for stedet. Vi havde valgt en god dag- vejret smilte til os med en god vind og sol så nogle timer efter at have hejsede ankeret kom vi ind gennem mundingen til bugten. Hold da helt op. Får vi bugten helt til os selv? Vi kunne ikke se nogle maste, selv da vi var kommet næsten helt ind. Men træerne vokser ikke ind i himmelen – til sidst dukkede der en mast op. Der var en anden båd, men de forlod bugten næste morgen så vi fik den for os selv et par dage. Vejret holdt sig og vi nød solskinnet. Den ene dag vandrede vi over toppen af bjerget til den lille by på den anden side – mest for at komme af med vores skrald, men også for at spise frokost og købe nogle øl. Det var tungt at slæbe de tolv øl tilbage over bjerget selv om de lå i en rygsæk. Og nej – selv om vi var fristet, drak dem ikke undervejs.

Ellers var vi alene indtil Mario, en Spansk singlehander som vi har mødt før, dukkede op i hans flotte custom byggede båd og Natalie og Jean-Luc anduvede et par dage senere. Der var mange Manta Rays i bugten

og når vi tog ind til stranden ved lavvande var der fyldt med små Blacktip hajer der svømmede omkring vores fødder.

Tilsyneladende bor der også en stor rok ved koralen derinde da vi også så ham hver gang vi gik ind.

Til forskel fra sidste gang vi var her, svirvler vind rundt i bugten, hvilken betyder at Capri svajer rundt i store cirkler. Et par dag efter vi kom, var der pludseligt nogle ordentlige knald fra anker kæden og vi blev klar over at den var ved at vikle sig rundt om nogle koraller. Straks lettede vi anker og flyttede længere ud midt i bugten. Her var alt fryd og gammen i et par dage indtil lydene kom igen. Så flyttede vi en gang til – denne gang lidt længere og nu troede vi at den hellige grav var velbevaret. Men nej, igen kom der lyde og da vi ville flytte var det ikke muligt at få ankerkæden op. Vi sad fast. Vandet her er cirka 9-10 meter dybt og det er meget dybere end jeg (eller Vinni) kan free-dive, så nu var det på med våddragt og flasken og så følge kæden ned for at se problemet.

Det var lykkes kæden at grave sig ned under nogle sten og nu lå den der. Det var muligt at flytte nogle af stenene (med meget besvær) og til sidst var der kun en stor tilbage. Jeg forsøgte at grave lidt sand væk men det løb tilbage lige så hurtigt som jeg flyttede det. Jeg havde nu været nede i lidt over en halv time og med al den fysiske anstrengelse var der tømt godt ud i min luftflaske så jeg tog op til Capri.

Nu er det sådan at Jean-Luc (og Natalie) er begge ekspert dykkere, faktisk er Natalie en instruktør og Jean-Luc en Divemaster. Jeg tog dinghy’en over for at høre om en af dem havde lyst til at hjælpe, hvilken Jean-Luc sagde ja til med det samme.

Jeg satte en ny flaske på ryggen og vi gik ned. Nu da vi var to gik det lettere med at fjerne sand og efter 10-15 minutter hvor vi gravede og ”savede” lidt frem og tilbage med kæden var den løs. Op til overfladen og sige til Vinni at nu skulle hun tage ankerkæde ind, hvilken hun gjorde og så var vi fri.

Denne gang flyttede vi ud til hvor jeg havde svømmede lidt rundt for at se at der ingen koraller var – og så kunne vi ligge i fred den næste uges tid. Men vores problemer her vil vi opleve igen når vi kommer til Tuamutos og andre atoller. De fleste hænger deres ankerkæde fra fenders eller små bøjer tæt ved overfladen så de ikke vikler sig rundt om koraller. Det har vi nu lært (man lærer rigtigt meget om sejlads når man sejler jorden rundt – der er meget man ikke skal tænke over når man sejler i Østersøen).

Livet som langturssejler er til at blive stresset af. Efter et par uger syntes vi at vi kendte Anaho bugten godt og ville videre. Vi ville sejle vest rundt om øen (det havde vi ikke gjort før), både for at se den side og så for til sidst tage ophold i Daniels Bay, hjem til verdens 3dje højeste vandfald (lige ved 2000 fod høj).

Til trods for vi havde taget en vejrudsigt der lovede godt vejr blev vi snydt. Vi sejlede hele vejen lige på forkanten af regnvejr og et par gange nåede regnen at indhente os – men vi blev aldrig alvorligt våd. Langt om længe kunne vi dreje in i Daniels Bay og så videre ind i den lille beskyttede bugt som ligger derinde. Her lå et par både, den ene en single-handed tysker, Frank, som vi har mødt før og så Moggy, en Australsk katamaran som vi også kender. Moggy er stor, 58 fod lang og 31 fod bred. Det er lidt af en projektbåd som Lynne og David har købt i USA. Det var nærmest et vrag og de har ombyggede og reparerede på den mens de sejler.

Vi var så uheldige at den ene befæstning på vores søgelænder knækkede i svejsningen for nogle uger siden. Det er ret alvorlige da vi ikke kan stole på at søgelænderet holder. Vores redningsflåde har også været påhæftet lige der og den har vi været nød til at flytte op på ruffet. Det er ikke ideelt. Desværre er der ingen i Marquesas der svejser rustfri. Det skal man helt til Tahiti for at få lavet.

En reparation er ret så enkelt – men det kræver at man har et svejseapparat og ved hvordan man svejser rustfri stål. Vi har ikke et svejseapparat om bord og selv hvis vi havde, så ved jeg ikke hvordan man svejser rustfri, almindeligt stål – ja, rustfri – nej. Vi kom dog i snak med David og Lynne og som altid når langturssejlere mødtes, faldt snakken på hvad der skulle repareres på vores respektive både. Jeg sagde, i spøg, at vi ikke havde nogle alvorlige problemer men, men, men, hvis David tilfældigvis havde et svejseapparat og kunne svejse rustfri – tja, så havde jeg en opgave til ham.

Jamen, han havde da et apparat og var ganske ferm til rustfri, så vi kunne bare komme an.  Øhhh, jamen så tog Vinni og jeg tilbage, jeg kravlede ned i lazarettet og fik skruede søgelænderet løs. Derefter op i dinghy’en, over til Moggy hvor David stod klar og lidt senere var det svejset så godt som nyt. Tilbage på Capri, ned i lazarettet igen, skrue det hele fast og så var det tid til en øl. Det hele tog kun 3 timer. Det skal dog lige siges at mens jeg har fået det til at lyde ganske let, så indebar det at skille gas lazarettet fra hinanden og så skulle jeg, gammel, lidt overvægtig, gigt plagede mand, kravle derned. Hullet er lige akkurat stor nok til jeg kan komme ned, men jeg skære mig altid på glasfiber siderne. Desuden viste det sig at vores targabar var i vejen. Ingen havde jo tænkt over at vi skulle kunne få søgelænderet af da vi monterede targabaren. Så på et tidspunkt stod Vinni og jeg med et søgelænder der godt nok var skruet løs, men ikke til at få op af fikseringshullerne pga. targabaren. Det lykkes til sidst og vi havde da også problemer med at få den tilbage men – heldigvis var er der lige nok plads til at få den ud og ind igen.

Det er utroligt hvor meget hjælp ma kan få og hvor mange forskelligartet ting langturssejlere kan. Der findes ingen i hele Marquesas der kan svejse rustfri så det er et ubeskriveligt svineheld at vi satte anker ved siden af Moggy.

Tusind tak Moggy og David.

Daniels Bay had sit navn efter et Marquesans par, Daniel og Antoinette, der boede her i næsten 60 år. De er dog borte nu, men nogle af deres efterkommer bor her stadig.

Bugten er meget beskyttet og vi ligger næsten helt stille uden at mærke til dønninger. Der kommer godt nok nogle katabatiske vindstød som hylder i riggen, men ellers er her fredeligt. En ung Manta Ray svømmer forbi båden næsten hver dag og der er også mindst en havskildpadde der bor her.

Desværre er der no-nos. No-nos er en næsten usynlig insekt der bider og efterlader små røde bylder. Det er ikke til at se insekterne og man mærker heller ikke altid deres stik, men nogle timer senere dukker bylderne op. De klør som bare pokker og det værste er at når man bliver stukket bliver man stukket op til flere hundred gange. No-nos genere sjældent mig, men de bider lystigt på Vinni som smører sig ind i både den lokale no-no recept, en slags olie og det mere kommercielle ”Off”. Alt dette til trods, bliver hun stukket 8-10 steder hvor hun tilsyneladende ikke havde fået smurt sig ordentligt.

Det tager et par timer at trekke ind til vandfaldet og da vi er dovne, har vi besluttet os for at vente til Ove og Lene kommer på besøg i februar – da vil vi vise dem Daniels Bay og så kan vi gå derind sammen.

En sen eftermiddag kommer en stor katamaran ind og lægger anker. Næste morgen sejler deres dinghy forbi os med 8-10 unge mennesker om bord på vej ind til stranden. Da vi vinker, råber de alle sammen ”God Morgen”! på dansk. Jamen dog – en båd fyldt med dansker. Det viser sig at Atlas er en 55 fods Lagoon som Jacob og en partner har købt brugt og istandsat med henblik på at tage betalende gaster/dykkere og derved financier købet. Istandsættelsen har dog kostede dem dyrt, meget mere end de havde regnede med, så det har ikke været den rene lykke indtil videre.

Et par dage senere sejler vi de fem sømil langs kysten tilbage til Taiohaie Bay. Vi har nu været væk i næsten en måned og har ikke kunnet proviantere så vi er begyndt at mangle de basale ting, især grønsager.

DSCF2017
Selv vores ellers bugende frugtkurv vr ved at være tom

Vi fik lange arme af indkøbsturen da vi manglede næsten alt. Men i det ene supermarked fandt vi dansk spegepølse og købte 3-4 stykker. Det er utroligt hvilken glæde en sådan lille ting kan skabe når man er langt fra Danmark.

P.t. er fire (4!) danske både her i Taiohaie by. Vi er her, Atlas den føromtalte gaste/dykker båd, Moana, en 40 fods katamaran der også er en gaste/dykker båd fyldt med unge dansker og så ankom Martin i hans nye katamaran i forgårs. Martin havde ellers en 40 fod monohull som han var på vej verden rundt i, men han forelskede sig i en katamaran på Tahiti og sat et ”Til slag” skilt på sin båd mens han lå i marinaen der. Nogle er bare næsten heldigere end loven tillader, tænk, et par timer efter han satte skilte op, bankede et fransk par på side og ville høre mere. De var helt tilfredse og næsten morgen skrev de under på papirerne og betalte pengene. Nu var vejen så fri for Martin til at købe hans drømme katamaran, hvilken han straks gjorde. Vi fik en guidede tur af båden og Vinnis og min dom var hurtige og ens. Skulle vi gøre dette igen, kunne vi godt se os i en sådan 45 fod Lagoon. Ubeskrivelig luksus og så ligger den helt stille i vandet, selv om der er store dønninger. Det eneste man kan udsætte på sådan en katamaran er at de er dårlige til at sejle op mod vinden – nåh vel – det er jo derfor man har en motor. De er virkelige en lille lejlighed på vandet og de har også efterhånden fået navnet en ”condomaran”. Man kan også godt sukke lidt når man ved at hvis det regner og stormer, så sidder Martin indenfor og styre mens vi andre står ude i bagenden af cockpittet og bliver våd og blæst igennem.

Men vi er glade for Capri og hun skal sejles hele vejen rundt og komme tilbage til KBH. Vi havde Kronborg til bagbord da vi sejlede ud – og Vinni, jeg og Capri skal have Kronborg til Styrbord når vi sejler ind.

Vi har tit fortalt jer at ”nu har vi lidt internet” eller ”vi har ingen internet de næste mange uger” osv.  Her er et billedet af vores internet cafe på Nuku Hiva.

DSCF1973
en anderledes internet cafe

Det er ikke helt som i DK og tro os, det er langt fra altid at nettet fungere. Forleden da jeg ville sætte vores blog op omkring Tahauta tilbragte jeg en hel (ja – fra kl. 9 til kl. 17!) dag i cafe for at oploade de billeder som i ser på bloggen. Efter de 8 timer opgav jeg og så var den dag gået. Næste dag gik lidt bedre – der tog det mig seks timer at oploade de billeder, men videoerne kunne ikke loades, så det måtte vente et par dage mere.

Ja, at være langturssejler betyder at man skal have ubegrænset tålmodighed. For at gør livet endnu mere surt, servere cafe mad og kaffe men ikke øl – de kan nemlig ikke få en bevilling til øl her på kajen.

Venner, livet er uretfærdigt.

Vi har tidligere omtalt øerne her som Edens Have, hvilken de er. En fordel ved at være i Edens Have er at der vokser frugter alle vegne og Vinni og jeg gå på rov når vi mangler.  Nu er det sådan at mens der vokser frugt træer alle steder, så tilhører de jo alle sammen en eller anden, så man kan ikke bare stjæle frugt efter forgodtbefindende. Men når vi ser et træ fyldt med pamplemousse går vi ind, banker på døren og spørger pænt om vi må få lov til at købe nogle. Svaret er altid ”nej”, men vi må da få lige så mange vi kan bære. Marquesans sætte en ære i at være venligt og forære frugt bort. Vi spurgte det ene sted om vi måtte købe nogle mangoer, men nej, det kunne vi ikke. De var ikke moden nok og desuden var de besværlige at få fat i. Men hun havde tilfældigvis en hel kasse friskplukkede mangoer i hendes bil og vi kunne jo bare få så mange vi kunne bære.

Det er utroligt hvor glade de bliver for at give frugten væk og hvor glade vi bliver, naturligvis, for at få det. Vinni og jeg havde fået godt øje på et pamplemousse træ der vokser langs vejen, der hvor vi går til supermarked. Det bugner med pamplemousse og det hele hænger ud over en tom grund så da vi var på vej tilbage fra indkøb gik vi tættere på for at se om de var modne. Det var de og inde i haven helt oppe ved huset sad der tre mænd og fik sig en eftermiddags sludder. Den ene så os og vinkede os ind, hvor vi spurgte om vi måtte købe nogle. Nej da, de faldt da bare til jorden og rådnede op så vi kunne jo fylde vores sække. Samtidigt sagde han til en af de andre at han skulle give os nogle karamboler fra karambole træet længere nede i haven. Det hel endte med at Vinni og jeg kunne dårligt gå tilbage til vores dinghy, så tungt læssede var vi med frugt.

Kokosnødder finder vi når vi går ture, de ligger langs vejen og hvis vi ikke tager dem op, så rådner de. Herligt er det at have kokosnødder liggende og efterhånden er jeg blevet ganske ferm til at hakke yder skallen af dem med vores machete. Vi spiser meget kokos i vores yoghurt om morgen.

Vi er også begyndt at lave vores egen yoghurt. Det er jo nemt og vores smager virkeligt godt. Vi blander friske mangoer, karamboler, kokos og rosiner i samt en smule müesli ovenpå. Hvilken herlige morgenmad. Vi bliver jo helt huslige af at være langturssejlere. Det har dog lige så meget at gøre med at man ikke altid kan købe yoghurt i supermarked her. Supermarked er nok et lidt for stort og fint et ord for de små butikker der findes her – men de har meget og det de ikke har – må vi gå foruden. At lave yoghurt kræver også at båden ligger stille, hvilken den absolut ikke altid gør her. Yoghurt kan nemlig ikke lide at blive rystet. Så er det slut med at lave yoghurt selv og vi må købe.

Vi har undrede os over mange ting herude, en af dem er de mange herreløse hunde. Ikke at vi undre os over at der er herreløse hunde – det ville være mærkeligt hvis der ikke var, men disse er utrolige venlige. Det er tydeligt at de er vant til mennesker og ikke frygter dem – så der er ingen der kaster sten eller lignende efter dem. Mange stiller skåle med vand ud til dem og de må få mad et eller andet sted fra, selv om vi ikke ser dem rage rundt i skraldespande.

Forleden var vi ved en lokal restaurant hvor vi havde fået at vide at der ville være danse opvisning efter maden – og hvilken opvisning. En stor flok danser opførte flere af deres Marquesans danse og det var meget, meget underholdende.

Julen nærmer sig og herude bliver julemanden afbilledet i badebukser med en kold drink i den ene hånd og et surfbræt i den anden. Han ankommer ikke i kane med rensdyr men i en outrigger kano med 8 roer.  Ja, man må sige han har integrerede sig. Vi har vores lille juletræ

DSCF1993
vores lille juletræ er lige så smukt som et stort

og de nissehatte som vi fik af Ove da vi sejlede så vi kan jule med.

DSCF1986
Polynesiske alfer

 

Nede i bunden af en af vores skabe fandt vi et par flasker gløgg mix så vi har inviterede nogle besætninger herover for gløgg og brownies (da vi ikke kan lave æbleskiver). Det skal nok blive sjovt – vi har sagt til dem at de skal tage nogle kolde øl med i det tilfælde at varmt gløgg smager ad helvede til i 35 graders solskin.

Nu er det sådan at det at lave gløgg er normalt noget man forbinder med kulde og helst med lidt sne og julestemning, dvs. grantræer, osv.  Herude mangle vi både grantræer og naturligvis også sne.

DSCF1990
Det er ikke hver dag at man laver gløgg i bikini

Så Vinni laver gløgg iklædt sin bikini – det er 32 grader da dette billedet bliver taget. Gløgg eftermiddagen var nu en succes – de drak det hele (sejlere har en naturlig tørst). Æbleskiver var der ingen af, men de spiste alle vores brownies så alle var tilfredse.

Juleaften havde nogle af sejlerne arrangeret at Henri, ejeren af vores internet cafe på kajen, lavede juleaftensmad til os. Ingen andesteg men ellers fik vi det hele. Tun Sashimi, vist nok lidt mahi-mahi Poisson Cru, ris, ged marineret i kokos med karry sauce, grillede flæsk, pommes frit, brødfrugt, poi (pureret brødfrugt – dette er en lokal delikatesse som man skal lære at spise – vi syntes den smagte af lim), salater, kylling og jeg ved ikke hvad. Det var nok at spise og ingen gik hjem sulten – det hele kostede ku kr. 130 – medbringe egen spiritus.

Juledag var vi alle til ”Potluck” julefrokost – medbringe et eller andet til alle. Og vi må sige at alle 15 både havde overgået sig selv – der var, naturligvis, alt for meget mad, lasagne, rib-eye, vi lavede en quiche, der var salater, og ”you name it”.

DSCF2006
vores flotte quiche

Der var bare så meget mad og selv om vi alle gjorde hvad vi kunne – vi spændte badebukserne lidt op, så kunne vi ingenlunde spise det hele – puha!

DSCF2013
Der var mad nok til alle

 

DSCF2015
glade smil ved julebordet

Alt i alt en dejlig dag – her anden juledag skal Vinni og jeg have Confit du Canard – altså and stegt i fedt – det lyder godt – hertil lidt kartofler og en tomat salat – og en paprødvin. Desværre har vi drukket det sidste af vores californiske vine som vi havde med fra Charleston.

Det går nok.

Dagene går og julefreden har også sænkede sig over Marquesas. Man skulle ikke tro det muligt, men folk er endnu mere afstresset end normalt. Alle holde fri og mødes hos hinanden for familie frokoster og deslige. Der går en motorbåd til Ua Pou (25 sømil) hver morgen og den er fyldt begge veje med familier der skal til helligdags sammenkomst. Alle er jo i familie med hinanden på en eller anden måde.

Så blev det Nytår og Vinni go jeg havde et valg mellem to arrangementer. Det viser sig at Natalie og Jean-Luc kender direktøren for det store hotel her ganske godt – de arbejdede sammen i Caribien for mange år siden. Hotellet har naturligvis en nytårsaften fest. De har en god kok så maden skulle være fortrinlige. De lokale holder også fest i forsamlingshuset for 300 lokale inkl. sejlere, masser af mad og man kan købe øl og vin. Hele herligheden for cirka kr. 200 per mand (inklusiv en flaske vin per par). Vi valgte at feste med de lokale og det var et godt valg (Jean-Luc og Natalie tog til hotellet, næste dag sagde det havde været kedeligt). Det var bestemt ikke kedeligt hos os.  Masser af musik og danseopvisning.

DSCF2025
The band played all night

Som i kan se på videoen, selv de helt unge piger kan vrikke med numsen så man tror det er løgn. De voksen kvinder kan også og så var der en ung fyr som i kan kigge på – det var helt vildt at han kunne bruge sine ben som han gør.

Flere af langtursejlerpigerne havde gået til danseundervisning i nogle uger og de gav også et nummer til kæmpe jubel. Der var opvisning fra lokale i alle aldersgrupper. Desværre gav mændene ikke et nummer. Vi har set dem danse og det er imponerede ad H. til.  Virkeligt skægt og aften forløb ganske godt. Vi var trætte da vi endeligt ankom tilbage på Capri. Der var endda en fyr der bor oppe på en af bakkerne der havde købt lidt fyrværkeri og brændte de af til alles fornøjelse.

DSCF2029
I aftens anledning tog jeg min nye Hawaii skjorte på

I ønskes alle et (forsinket) Godt Nytår.

Vi har før fortalt at al jord her på øerne ejes af kommunen. Det viser sig ikke at være rigtigt. Der er beboer der påstår at de har skøde på deres land, men kommunen har altid bare sagt at det ville de ikke anerkende. Men dette er Frankrig og det lykkes et par at tage sagen i retten hvor de vandt. Retten dømte at kommunen skulle anerkende de gamle skøder for så vidt at de nulevende kunne bevise at de var lovlige efterkommer af dem der fik skødet flere hundred år siden.

Så troede alle instanser at det kunne de jo ikke og så var den potte ude. Men, men, men, de havde glemt at Mormonerne ankom og opbyggede en menighed her for mange år siden. Mormoner går utroligt meget op i genealogi og hvem der er forfædre til hvem. Det har noget at gøre med religionen – hvis man beder rigtigt meget for sine forfædre så kan de få en bedre plads i himmelen og være tættere til Gud. Derfor vil Mormoner have deres familie relationer helt klare – så de kan bede for de rigtige. Det betyder at der faktisk er ganske klare skriftlige kilder til familierelationer og nu er kommunen og retten ved at tage stilling til mange ejerskabs sager.

Jeg har fødselsdag den 4. januar og Vinni overgik sig selv – hun fandt et lille dansk flag som hun kunne sætte i et æggebæger. Min fødselsdagsgave må jeg vente på. Den tager Ove og Lene med når de ankommer midt i februar – jeg ved dog hvad det er – det er en drone – så Vinni og jeg kan tage rigtige mange flotte billeder af Capri og atollerne. Jeg glæder helt vildt til mit nye lejetøj.

DSCF2070
Flag om morgen da jeg stod op

 

Bare sådan at i ikke går og tror at vi ikke laver noget – her er en lille video – vi er nu på vores tredje danske flag som hænger på hækken. De andre to er så tyndslidte at man kan kigge lige gennem dem – og så kan i se at vi ikke kun ligger i cockpittet og sover – jeg (og vinni) arbejder faktisk.

Vi slutter denne blog her lige efter min fødselsdag. Resten af vores sommer vil i høre om senere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s