Dejlige sejlads de nogle og tredive sømil til nordpasset ved Fakarava. Fakarava er en stor atol, med en rigtig by (og lidt internet). Sågar er der flere restauranter, den ene, jf. Tuamutos Kompendium er en grill der servere en virkelige god cheeseburger. Nu har iv ikke fået en cheeseburger i næsten et år, så det ser vi frem til (YES! – junk food). Men først skal vi ind gennem passet. Ligesom ved udgangen af Kauenhi atol hvor vi igen tilsyneladende regnet forkert og fik tæsk, har vi denne gang regnet frem og tilbage med tre forskellige metoder for at finde frem til ”slack water” eller noget der ligner.

Vores beregninger siger at Kl. 14 skal der være ”slack water” og, hvis i husker vores sidste blog, så stod vi op før en hvis herre fik sko på for at sikre at vi er ved indsejlingen kl. 14. Det er vi, næsten til sekundet, men der kommer en superyacht fra den anden side og der ser ud til at vi kommer samtidigt. Vi kalder dem på radioen og aftaler at han smutter lige ind først. Pludseligt ser vi at han sætter sømmet i bund og denne kæmpe motoryacht skyder en mægtige fart gennem vandet.

Ved i hvad venner?  Det tyder ikke godt. Han har masser af motorkraft så hvis han føler trang til at tage tilløb – hvad skal vi andre gøre?  Nåh, men vi kan jo ikke blive herude evigt så vi sætter vores genua, skuer op for motoren og sejler ind i vaskemaskinen.

Ordet vaskemaskine er IKKE en trykfejl. Der var strømsøer og overfalls og stående bølger nok til fem skibe. Heldigvis kunne vores genua trække tre-fire knob og vores motor gav resten. Vi kom igennem med to-en halv knob og en ordentlige ryste tur. Så meget for at ramme ”slack water”.  Jeg havde taget vores gopro kamera frem og givet Vinni instrukser i at betjene det så hun kunne tage billeder af malstrømmene. ’Desværre slukkede hun da hun troet hun tændte og omvendt så det vi fik var 30 minutter af inder siden af vores sprayhood og intet af malstrømmen.

Ind kom vi og som vi nærmerede os anker området kunne vi se at Moggy, vores australske venner lå der med deres katamaran, længere nede lå Tao med nogle dansker vi kender samt et par andre både som vi har mødt før. En hyggelige genforening.

Vi er kommet til Fakarava da Vinnis gamle kollega, Bente, skal møde os her so sejle med et par uger. Hun skrev pludseligt for et halv år siden til Vinni og spurgte om der var plads. Det var der så det blev hurtigt en aftale.

Vi tager ind til byen for at kigge lidt på det store Metropol. Her er tre købmænd (!) samt et turist kontor (pga. cruise ships). Her er også Fakarava Yacht Services der tilbyder tøjvask, internet og meget andet. Vi sidder og bruger internet da manden spørger om vi har set en båd der hedder Sal Delgado. Det har vi – på Nuku Hiva. De sejlede et par uger før os. Han siger at der nu er en efterlysning i gang da de er mere end to uger forsinket med at tjekke ind med deres familie i USA: Jeg snakkede med besætningen fra Sal Delgado på Nuku Hiva.  De var et moden ægtepar og da jeg sagde til konen der lige havde fortalt at de sejlede til Tuamutos næste dag, at der var meget dårligt vejr dernede og de burde nok blive og åbne en flaske rødvin og slappe af, sagde hun at hendes mand var helt syg for at komme ud og kitesurf så de skulle bare til Tuamutos koste hvad koste vil.

Næste dag sejede de og vi tænkte ikke mere på dem indtil vi blev spurgt om vi havde set Sal Delgado.

UPDATE, UPDATE, UPDATE: Nu er der gået 10 dage (vi har været væk længere sydpå) og jeg spurgte Aldrich, der ejer Fakarava Yacht Services om der var yt og han sagde nej. Intet nyt, så enten er båden gået tabt eller også har de ringet til deres familie og familien har glemt at aflyse eftersøgningen.

Det giver altid stof til eftertanke når en båd meldes savnet. Det kunne jo være os. Herude er intet sikkert og Tuamutos hedder ikke De Farlige Øer for ingenting. De er stadig farlige i dag, selv om de fleste sejlere ar glemt hvor farlige de faktisk er. Jeg spørger hver dag om der er nyt – svaret hver dag er nej.

Men Bente ankommer og vi sejler ned til den sydlige ende af lagunen for at nyde et par dage der.

Her er ingen.

Vandet er klar som glas, ingen bølger, kridhvid sandstrande og bountyland til den helt store guldmedalje.

Ja, kære læser, det var svært at finde noget man kunne klage over. Som en bonus var der næste ingen ”bomies”, så vi kunne bare kaste anker næsten som det passet os.

Som noget spændene var de to ude at gå en eftrmidddag da de så en nurseshark ligger og spise i vandkanten. De splasket så derud og klappet den lidt (ja jeg sagde klapppet den lidt)

Efter tre- fire dage var det på tide at sejle nordpå til den anden ende af lagunen. Vi skulle jo ind på grillen og prøve deres berømte cheeseburger og grillen har kun åben fredag, lørdag og søndag aften (de tjener vist for mange penge).

Kom så! Var burgerne gode?  Kære læser når man ikke har fået en god burger i over et år nyder man hver et sekund af spisning af en god burger. God var den, øllen var kold og grillen ligger lige ved havet og bordene står i strandkanten. Bedre bliver det ikke. Så ja, vi vil gerne stemme på at denne er den bedste burger mellem USA og Tahiti.  Den var alle pengene værd.

Dagen går lidt langsom. Bente har aldrig lært at svømme men i forbindelse med at hun skulle herud har hun tage svømme lektioner. Hun er stadig nybegynder og svømmer helst hvor hun kan bunde. Men hu har taget en maske og snorkel med (selv om hun aldrig har prøvet dette før) Vi tager hende med ind tæt ved land hvor hun kan bunde og lærer hende at snorkel. Hun ender med at blive totalt bidt af snorkling. Det er jo en helt anden verden dernede og hun er fascineret af fiskene og koralvæksten. Derfor er der en lille video der hedder Bentes første dyk.

Naturligvis skal vi også besøge en perlefarm.

Den vi besøger giver mulighed for at selv vælge en østers ($35) og så beholder man den perle der findes inde i. Da perlemanden skal vise os hvordan det hele fungere åbner han en tilfældige perle og finder en utrolige flot dråbeformet perle. Det giver jo blod på tanden hos alle os turister. Kig på videoen og se hvordan det gik Vinni.

 

Før vi kunne sejle til Tahiti syntes vi det ville være klogt at få fyldt vores diesel lagere op.  Vi havde jo brugt noget på vejen herned fra Marquesas and brugt mere ved at sejle rundt inde i lagunerne.

Fakarava, som stort set det eneste sted i hele Polynesien har en fin kaj hvor man kan lægge til (ingen tidevand af betydning her i lagunen) og minsandten om der ikke er en benzin tank lige der på kajen.  Desværre er tanken lukket. Går man forbi ser man at der er spritnye benzinstandere, stadig viklet ind i plastik der stå og venter på at blive taget i brug. Jamen så åbner tanken snart? Spørger man om det får man at vide at standerne blev leveret og opsat for lidt over et år siden og ingen ved hvornår de bliver taget i brug.

Næh, skal man købe diesel skal det gøres fra forsyningsskibet. Som i kan se på videoen kommer man med sine Jerry cans, venter ved et bord for at høre om skibet har nok diesel så de vil sælge til dem der ikke har bestilt på forhånd. Har de det kan man købe ellers må man bestille og venter til det kommer igen næste uge.

Som i også kan se på videoen var det muligt, før i tiden, at købe drikkevand fra en hane her ved kajen. Det er det ikke længere da øen mangler vand. Så der er ingen vand at få uden at henvende sig til rådhuset og høre om øen vil undvære lidt.

Men forshyningsskibets ankomst er stadig en stor ting. Før i tiden stod alle beboerne på kajen og dansede – det gør det ikke mere, men køen hos købmanden er lang for friske grønsager.

Det er nu man bliver meget, meget glad for sin watermaker. Vi har ikke set regn i 3 uger og har man ingen watermaker – så er det meget korte rationer…………………

Men vi har ingen problemer med vand og vi proviantere med grønsager for de 2 dage vi skal være til søs for at nå Tahiti og så er det bare om at komme afsted.

Næste morgen, meget tidligt, da vi skal sejle et par timer for at komme til passet og ”slack water” skal være kl 07:30, trækker vi krogen op og sejler. Men, men, men vi er i et område med mange ”bomies” dvs. koralhoveder og dagen før havde jeg taget en flaske på ryggen og dykket ned for at se om vi har viklet vores kæde rundt om en. Godt at jeg gjorde, da kæden var viklet hårdt rundt om en stor ”bomie”. Desuden var vores anker kantet op af en anden bomie. Jeg brugte så en lille halv time dernede for at få kæden og ankeret fri. Vinni trak da 20 meter kæde op i Capri så vi kunne sejle næste morgen uden at vi sad fast (håber vi).

Vi kunne også trække kæde og anker op uden problemer og jeg var glad for at jeg havde sikret mig at vi var fri ved at dykke ned dagen før.

For en gangs skyld ramte vi slack water lige til tiden og vi kom ud uden sværdslag, men vi kunne se at malstrømmene og overfalls var ved at danne sig inden vi var hele vejen ude.

Vi skulle lige have et pitstop på en atol ved navn Taou hvor vi skulle besøge Gaston og Valentine som er de eneste beboer. Bente kender nogle mennesker der havde været der på en dykker tur for fire, fem år siden og de ville meget gerne at Bente hilse dem. De havde haft nogle vidunderlige dage der.

Det er en dags sejlads og vi anduvede sidst på eftermiddagen efter en rutine præget sejlads. Dog er Bente ikke vant til ocean bølger og hun kunne føle begyndelsen af søsyge. Valentine og Gaston har lagt bøjer ud for gæster da lagunen der hvor de bor er meget lille og der er ikke plads til at svaje for anker. Mere om dette i vores næste afsnit.