kauehi atoll

 

Byen her er der ikke så meget at sige om. Der er tre butikker, hvilken lyder underligt da der kun er et par hundred mennesker, men nogle vil kun købe fra den ene, nogle kun fra den anden. To gange om ugen lander flyveren fra Tahiti og så er der frisk bagt brød så længe lager haves. Ingen af købmændene eller familierne der bor her har fundet på at bage for resten af øen. Det lykkes os aldrig at finde butikkerne åben. De er åben når de er åben og lukket når de er lukket. Der er tilsyneladende ikke noget større system i det.

DSCF2462
Der er så mange kokosnødder der flyder over det hele at man nemt ka finde nogle ud i buskerne som ingen andre vil tage
DSCF2456
Nettene fra de gamle østersfarme hænger langs vejen endnu

 

Der findes (efter sigende) et pensionat ude ved lufthavnen med en restaurant. Vinni og jeg beslutter at det vil være en dejlige gåtur derud, spise en frokost og så gå tilbage. Vi får at vide fra et Fransk sejlerpar at det tager cirka 45 minutter at gå derud, så Vinni og jeg marchere afsted med en stor vandflaske i hver vores rygsække (vi skal nemlig også stjæle to kokosnødder på vejen hjem). Vi går. Og vi går. Og vi bliver ved med at gå. Det bliver varmere og varmere. Og vi går.

DSCF2480
Jo det ser køligt ud, men temperaturen er næsten 40 gradre og ingen vind hmmm……………….

Hmmmm. 45 minutter?  Mente han i bil?  Vi går videre. Nu er vi jo blevet stædige. Men til sidst orker vi ikke mere. Vi har nu gået i næsten halvanden time og vi er ikke nået lufthavnen endnu. Skuffet (og sulten som bare pokker), vender vi om og trasker tilbage. Vi nupper et par kokosnødder og tager dinghyen ud til Capri for en sen frokost, så let aftensmad og tidligt i seng. Vi har vel gået ti kilometer i stegende varme.

DSCF2453
her i byen fejer man gaderne med et gammelt plameblad

Næsten dag går vi igen en tur i byen. Ud fra et hus kommer der et par små hvide puddelhunde løbene. De er meget kælen og har hver et halsbånd (usædvanligt herude), med en lille sølvklokke på.  De følger os op af vejen og hen til dinghyen. Da vi sejler afsted begynder de at svømme efter os. Bare roligt siger jeg til Vinni, de vender hurtigt om.

Gu gør de ej! De bliver ved og til sidst er meget langt ude. Der er intet for end af vende om og tage dem med ind i båden. De er begge meget trætte. Vi giver dem til manden der bor lige ved siden af kajen og han smider dem op på ladet af hans pick-up truck. Der bliver de så mens vi sejler ud til Capri.

Vi er nu bange for at møde de to små puddelhunde igen. Tænk hvis de svømmer efter os yderligere en gang? Vi vil gerne opleve at ligge helt for os selv ved en atol. Nede i den sydlige ende af denne atol er der en ankerplads som skulle være så idyllisk så det er umuligt at beskrive. Det skal vi prøve.

 

Nu er det sådan at når man tager afsted på egen hånd over lagunen så udsættes man for mindre koralrev der vokser herinde. Desuden er der ”bomies”. Bomies er koral hoveder der vokser op fra bunden. Lagunen er ikke kortlagt så når man sejler skal der holdes skarpt udkig for at undgå at ramme dem. Helst skal man sejle med solen i ryggen – så er de nemmere at se.

Vandet er over 30 meter dybt her så vi kan ikke se bunden, ej heller ikke evt. ”bomies”. Det er så med hjertet lidt i halsen at vi begiver os afsted mod den sydlige del af lagunen. Men det går fint og senere da vi sejler ud over linen der markere at herfra er der ikke kortlagt noget som helst – tja – så er man virkelige på herrens mark. Herfra skal vi stol på vores øjne og vores dybde måler – mest vores øjne. Heldigvis er der ikke langt og vi nærmer os kanten af lagunen og kan se store lange strækninger med transparent vand. Ja jeg bruger ordet transparent da intet andet kan beskrive det. Senere vil vi erfare at der er over 15 meter sigtbarhed i dette vand. Vi finder et sted hvor vi kan anker på otte meter og hvor der ingen ”bomies” er, kaster krogen, slukker for motoren og så går det op for os at vi er totalt alene i dette bountyland. Stranden er kridhvid, palmetræerne vejer i vinden, vi kan høre brændingen på den anden side af koralrevet. Vandet er godt og vel 30 grader (ja det er koldt) og Black Tip hajerne svømmer lystigt rundt blandt koralhoveder.

Senere når vi skal ud og snorkle taber Vinni sin maske og snorkle i vandet og de synker før vi kan få fat i dem. De ligger fint dernede 8 meter dybt og det er længere end jeg kan fridykke uden vægte osv. Så på med flasken og ned og hente det. Når jeg så er dernede kan jeg lige så godt svømme ud og kigge på ankeret og tage lidt video af bunden af Capri så i alle sammen kan se hvor begroet hun er.

Vores gode Fuji kamera ligger til opladning så Vinni løber ned og henter det rækker det il mig og jeg svømmer ned. Godt nok vil kameraet ikke mere efter et par minutter men det tror jeg er fordi det ikke er ladet op nok. Det viser sig at den vandtætte klappe som man skal lukke efter opladning ikke har været lukket 100% – Good-bye Fuji kamera.

Ærgerligt da det er det kamera vi bruger meste, både til billeder og video. Nåh, men vi har heldigvis en undervands Nikon som ikke er helt så god men kan bruges. Senere den dag snorkler vi og jeg har det med.  Jeg sikre mig at alt er som det skal være, vi svømmer ud og kameraet holder op med at virke efter et par minutter. Det er også fyldt med vand.

To kamera ødelagt på samme dag – PIS!!!

DSCF2458
Vinni tester vandtemperaturen – 30 grader – det er for koldt til at gå i vandet

 

Vi er ved at køre tør for kamera. Vi har godt nok et billigt vandtæt kamera (men vi kan ikke finde det) og så er der vores Gopro. Det burde være 100% vandtæt men jeg tør næsten ikke tage det med ned. Vores store Nikoner tager fremragende billeder, men de er ikke vandtætte og de er tunge. Man kan ikke bare have dem liggende i lommen.

DSCN1721
Jeg ved ikke hvordan det skete – men jeg er vist ved at live solbrun

Men paradiset forbliver paradiset og den nat har vi en stjernehimmel som ingen vil tro. Det er ingen måne og ingen skyer. Vi ligger her mutters alene og nyder solnedgangen og natte himmelen med en sundowner og senere lidt vin. Vi er ydmyg og ganske klar over hvor privilegeret vi er at vi kan leve dette liv. Det er ikke alle forundt at kunne det.

DSCN1708
Hvis i finder en kønner plet må i gerne sige til – så sejlervi der

 

Et par dage senere hejser vi krogen ved morgens første lys og sejler ud af passet – ikke helt så hårdt som da vi sejlet ind – men stadig en ordentlige omgang. Der er 37 sømil til indsejlingen til Fakarava og vi skal være der kl. 14:00 hvis vi skal ramme ”slack water.

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s