Sommer i Polynesia 2nd del

Vores “featured” billeder denne gang er for vores kvindelige læsere – vi syntes i sikkert gerne vil kigge lidt på denne stramme tatooeret numse – god fornøjelse.

 

Dagene går her i paradis. Der er næsten altid et eller andet som vi kan beskæftige os med på båden. Vi besluttede at vi ville sætte vores nye sejl inden Ove og Lene kommer på besøg. Der er vel nogle af jer der kan huske vores genvordigheder med at rejse med vores nye storsejl (overvægt). Vores nye genua (forsejl) har vi haft med siden vi forlod Danmark næste tre år siden.

Begge sejlposer har fyldt godt op bundet fast under vores spisebord i salonen og det skal blive godt at kunne få benene ind under bordet igen.

Vores gamle sejl har ellers tjent os godt. De har 25.000 sømil og tolv år på bagen og vi kan vel ikke forlange mere end det. Desuden har den reparation Mario og jeg lavede på storsejlet da vi var på BVI nu holdt i et år og mange, mange sømil.

Genuaen hejses og vi har ingen problemer. Flot er den, det rene hvide stof skær næsten i øjnene i solskinnet. Storsejlet er desværre en anden sag.

Sejlet skal fastsættes på nogle vogne (små slæder) som køre op og ned af masten. Men sejlmageren har monteret nogle befæstninger der er for små, så sejlet kan ikke monteres på vognene. Heldigvis er det muligt at genbruge dem fra det gamle sejl, men det betyder at jeg må tilbringe nogle timer i stegene solskin på dækket med at sy det om.

DSCF2078
amatørsejlmageren på arbejde

Glad er jeg ikke.

Derudover viser det sig at sejlpindene er cirka en centimeter for lange – heller ikke noget problem som sådan – jeg henter en sav og skære dem ned. Så kommer det store øjeblik hvor vi prøvehejser sejlet. Det går men jeg mener at det er en smule for langt – det bliver svært at hejse helt i top.

Pokkers også – det kan jeg ikke rette selv. Vi må prøve at sejle med det og se om vi kan få det til at fungere.

Yderligere en gang bliver vi bekræftet i at man skal tjekke og dobbelt tjekke alt som andre laver på eller til båden.

Ellers har vi ikke noget at klage over. Det er godt nok regnsæson med indtil videre har vi ikke haft for meget regn. Generelt regner det lidt om morgen og lidt om aften – hvis altså det regner. Kevin, herboende amerikaner, siger at sidste år fik de næsten ingen regn, men året før druknede de i vand. Sådan er så meget.

Sidst i januar ser vi en 45 fods katamaran komme blæsende ind i bugten – minsandten om ikke Dannebrog vejer flot fra hækken. Lidt senere, da jeg skal ind for at købe lidt ind, sejler jeg forbi for at hilse. Ingen hjemme men jeg kan se at båden hedder Mandalay. Det er jo Peter, som vi mødte på St. Maarten!  Jeg løber ind i dem oppe i byen ved købmanden og de er tre, Peter og et par betalende gaster. De har haft en forrygende tur herud fra Panama. Tyve dage har de været om at sejle de 4000 sømil – de har haft 15-20 knob agten for tværs hele vejen og holdt lidt over 8 knob i snit.

Wauw! Sikken en tur. De var også helt høje af det.

Det har været andre danske både her – de to dykkerbåde, Atlas og Moana med deres flokke af gaster. Og så kom Poggy ind – Poggy er Niels og Tanja samt deres 4 børn, 16, 13, 10 og 3. De har købt Poggy i Tahiti og sejler nu rundt herude i et år før de sælger båden og tager hjem. Det har været hårdt for Niels og Tanja. Som Niels siger så er han Øresundssejler og de var slet ikke forberedt på de udfordringer de har mødt herude. Først er der alle de ting der kan gå i stykker på båden. Niels er handy, men han har ikke de færdigheder der skal til for at reparere alle de ting der er gået i stykker.  Lærekurven har været lodret. Det samme gælder ankring – at ankre herude er slet ikke det samme som i Danmark.  Bundforholdene er anderledes og det er dønningerne også.  Med det resultat at Poggy har skredet ved anker nogle gange. Den ene gang ramte de en anden båd – godt de havde forsikring. De har også et CQR anker på Poggy, hvilken næsten ingen har mere. Alle herude har enten et Mantus eller Rocna. Calle II var her også for en kort bemærkning. Sine og Robert og deres børn – de skulle til Hiva Oa og få båden op så de kunne bundmale den – Ligesom Poggy regner de med at sejle til Australien og sælge båden der.

Vi ser flere og flere katamaraner. Vi har ikke tal på det men godt og vel 40% af bådene herude er katamaraner. Det er tydeligt at det er den vej verden går. Katamaraner bliver bedre og bedre og de har jo en komfort som ingen monohull kan hamle op med. Vinni og jeg er overbevist om at skulle vi gøre hele denne jordomsejling om, ville vi vælge at købe en katamaran. Godt nok kan de ikke sejle op ad bakke (nogle kan – Catana katamaraner har sænkekøler og kan), men som ejerne siger: ”Det er derfor Gud opfandt diesel motoren”.

Ja, man kan jo kun give dem ret.

 

Vi har haft problemer med en lækage i forenden på båden. Faktisk har vi haft den i lang tid. Da vi sejlede over Atlanten lagde jeg mærke til at noget af tøjet på styrbord side var fugtigt. Jeg kunne intet finde da jeg undersøgte sagen så det endte med at jeg gik ud fra det måtte være kondensvand (det havde jo regnede både hunde og katte hele vejen over). Senere blev noget af vores sengetøj (som ligger deroppe) beskidt. Nu gik jeg hårdere til værks og skilte alt fra hinanden for at komme ind til vores ankerspil. Men tilsyneladende var det ikke derfra så jeg var nødt til at indrømme at jeg ikke kunne finde fejlen.

Igen sidste forår var det galt og denne gang lykkes det mig at lokalisere lækagen – det kom fra ankerspillet – tilsyneladende lækkede det der hvor gearkassen mødte undersiden af dækket. Jeg strammede de fire bolte alt hvad jeg kunne og Voila!  Så holdte det op (troede jeg). Her til efteråret var det galt igen og nu forsøgte jeg at afmontere hele ankerspillet (det skal lige siges her at når man afmontere ankerspillet skal man ligge på ryggen med armene helt strakt og bøje fingere og håndled i retninger som det ikke er meningen man skal – derefter kan man så forsøge at få en nøgle på møtrikkerne og løsne/stramme dem. Det er laaaaangt fra sjovt skal jeg hilse at sige.

Desværre sad spillet fast og jeg kunne intet gøre. Et par uger senere, da vi hejsede anker og vores kæde var overgroet af søgræs, løb den ind med beskidt vand.

DSCF2229
Vores kæde er derinde et eller andet sted

Der var intet at gøre – jeg måtte til den igen – denne gang skulle det skidt skilles ad. Efter flere timers banden og svovlen og med blodige knoer lykkes det mig at få spillet ud. Nu kunne jeg konstatere at de pakninger og den kugleleje der holder det hele sammen var fuldkommen smadret.

FANDEN TAG DET OGSÅ!!!!

Vores spil produceres ikke mere – at få reservedele herude er en by i Rusland og det er ikke muligt at finde et nyt spil der har det samme boltehuller mønstre. Skal et nyt spil monteres betyder det at de gamle huller skal lappes og nye bores – chancerne for at det bliver fuldkommen tæt er ikke store med mindre man skære et stykke af dækket ud og laver et helt nyt dæk i glasfiber og så borer hullerne.

Jeg var mildest taget deprimeret. Jeg nænnede ikke at fortælle Vinni hvor meget skidt dette var før jeg havde forsøgt alt. Vores internet, som i ved, er meget dårligt herude men det lykkes mig at få en mail igennem til den Italienske producent, som naturligvis ikke svaret på min forespørgsel men stillede en byge a spørgsmål tilbage.

Heldigvis snakkede jeg med Kevin, der ejer Nuku Hiva Yacht Services her, og han gik så i sving. Det lykkes ham at finde den rigtige kugleleje og alle pakningerne i Tahiti og tre dage senere lå de på hans bord. Et nyt spil ville have kostede omkring kr. 15.000 og den pose reservedele han skaffede kostede kr. 400.

Nu skulle det naturligvis bare (!) monteres hvilken også betød at resterne af den gamle leje skulle bankes ud af spillet (det stykke som stadig sad i dækket). Nå vel – intet er så stærk at det kan modstå en angreb med en mejsel og tre kg hammer – ud kom det. Vi fik det nye sat i og så var der bare at prøve spillet, hvilken fungerede perfekt.

Så jeg er, med rette, stolt af mig selv – men den store prøve kommer når vi hejser anker næste gang – kommer der vand ind?

Mens vi er i gang med reparationer…………………………….

Vores dejlige watermaker, som har fungerede upåklageligt i næste tre år og producerede over 50.000 liter rent vand er begyndt at producere mindre. Den skal give 30 liter i timen men laver kun 20 liter. Normalt er det fordi der er noget skidt i sugesiden. På med iltflasken og under båden hvor jeg renser indsugningen så vi kan være sikre på at der intet er.

Ingen forbedringer. PIS.

Så starter jagten – af med sugeslangen – intet. Af med sugesien – Rens den – intet. Skift trykfilter intet. OK så er det vel membranen – den som laver ferskvand fra saltvand. Bestil en ny membran – vent en uge – montere den – intet forbedringer. PIS og DOBBELT PIS!!!

Nu er gode råd dyre – det eneste der er tilbage er den del af watermakeren der hedder Clarkpumpen. Jeg har en ombygningskit med (altid forberedt er vores motto), men jeg har ikke meget lyst til at ombygge den. Den er kompliceret og det er et stort stykke arbejde. Heldigvis kommer Kevin mig til undsætning og siger at han har prøvet det en gang før for nogle år siden.

DSCF2105
watermakeren afmonteres

OK – jeg afmontere watermakeren og tager den ind til Kevin i dinghyen. Vi tilbringer hele dagen (8 timer) med at ombygge pumpen og så kan jeg montere watermakeren i Capri igen.

DSCF2112
Dere r mange dele i sådan en tingest

Det store øjeblik – jeg tænder for skidtet og så skulle den gerne give 30 liter i timen

Tyve liter i timen er hvad det kan blive til. Jeg kan bande på mere end et sprog og det gjorde jeg. Der er ikke så meget tilbage at skifte eller ombygge. Det eneste er fødepumpen. Den har vi testet og den giver det tryk den skal så vi har ikke haft den på mistanke sedlen indtil nu. Vi har nu bestilt en ny pumpe og den burde dukke op på mandag (i dag er fredag), så får vi se.  Ellers er jeg helt lost.

Den nye pumpe ankom et par dage forsinket og jeg brugte det meste af en formiddag på at afmontere den gamle og montere den nye. Så kom det store øjeblik da jeg tændte og vandproduktionsmåleren begyndte at glide opad, 10 liter i timen, 15 liter i timen, 20 liter i timen, langsomt op til 25 liter i timen og så gik den i stå der.

Pis og dobbelt PIS!!!  Den skulle vise 30 liter it timen. Nu arbejder jeg igen sammen med Spectre og de siger at det kunne være fordi vi er i et meget saltindholdige vand – det betyder lavere produktion. Så vi er nok nødt til at vente til vi kommer til Tuamutos før vi ved om det hele virker.

Vores forsyningsskib, Aranui 5, kommer normalt hver tredje uge. Men to gange om året sejler den til Gambier øerne og Pitcairn (Bounty efterkommerne). Når den gør det kommer den ikke her og så går der seks til syv uger imellem besøg. Den er sejlet til Gambier og Pitcairn og kommer først her igen først i februar. Butikkerne er ved at være tomme for alt. Ost, smør, pålæg er for længst væk. Det samme er yoghurt og deslige. Selv kolonialvarer er ved at slippe op. Heldigvis har vi hamstrede kaffe, te, yoghurt smør ost og pålæg men vi er også ved at være kørt tør. Det er ikke muligt at få fyldt gas på vores gasflasker – der er ingen gas tilbage på øen. Diesel og benzin er også næsten væk.

Endeligt dukker Aranui op i horisonten og nu kan vi forstå hvorfor de lokale stod og dansede på kajen i gamle dage. Vi er parat til at tage derind og danse velkomst. Varerne bliver læsset af med imponerende fart om morgen. Pick-up trucksne står i kø for at læsse og køre til de respektive forretninger/små byer. Om eftermiddagen har vores supermarkeder fyldt kølediskene op men det gælder om at være hurtige og på pletten. Hele øen buler ind til supermarkederne og inden næste morgen er de fleste kølevarer udsolgt. Så er der intet at gøre indtil Aranui kommer næste gang om 3 uger.

Ja kære læser, livet er anderledes herude.

En sen eftermiddag kom denne båd, en 1983 53 fod Choi Lee sejlene ind i bugten. Den kom som i ser den, uden master (der er ellers en to mastet ketch). Vi skal lige spole lidt tilbage – det var meningen at et cruise ship skulle have ankommet Nuku Hiva et par dage før, men kom aldrig. Det er usædvanligt, men det sker at de kommer bagud for deres sejlskema og bliver nød til at springe et stop over.

Tilbage til Choi Lee. Den var købt af en australier i USA for $115 (cirka kr. 700.000). Den var lige blevet istandsat i Mexico (meget billigere at få ting lavet der), blandt andet to nye master og et helt nyt rig. Så der var brugt en del penge på den. Den nye ejer havde da hyret en ”delivery crew” til at sejle den til Australien. De var godt på vej men cirka 500 sømil fra Marquesas lød der et brag og formasten faldt pludseligt. Da den faldt svang den hele vejen rundt og tog mesanmasten, hele søgelænderet, bimini og sprayhood med sig. Den raseret stort set alt på dækket. Det lykkes besætningen at skære alt fri og lade de falde overbord.  Nu stod de med den nøgen båd – uden mast eller sejl. Heldigvis startede motoren og de kunne bevæge sig mod Marquesas. Senere på dagen kom et cruise ship forbi (den som skulle have anduvede Nuku Hiva) og de kaldte den på en håndholdt VHF radio. De bad om ekstra diesel da de var ikke sikker på at de have nok. Cruise shippet gav dem naturligvis diesel og så fulgte de med et godt stykke af vejen for at sikre at de kom frem. Derfor var cruise shippet forsinket og sprang Nuku Hiva over.

Hvad sker der nu med den ellers smukke Choi Lee? Det er umuligt at få nye master sat her i Marquesas. Der findes ingen mastekran og selv hvis der gjorde er der ingen rigger her der kan gøre det og heller ingen hydraulisk presse til at lave nye vanter osv. Så den skal til Tahiti. Umiddelbart ingen problem da motoren virker, men det vil blive en ubehagelige sejlads for kun motor.

DSCF2126
lettere brugt 53 fod Choi Lee til salg billigt

Så er der naturligvis også det grimme spørgsmål om penge. Et helt nyt rig, søgelænder, sprayhood, bimini vil koste et noget der ligner $75-80 tusind dollars (cirka 500.00) og det kan ikke betale sig at bruge de penge på den båd. Selv om den ikke blev hullet i skroget skal der også en masse gelcoat arbejde til før den bliver pæn igen.

Ejeren er nu ved at prøve at sælge den. Han har lagt ud med en pris på $40 tusind men det kan han vist godt glemme. Han skal være heldige hvis han kan forære den væk.

Så hvis der er nogen der vil have en god båd billigt – ja så ved vi hvor der er en…………………………….

 

Men der er andre mærkelige både her. Der har ligget en 46 fods katamaran i bugten siden vores første ankomst. Det viser sig at den var ejet og sejlet af et par hollænder. De havde fyldt den med kokain i Columbia og var på vej til Australien for at sælge det og blive mere end rig.  Desværre fik de motor problemer og lagde ind i bugten her for at reparere det. Gendarmeriet var dog advaret om dem og havde ligget på lur. Da de kom ind, blev de bordede og politiet fandt lidt over 600 kilo kokain. Nådadada, det var ikke så lidt nok for meget til at kalde det personligt forbrug og der går flere år før hollænderne kommer ud af Hotel Gitterly. Båden blev også beslaglagt og lå så for anker her mens deres retssag kørte. Når de en gang blev kendt skyldige kunne båden sælges til højstbydende. Det har der så gået næsten halvandet år med. I mellemtiden har uærlige sejlere (ikke de lokale) ribbet den for det de kunne stjæle. Alle spillene samt ankerspillet er væk. Kortplotter osv. er også taget. Der er utroligt at der findes så uærlige sejlere. Vinni og jeg kan ikke forstå det. Hvis du har råd til at sejle rundt herude – hvorfor så stjæle?

Dagen oprandt hvor de indkommende bud blev åbnet og vores venner, Lynne og David havde budt højst. Så nu har de to katamaraner som de arbejder på.  Men de skal nok gøre den nye i stand og kunne sælge den i Australien og tjene godt på den.

Nu er der en del canadier og amerikaner her, desuden er Kevin som bor her amerikaner. Intet er mere helligt for dem end Super Bowl, mesterskabet i amerikansk fodbold.  Kevin havde ryddet al trafik fra hans internet forbindelse og inviteret til ”Super Bowl Party” hvilken vi var en 10-12 stykker der skynde sig at sige ”ja tak” til. Jeg er som bekendt halv amerikaner da jeg har boet derover i 22 år. Vi havde alle sammen taget mad med og som sædvanligt var der meget mere end vi kunne spise, store skåle med chili con carne, guacamole, en meget krydret pølseret (det kostede en ekstra bajer at spise af den!), puha! Vi sad så og råbte ind i skærmen og minsandten om ikke nettet artede sig og viste os hele kampen uden at det gik ned. Dejlige eftermiddag.

Tak Kevin.

Så fik vi besøg af Ove og Lene, som det var mening at vi skulle havde haft besøg af i Caribien. Desværre nået Vinni og jeg ikke frem pga. is i New York og mange andre forhindringer. Så Lene og Ove fik en ferie på Antigua. Men nu kom de så herud (denne gang var de kloge nok til at vente med at købe flybilletter indtil de var sikre på vi var nået helt herud).  Vi hentede dem i lufthavnen i lejebil og så kørte vi øen rundt den næste dag.

DSCF2143
Smukke, smukke udsigter på vejn tilbage fra lufthavnen
DSCF2148
Toppen af bjerget – Capri ligger dernede

De bragte det gode vejr med sig. Dette er regnsæsonen herude men vi må sige at ikke blot så vi ingen regn, men det var skyfri himmel hele tiden. Dejligt sol og 35 grader hver dag. Lene er vegetar og var helt blæst væk af hvordan vi bare gik og plukkede frugt fra træerne som det passede os.

DSCF2178
Der varikke mere plads i bagenden af bilen – alt var fyldt med nyplukket frugt

Avokadoer direkte fra træ – lige så mange hun ville have (hun ville have mange), mangoer, bananer, papaya, karamboler, pamplemousse, limes og hun kunne blive ved. Et sådan overflod er man ikke vant til fra Danmark og det skulle udnyttes til det fuleste. Så vi spiste store skåle frisk frugt hver morgen og mere til frokost.

DSCF2216
Need bananas? – chop down a banana tree

De skulle kun være her i to en halv uge så vi kunne ikke nå at sejle hele Marquesas rundt. Vi tog en afstikker til Ua Pou som Vinni og jeg syntes er ret så fantastisk, gik lidt rundt og lejet også en bil her så vi kunne se hele øen.

Nu er der det ved at anker ved Ua Pou, at bugten er meget lille og man skal levne meget plads til Aranui og det andet forsyningsskib. Det betyder at man er tvunget til at bruge hækanker. Ikke noget problem sømandskabsmæssigt men det gøre at man skal være forsigtige, når man ankre så man ikke tager de andres anker med. Da vi kom var der kun en anden båd så der var god plads. Vi satte krogen og så hækanker. Den næste dag var søndag og Vinni havde fortalt om hvor flot kirkemessen var herover så vi gik alle sammen i kirke. Det var springs tidevand (for ikke sejlere betyder det at det er ekstra højt højvande og ekstra lavt lavvande). Vi har en blå plastik flaske som er bundet til vores hækanker og flyder ovenpå vandet så andre kan se hvor det er og ikke lægge deres anker der.

Da vi kommer tilbage fra kirke, (cirka halvanden time senere) ser vi at der er kommet en stor 54 fods sejlbåd ind der ligger ved siden af os og vi kan ikke se vores blå flaske. Nu var det sådan at da vi gik var det ikke helt lavvande endnu og det var det heller ikke da vi kom tilbage.

Da vi sejlede dinghyen tilbage til Capri sejlede vi lige forbi den nye ankommende båd og spurgte dem og de havde ramt vores blå flaske og fået den viklede om deres ror eller køl. Nu vil jeg lade mine fordomme komme helt i front. Det var et par franskmænd (vi har haft mange dårlige erfaringer med franske sejlere – de er utrolige arrogant). Den ældre talt ingen engelsk men det gjorde den yngre. Nej råbte han, det har vi ikke vi har ikke set nogle blå flasker.

Hmmmmm. Ok, men vi skulle jo finde ud af hvad der var sket med vores hækanker. Vi kunne se på ankerlinen at den nu lå i en linje direkte mod deres båd og ikke bagud hvor vi havde lagt den. På med dykker udstyr og ned i vandet. Hånden rundt om linen og afsted med mig. Linen lå langs bunden indtil pludseligt så steg den opad og der hang vores hækanker og dinglede et par meter fra bunden. Så fulgte jeg den tynde line der forbandt vores blå flaske med ankeret og hvor førte den hen? Direkte til den anden båds ror hvor linen sad viklet rundt om det.

Jeg gik til overfladen og råbte for dem, men de gad ikke komme – det var først da Vinni skreg ad dem fra Capri at den yngre gad bevæge sig bagud. Han kiggede ned på mig og da jeg sagde at han havde faktisk sejlede over vores flaske og fået den viklede om hans ror og han havde revet vores hækanker løs, virkede han fuldkommen ligeglad. Ja det viste han godt, efter vi havde råbt til han havde han lige svømmet ned og kunne se at det hang i hans ror.

ØØh – var det så ikke en ide at råbe over til os fortælle det inden jeg iførte mig al dykker udstyr og svømmede helt herover? Det kunne han ikke tage sig af – da jeg så sagde til ham at han skulle vrikke med roret så jeg kunne prøve at få det fri, gloede han på mig og sagde så ”say please”. Jeg var ved at koge over af raseri men sagde ”please” og dykkede ned igen. Jeg kunne ikke få det fri så jeg besluttede at det bedste var at bare skære det væk. Op igen og spørge om en kniv. Nu fortalte han at det var jo ikke deres skyld – vores ankermærke (den blå flaske) havde jo ikke været på en lang nok line til den flød ovenpå så hele denne misere var min skyld. Hvorefter han vendte sig om og gik.

Jeg vil ikke gentag hvad jeg tænkte om ham og all andre franskmænd lige da men jeg svømmede tilbage til Capri, hentede en kniv og skar vores line over ved hans ror. Selv om jeg var rasende på ham lod jeg dog et godt langt stykke blive så han senere kunne få fat i det når han engang skulle have det ud.

Men hans karma indhentede ham. Vi havde godt nok undret os over hvor han havde ankeret sin båd – det var lige der hvor Aranui skulle have sine fortøjninger. Den yngre man afmønstrede (vi så han forlade båden med bagage og tage en taxa til lufthavnen) og den ældre mand fik besøg af en yngre kvinde og en lille pige (vi gættede på at det var datteren og barnebarnet). De tog så alle afsted og der lå båden. Aranui kom og ganske rigtigt så var båden i vejen. Nu gider forsyningsskibene ikke at have besvær med lystsejlere så de tog resolut deres store pram, bandt en strik rundt om den formastelige båd og trak den og dens ankre 15-20 meter længere tilbage. Nogen må have ringet efter ejeren for han dukkede op lidt senere og rendte rundt oppe på kajen og skabte sig over at de have flyttede hans båd. Han havde hellere ikke et hæk ankre ude og nu gik han i gang med det men kunne ikke finde ud af det.

Vi have ikke lyst til at hjælpe ham.

DSCF2290
Vi fandt øl og chips frem for at følge med på “havne-show”

Endeligt var der nogle lokale der havde medlidenhed med ham og hjalp ham med at få lagt et hækanker.

Puha – men det var underholdning i høj klasse.

Et par dage senere forlod vi Ua Pou og sejlede tilbage til Nuku Hiva – og fik igen en pragtsejlads men en god halvvind og 7-8 knob fart. Vi strøg afsted og nød hver et øjeblik. Havsejlads når det er bedst.

Tilbage på Nuku Hiva besluttede vi at tage rundt til den anden side af øen for at besøge Anaho bugten, et dejligt sted som vi har omtalt før. Men vejrudsigter til trods viste det sig at bølgerne var meget høje så vi tog en smuttur ind i Controller Bay som ligger på vejen og overnattede der. Dejligt og næste dag havde havet lagt sig og vi kunne fortsætte til Anaho. På vejen kom der pludseligt en stor delfin op langs siden af Capri. Han kunne åbenbart godt lide hvad han så og kaldte på flokken. Få minutter senere var vi omringet af delfiner – der var godt og vel 20 styks der svømmede om kap omkring Capri, inklusiv tre små unger der leget og forsøgte at vise hvem var modigst (mor svømmede hele tiden rundt lige bag dem og holdt øje med dem). Hele showet holdt ved i næsten en time og så fik Ove og Lene en delfin oplevelse for livet.

sdr
Delfinerne svømmede rundt om båden i næsten en time

Vi har lært at spille Mexican Train herude. Det er et dominospil som alle sejlerne herude spiller. Vi fik Lene og Ove til at tage et spil med og de (især Lene) blev rigtigt bidt af det. Så bidt at vi spillede det hver aften.

Her var der ingen bølger og kun få både. Lene og Ove nød da også at svømme det meste af bugten rundt og snorkel ved koralrevet. For slet ikke at tale om at gå iblandt de små black fin sharks.

Jeg lod dem selv tage en tur over til næste bugt for frokost mens jeg lavede en del ting på båden som var nødvendigt. De kom tilbage trætte og jeg var ganske tilfreds da det var lykkes mig at få arbejdede mig gennem hele listen af småting.

Vi kørte hel Nuku Hiva rundt. Blandt andet var vi inde hos en vanillafarmer. Faktisk var det meget interessant. Hun gik op i sin afgrøde og fortalte på levende vis alt om hvordan man dyrker Vanilla.

 

Hun var fransk sygeplejerske da hun kom til øen, forelskede sig i en lokal og nu bor de et pragtfuld sted og som hun sagde så havde hun rigtigt meget tid til sine børn og familie.

DSCF2156
Vanillien ligger til tørre i solen

Nuku Hiva er også hjem til verdens tredje højeste vandfald (600 meter). Nogle af jer vil huske at Vinni og jeg var doven da vi var i Daniels Bay og gik ikke turen helt ind i bjergene for at se vandfaldet da vi viste at vi skulle jo bare gøre det igen når Ove og Lene kom. Nu var de her og vi sejlede ind i Daniels Bay. Indsejling og bugten var lige så spektakulær som sidst og man bliver helt mopset af at ligge for anker ved foden af de meget høje klipper.

DSCF2338
Bliver det smukkere end dette?
DSCF2234
Capri alone at anchor in Daniels Bay
DSCF2231
Han ville ikke flytte sig da kom langs stranden

Dagen efter gik vi turen. Der er en sti – eller rettere sagt så er der en sti noget af vejen. ”I skal krydse floden 3 gange” sagde de lokale. Nuvel – krydse floden betød at gå gennem knædybt vand der løb meget stærkt.

DSCF2244
Vandet løb meget hurtigt

Men vi kom over uden uheld og nået endeligt frem til vandfaldet. Et godt stykke før vi kom frem havde de lokale hakket træerne ned så man kan se vandfaldet komme ud over bjergtoppen.

DSCF2247
Toppen af vandfaldet

Da vi kom tættere på trak bjergene sig sammen og til sidst gik vi gennem en smal høj kløft. Helt fremme er der en lille sø og skal man se bunden af vandfaldet skal man klatre over nogle sten, svømme over søen, klatre over nogle flere sten og så er man fremme.

DSCF2263
Der svømmes ved pølen

Naturligvis var der kun en Tarzan iblandt os – mig. Resten hoppede bare i vandet mens jeg klatrede over stok og sten for at komme helt frem.

DSCF2272
Bunden af vandfaldet 

Vi spiser frokost hos et lokalt par –

DSCF2276
Vores værter – 8 retter – $10

Tiden går hurtigt og før vi havde set os om skulle Lene og Ove afsted. De havde haft mange gode ting med sig (læs: reservedele, gin og lakridser) men ikke mindst min fødselsdagsgave fra min kære hustru – en drone. Så den skal jeg lige samle og så skal den afprøves. Det betyder at i fremover vil få mange billeder af Capri og øerne at se fra luften.

Vores tid her i Marquesas lakker mod en ende. Vi har været her hele orkan sæsonen som slutter ved udgangen af april. Vi har besluttet at tage af sted cirka midt i april og sejle til Tuamutos atollerne. Det bliver en fire til fem dages sejlads og så er vi i bountyland med koral atoller, hammerhoved hajer (som vi vil dykke ned til) og palmetræer en masse. Det bliver spændene og Vinnis gamle chef og arbejdskollega støder til dernede og sejler med os de sidste par uger mod Tahiti.

Capri skal lige en lille tur på land på Tahiti, vi skal skifte drivakseltætningen ved propellen. Så skal der provianteres helt vildt for det næste sted vi kan rigtigt proviantere bliver New Zealand en gang i oktober. Indtil da bliver lidt på må og få hvad vi kan købe. Vores gode venner og naboer, Tony og Marianne møder os på Tahiti og sejler med gennem Selskabsøerne – det bliver dejligt og rart at være sammen med dem igen.

Vi er så småt begyndt at proviantere her – vi har lige lagt en stor bestillings seddel hos et af supermarkederne. Det bliver dyrt når vi skal betale. Desuden vil vi leje en bil lige før vi tager afsted og køre øen rundt igen. Det var en ufattelige smukt tur og så kan vi plukke masser af avokadoer, guavas, papaya og bananer. Jeg har fundet et nyt sted her i byen hvor vi kan plukke alle de mangoer Vinni har lyst til – det er lige ved siden af fængslet (ja – og jeg har tænkt mig at det bliver Vinni der plukker). Pampelmousse har vi også fundet et stort træ der bugner så Capri bliver en stor frugt marked når vi sejler.

Kevin, der ejer Nuku Hiva Yacht Services, er en rigtig flink fyr. Som afskedsgave til alle os der har ligget her sommeren over, holdt han en kanon fest sidste lørdag. Vi var vel 50 sejlere der kom, alle med lidt mad og drikkevarer med. Kevin og hans kone, Annebelle stillede deres hus til rådighed og hold da helt kæft en fest. Jeg ved ikke hvor Kevin havde fundet dem – men han havde en lokal band der spillede blues så det piskede – det var ikke til at sidde stille og dansene gik ude på græsplænen.

En del af de kvindelige sejlere har gået til danseundervisning hele sommeren og kalder sig Vahine de Moana (Havets Kvinder eller måske skulle vi bare sige Havfruer). De opførte så en dans for os andre så vi kunne se at de havde skam lært at vrikke med numsen lige så godt som de lokale kan. Puha – de kunne det faktisk.

DSCF2303
Vores egen Havfruer gør klar til at danse

Vores dinghy motor besluttede at strejke. Den har ellers opført sig ordentligt siden USVI da jeg truede med at give den en vandbegravelse – faktisk truede jeg med at bare smide i havet og købe en ny. Det hørte den og opførte sig eksemplarisk. Men nu gik den ikke længere. Den ville ikke starte og så ville den ikke køre osv. Det er ikke til at bære når dinghien er din livline til land. Først skilte jeg den fra hinanden, rengjorde karburator og tændrør. Jubiii! Det hjalp.

I en dag eller to.  Hmmm der skulle mere til. Ind hos Kevin (der har et stativ så man ikke skiller motoren fra hinanden over vandet. Gennem det hele igen. Denne gang kunne vi se at der var vand i olien. Skifte olie. Find problemet. Tilsyneladende smed den vand ud af brændstofs pumpen. Det er noget lort for t sige det på almindelige dansk. Brændstofs pumper findes ikke herude. Heldigvis havde Kevin en gamle motor og den havde den samme brændstofpumpe.

Jubiiii!!!! Nu virker det alt sammen og vi er lykkelige igen.

Altså lige indtil næste eftermiddag hvor skidtet går i stå på vej tilbage til Capri. Gode råd er dyre. Ind til Kevin igen men denne gang havde jeg efterprøvet hele benzinsystemet og var ret sikre på at der var et problem mellem tanken og motoren. Så vi skilte det hel fra hinanden og Voila! Det viste sig at slangen fra studsen på tanken og ned til benzinen var revnet. Ny slange på og problemet er løst.

Så nu er motoren næsten helt ombygget og det var nødvendigt. Der var et læk i brændstofs pumpen og der var benzin i olien. Så nu burde der ikke være flere problemer. Det håber vi ikke da vi ikke kan leve uden en dinghy.

Vi tog et par dage og sejlede tilbage til Daniels Bay, dels fordi vi ville gerne have luftforandring (ja kære læser, man kan godt blive træt af selv den smukkeste bjerg udsigt – når man ser den hver dag), dels fordi jeg skulle op i masten for at kontrollere vores rig, at alt var som det skulle være. Taiohieu bugten er fantastisk, men der er store dønninger så det ’rock and roll’ når mastearbejde kalder. Daniels Bay er meget roligere så det vil gøre arbejde en hel del lettere (læs: jeg bliver ikke kastet fra side til side). Mens dønningerne var roligere så blæste der desværre katabatiske vinde, hvilken betød at jeg blev kastede fra side til side af vindpustene. Hvilken jo er umådeligt morsomt nå man er 18 meter oppe i luften i toppen af masten.

DSCF2325
Det ser mere interessant ud end det er når vindstødene kommer

Livet som langturssejler (suk).

Mens jeg var i masten, gik Vinni, Capris “winch wench” igang med at servicere vores spil.

DSCF2319
Winch wench Vinni hårdt på arbejde

Men vores genvordigheder slutter ikke her. Da vi starter motoren for at sejle tilbage, lader vores generator ikke.  Ikke godt. Jeg kigger lidt på den og prøver diverse ting men den vil ikke vækkes til liv.

Slet ikke godt.

Tilbage i Taiohae bugten tilkalder vi Kevin som kommer ud og sammen gennemgår vi generatoren. Vi må konstatere at den er død. Det er batterisplitteren også. Der er intet andet for end at bestille n yt i USA. Det kommer til at koste knapper. $1300 for delene og $700 i fragt og told. Altså kr. 13.000.

Vi græder snot og trøster os med en rom og lime juice. Det røg budgettet for April. Desuden bliver vi nød til at vente til det dukker op. Der går 10-14 dage, så vores afrejse fra Marquesas bliver forsinket en uge.

I mellemtiden ankom ARC World, en jordomsejlings regatta. Nogle vil huske at vi sejlede over Atlanten med ARC+ (vi vandt første ben i vores klasse – i det tilfælde at i har glemt det) Langt de fleste af disse både der sejler jorden rundt på 18 måneder er store. De starter ved 50 fod (Capri er 40) og går deropad. Desværre syntes mange af sejlerne at være lidt usympatisk. De binder deres dinghies op på stigerne i stedet for ringene på kajen (det er uhøfligt da vi andre så ikke kan komme til stigen) og generelt virker som om de føler de er bedre end resten af os. Godt nok når de verden rundt, men på 15 måneder når de ikke at se ret meget, undtaget vand, vand og mere vand. De sejler også rundt om Afrikas horn så det er mange sømil at tilbagelægge på 15 måneder. Dem om det.

Dette bliver så nok vores sidste blog fra Marquesas. Vi sejler om et par uger og turen derned tager 4-5 dage. Vi skal ikke regne med at der er internet i Tuamutos – det er der ikke, og hvis der er så er det meget, meget langsomt. Men vi forsøger at sende en hilsen igennem når og hvis vi kan.  Ellers så hører I først fra os når vi anduver Tahiti – det bliver i begyndelsen af juni.

I mellemtiden kan i nye disse flotte luftbilleder af Marquesas Øerne – de er et sandt Paradis på jorden – Edens Have. God fornøjelse!

 

 

 

One thought on “Sommer i Polynesia 2nd del

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s