Passage til Tuamutos – de farlige atoller

 

Morgenen gryede endeligt, lidt lettere overskyet. Dette var dagen vi skal afsted mod Tuamutos. Vi har ventet i over en uge på grund af meget, meget dårligt vejr ned i Tuamutos. Vinni og jeg vil gerne derned og opleve disse skønne men farlige atoller. Dog har vi ikke lyst til at forsøge at anduve dem i tre til fire meter høje bølger og 25 knob vind. Godt nok har vi det sjov – men det kan også blive for sjovt.

Inden vi tog afsted var der en del vi skulle sige farvel til. Vi har jo været her på Nuku Hiva i snart otte måneder og måske ”groet lidt fast”. En del af de andre der har ligget her sommeren over nået at tage af sted inden det dårlige vejr kom over Tuamutos. Vi ventede på en ny generator til vores motor så vi var nødt til at blive. Så vi tog runden om et par af de andre både for at takke for godt selskab og ønske dem ”god vind” og et håb om at vi måtte møde dem igen et eller andet sted længere nede af vinden.

Kevin holdt en lille ”cocktail party” den ene dag som farvel gestus to os alle og det var udmærket. Vi har lært Henri, ejeren af vores lille internet cafe, Snack Veanacki, at spille Mexican Train. Han er helt bit af det og vi er helt sikker på han har bestilt et sæt via nettet. Men vi spillede med ham og Mischa et par aftener før vi sejlede. Mischa er en 15 årige søn af en af de andre sejlere som har tjent et par ekstra skillinger ved at hente og levere baguetter til bådene hver lørdag morgen.

Ja venner – livet som langturssejlere er hårdt – meget hårdt.

Men der var ingen vej udenom – de sidste par dage havde vi travlt med at gøre Capri klar til passage sejlads, det sidste proviantering og en række andre småting. Det er jo næsten et år siden vi sejlede passagesejlads sidste gang, fra Galapagos til Marquesas, så vi skal lige genopfriske alt hvad der skal gøres. Denne passage er kun fire dage så vi har lavet et par store baljer chili og spaghetti sauce. Menuen kommer til at skifte mellem chili og spaghetti. Det er også OK.

Klokken blev så 10:30, Vinni kiggede over på mig og spurgte om vi var klar til at tage ankeret. Det var vi og vi rullede kæden ind. Jeg tog vores tågehorn og gav et par mægtige pust for at sige farvel til alle, og så var vi til søs, på vej ud af bugten.

De første par timer var det hele lidt træg. Vi havde god vind, men nok en modstrøm da vi kun gik tre-en-halv knob, selv med fulde sejl oppe. Nu fandt vi også ud af vores log ikke virkede. Jeg havde ellers taget den op og rensede den i går, men intet ville den. Der måtte være en klump søgræs der voksede sig fast på bunden lige der, for når jeg tog det op og drejet det lille hjul, begyndte den at virke uden problemer. Fat i en skruetrækker, klud omkring den ned gennem hullet for at se om jeg kunne fjerne græsset. Det lykkes lidt da den pludseligt viste næsten en halv knobs fart, men den døde hurtigt igen. Da jeg ikke havde tænkt mig at hoppe over bord og dykke under båden herude på søen, besluttede vi at vi måtte sejle uden log – sådan er så meget. Senere, nede på Tuamutos, når vi ligger for anker vil jeg under båden og rengøre loggen.

Efter et par timer kom vi ud af modstrømmen og så suste Capri afsted under fulde sejl med seks en halv knob og alt var godt i verden. Det var en knald god dag for at sejle, god vind, solskin, fulde sejl oppe, bølgerne var lave og Cari blæste derudaf for fuld hammer.

Hvad mere kan man ønske sig?

DSCF2406
Skønne dage med solskin og halvvind

Ikke ret meget og Vinni og jeg gjorde os klar til vagt-på-vagt sejlads. Vinni tog hundevagten den første nat så jeg gik til køjs midt på eftermiddagen for at sove lidt på forskud. Spaghetti til aftensmad. Vi gik ned til andet reb i storsejlet som vi altid gør til natten og Vinni hoppede i søkøjen. Så var natten og vagten min. Sydkorset kom langsomt til syne ude til bagbord lig over første sallingehorn sammen med utallige stjerner.

Her må jeg sige at jeg fik en lille klump i halsen. Vi jagtede Sydkorset over nattehimmelen i 23 nætter da vi var på passage fra Galapagos til Marquesas. Det var meget følelsesladen at se det deroppe igen. Crosby, Stills, Nash and Young sang om Sydkorset og den følelse man får når man ser det for første gang:

When you see the Southern Cross for the first time
You understand now why you came this way

(Når du ser Sydkorset første gang

Forstår du hvorfor du kom denne vej)

Det er et øjeblik man aldrig glemmer – det står ætsede i ens hukommelse. Jeg kan fortælle jer kære læsere, at selv om man har set det mange gange bliver man ikke mindre berørt af Sydkorset når det dukker op ved første sallingehorn.

Mange er langturssejlernes drømme. En af dem er Sydkorset. Her bliver fantasier skabt.

Der er også mange stjerneskud herude, så mange at man ikke kan tælle dem. Man har, som bekendt, ret til at ønske sig et ønske når mand ser et stjerneskud. Denne aften ser jeg så mange at jeg løber tør for ønsker. Hvad skulle jeg ellers ønske mig? Her lever jeg mit livs eventyr, sammen med min elskede kone. Vi har ingen bekymringer og skal intet nå. Vi har stort set alt hvad vi ønsker os i vores flydende hjem (nå ja – måske kunne vi ønske os en ny udenbordsmotor). Vi lever en tilværelse som mange er misundelige på.

Nej – vi mangler ikke noget.

Vinni afløser mig og jeg går taknemmeligt ned og knalder brikker. Det er gode vagter. Vi oplever ingen squalls og da vi har rebet ned til anden reb før det blev mørk (det gøre vi altid) er der ingen problemer. Vinni giver mig til næsten klokken fem og vækker mig da. Jeg får da lige en halv times mørke før dagen begynder at gry. Vinni sover sød og alt er godt i verden.

Et par timer før vi tog ankeret i Nuku Hiva var der en Amerikansk båd, Bliss, der lå for anker bag os der tog afsted. Vi har dem på AIS på vores kortplotter og det er tydeligt at de holder samme kurs som os – så de skal også til Tuamutos, sikkert Fakarava. De er cirka otte sømil foran os og vi indhenter dem lidt hver nat, men de indhenter så det tabte om dagen. Det er mærkeligt at have en følgesvend. Vi er jo vant til at der er intet herude. Om natten kan vi se deres navigations lys på horisonten og om morgen kan vi skimte deres sejl og mast. Alle fire dage indtil den sidste vil de ligge lige foran os – den sidste dag, sejler vi forbi dem.

DSCF2403
Bliss liger cirka 8 sm foran os hele vejen til Tuamutos

Vi tog afsted en fredag og søndag midt på formiddagen kan jeg se mørke skyer ude østpå. Jeg har kunne se lyn langt ud da det var nat. Nu begynder jeg at se at dønningerne vokser og bliver urolige. Sikker tegn på at der kommer noget slemt. Jeg reber ned til tredje reb, vores storm reb. Det vækker Vinni og hun kommer op for at se hvad der er færde.

De mørke er pludseligt over os, Vinni løber ned for at tage stormtøj på og jeg slår autopiloten fra. Så går det løs. Heldigvis kommer vinden direkte fra øst så vi kan holde en halvvind. Vinden tager til, 25 knob. 26 knob. 27 knob. Capri suser afsted og på et tidspunkt ser jeg at vores fart er over syv-en halv knob. Dejligt men det behøver ikke at blive værre. Jeg er gennemblødt og Vinni overtager roret. Hun har fuld sejlertøj på så hun bliver ikke våd. Tre kvarter senere er det hele overstået, vinden aftager, dønningerne falder til ro, solen kommer frem. Jeg tørrer ud og så kan vi sejle videre.

Som jeg har nævnt før så hedder Tuamutos Atollerne også ”De Farlige Atoller” og hvorfor nu det? Tuamutos er en lang kæde af 78 atoller der strækker sig over 400 sømil fra ende til ende. En atol er en ring af koral med en lagune midt i. Nogle er små og nogle, Rangoria f.eks. er over 100+ sømil i omkreds. Mange har kun en indsejling. Selv om tidevandet herude kun er en halv meter, så er det voldsomme mængder vand der skal ind og ud af de snævre pas hver sjette time. Den mængde vand betyder at der kan løbe helt op til ni knob strøm i passet. Capri har ikke motorkraft til at kunne sejle imod ni knob. DE fleste har dog ikke ni knob men ”kun” tre til fem knob. Selv det er en meget stor udfordring for Capri. Samtidigt med strømmen dannes der også ”overfalls”, hvilken er stående brækkende bølger (ved meget voldsom vejr kan de bølger være helt op til 4 meter høje). I nogle tilfælde er der mange af disse bølger i passet. Er de der ikke kan man være sikker og visse om at der er voldsomme strømsøer der forsøger at dreje båden i alle mulige retninger.

Indsejling til disse atoller er ikke let og kræver en del beregninger for at finde ”slack water” og en del sømandskab da der er rev både indenfor, udenfor og inde i passet. Så det er lidt af en udfordring.

Så er der sejladsen mellem atollerne. Selv om det er ”åben hav” så er der en del rev der ligger lige under overfladen og lure. Det er ikke dem allesammen der står på søkortene og dem der står er ikke alle sammen kortlagt rigtigt. Det er godt at holde øjne åben når man sejler her.

En uge før vi forlod Nuku Hiva fik vi beskeden at en båd vi kender ganske godt, Sewing, var gået tabt på et rev her i Tuamutos. Vi mødte først Sewing i San Bals øerne ved Panama og senere her i Marquesas. Det var Hugo, Svitzer, og Sophie fra Kap Verde med deres datter (i øvrigt den mest bedårende fire årige pige vi længe har set). Sophie fødte deres anden barn en dreng, på Nuku Hiva. Nu gik båden tabt på et rev og selv om de alle blev reddet, så mistet de alt hvad de ejet og havde. De kom fra borde kun med det tøj de havde på, deres pas og deres pung.

Vinni og jeg startede en indsamling for dem på Nuku Hiva. Det var ikke så mange penge der kom ud af det, kun et par tusind kroner men lidt hjælper jo også. Fra hvad vi hørte, var Sophie og børnene gået til køjs, Hugo havde lagt en kurs uden om de rev der var vist på kortet, sat vindroret og så skete der det der ikke må ske – han faldt i søvn. Vindror styre som bekendt efter vinden og denne nat skiftede vinden retning og så drejet båden ind på en ny kurs. På den nye kurs sejlede den direkte op på et rev.

Som vi kommer tættere på Fakarava melder tvivlen sig. Vi skal helst nå indsejling ved ”slack water” dvs. lige der hvor tidevandet vender. Der vi der ingen strøm være i passet, ellers risikere vi at der er helt op til seks knob modstrøm. Seks knob er for meget – det kan vores motor ikke overkomme. Misser vi ”slack water” så ender det med at vi skal sejle rundt uden for indsejling is seks timer indtil næste ”slack water” og så er det mørk.

Det skal vi helst undgå. Jeg kalder Bliss på radioen for at høre hvad de har i tankerne. De går ind i en mindre Atol, Kauenhi, der ligger cirka 25 sømil før Fakarava. Da jeg spørger hvornår der er ”slack water” der, siger han ”klokken 11:52”. Ja, det er jo rent besked og det kan vi sagtens nå. Så tager en rask beslutning og sejler efter Bliss mod Kauenhi.

Vi når indsejlingen lidt før halv tolv og Bliss sejler lidt frem og ”snuser” til strømsøerne og den udadgående strøm.  Der er meget strøm, tre-en halv knob vil det vise sig. Bliss sejler ind og kommer igennem uden de helt store problemer. Vores motor kan sagtens klare tre-en halv knob modstrøm, men så skal den også have al det harve den kan få.

Jeg vender Capris stævn mod indsejlingen og giver hende lidt gas. Indtil videre går det jo godt nok, men der er strømsøer både til højre of venstre og vi kan ikke undgå at skulle sejle gennem nogle af dem. Capri bliver slynget fra side til side og jeg giver hende mere gas. Nu går vi fremad med kun 2,5 knob, til trods for vi har motoren oppe på 2500 omdrejninger. Farten sænker sig stille og roligt som vi kommer længere ind i passet og jeg giver motoren fuld knald på dvs. 3000 omdrejninger. Nu er der ikke mere i hende og det skal være nok. Farten stiger til tre-en halv knob og begynder så at falde igen som vi kommer ind i midten af passet. Men alt er jo godt, vi kommer fremad og så lang er passet heller ikke.

Desværre begynder motor alarmen at hyle. Motoren er overophedet og vi bliver nød til at sænke omdrejningerne hvis vi ikke vil brænde den af. Men lige det at sænke omdrejningerne kan vi ikke hvis vi vil undgå at blive kastet på grund på revet. Vi bider tænderne sammen og et halv minut senere kan vi mærker at modstrømmen bliver lidt mindre. Straks tager jeg lidt af gassen fra motoren. Et halv minut senere falder strømmen mærkbar og jeg kan skrue ned til 2000 omdrejning. Det er nok til at kølevandet kan følge med og alarmen holder op.

Nu da vi er inde i lagunen skal vi sejle seks sømil op til den lille landsby der er her på øen. Der bor et sted mellem 2-300 mennesker her. En gang var der 53 perlefarme her. For et par år siden var der fire. Nu er der kun en. Det lykkes os ikke at finde ud af hvorfor de er forsvundet. Der blev sagt noget om at det er skatterne som Tahiti har pålagt dem som gør dem urentabel. Det lyder mystisk, da der må være stor efterspørgselse i verden for perler, men det kan jo være at der er kommet konkurrence fra Indonesien. Så vi kommer ikke til at besøge en perlefarm her.  Men der er nogle på Fakarava der giver ture og der vil vi gøre det.

 

 

One thought on “Passage til Tuamutos – de farlige atoller

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s