Det er lørdag i dag og det var meningen at vi skulle lette anker og sejle fra Nuku Hiva til Tuamutos Atollerne her til morgen. Vi har provianteret og gjort Capri klar. Men i forgårs kiggede vi på vejrmeldingen og mens vejret så lovende ud for turen derned (cirka 4 dage på havet), så var det slet ikke lovede dernede.
Der er to større lavtryk der ligger i det sydlige Stillehav og de har sat gang i vejrsystemerne. Fra på tirsdag (det vil være tirsdag når vi kom frem hvis vi tog afsted i dag), skal vinden tage til fra det normale 12-15 knob til 25-30 knob,

dønningerne vil stige fra 1,5 meter til over 4 meter.

Det er absolut ikke vejret til at anduve en atol i.
Med så store dønninger og kraftig vind vil strømmen i revpassagerne løbe så højt som 9-10 knob og vi risikere at med vinden imod strømmen vil der rejse sig en eller flere tre til fire meter stående bølger inde i revpassagen. Sådan betingelser vil gøre en entre gennem passage yderst vanskelig og farlig, hvis ikke at sige umuligt.
Under alle omstændigheder har Vinni og jeg slet ikke behov for at gøre forsøget. Så vi, og tre-fire andre både bliver liggende indtil tirsdag eller onsdag. Gør vejret som udsigten siger, burde alt være roligt igen næste lørdag.
Ja, det at være langtursejler er at man aldrig kan vide sig helt sikker på hvornår man sejler.