Som beskrevet i en tidligere beretning var der koldt i Bryce Canyon, vi camperede faktisk i sne og havde 2-3 graders frost om natten. I nat begyndte vores kære varmeapparat at svigte, vi måtte op flere gange i løbet af natten for at tænde det igen, og desværre skulle der flere forsøg til for at få det i gang igen. Vi beslutter os derfor for at køre videre næste morgen ned mod Arizona, der ligger tættere på havets overflade, hvor der er varmere, og hvor vi ikke er afhængig af varmeapparatet. Vi håber, at finde en reparatør i byen Page, der kan fikse varmeapparatet.

  Inden vi når til Page, snupper vi lige et par overnatninger på campingpladsen ved Lake Powell. En kunstig sø der er skabt pga. den store dæmning, der er bygget 15 km længere nede ad Colorado floden ved indgangen til byen Page. Omgivelserne her er smukke, et ørkenlandskab domineret af de røde bjerge i udkanten af Grand Stairscase-Escalante National Monument.

  Det er lørdag, og igen ødelægges den gode stemning af de støjende ORV (Off Road vehicles), der suser forbi vores autocamper. Det er de lokale indbyggere fra Page, der er ude for at ræse op og ned ad bakkerne. Søndag går de åbenbart i kirke eller sover hele dagen, så her er igen dejligt roligt på campingpladsen.

  Mandag morgen, mens jeg vasker tøj på det lokale møntvaskeri, finder Carsten en automekaniker, der kan og vil reparere vores varmeapparat. Det går nemt, han puster luft gennem rørene, så de bliver rene, hvorefter apparatet fungerer igen. Det skulle det også gerne, da vi jo for kun tre måneder siden, inden vi forlod Port Angeles, betalte for en total reparation af apparatet. Så langt så godt – mon mekanikeren også har tid til at reparere andre ”lidelser” hos Caprise. Det har han.

  I flere uger har vi bemærket, at når Caprise accelererer fra 50 til 70 km i timen, så ryster hele bilen. Carsten mener, at det skyldes, at de to ophæng, der holder den meget lange akse fra gearkassen til den bagerste aksel, er meget slidte og skal repareres eller udskiftes. Det fikser mekanikeren i løbet af dagen, mens vi sidder i fem stive timer på hans kontor og læser nyheder, vi er jo nødt til at følge lidt med i, hvad der sker i dansk politik. Nu kører Caprise, som om hun er ny. Det er en ren fornøjelse, og igen må vi gribe dybt ned i lommerne. Så herefter er en gratis overnatning på ”Hotel Walmart” helt på sin plads.

  Næste morgen kører vi ind i det store Navajo Reservat, der ligger i den nordøstlige del af Arizona. Vi skal køre næsten 300 km igennem reservatet, før vi når frem til næste destination, som er Monument Valley. Vi kører ind i et ørkenområde, hvor alt omkring os er brunt, stenet og goldt. Her ser helt ubeboet ud bortset fra klapperslangerne.

 

  Vi ser ingen byer i flere timer, før vi er nået halvvejs op til Monument Valley. Her kører vi igennem byen Kayente, hvor husene ser ens ud bortset fra, at tagene har forskellige farver, så indianerne kan finde deres ejet hus. Husene er de typiske kedelige præfabrikerede huse, der blev finansieret af den føderale regering tilbage i slutningen af 60erne eller begyndelsen af 70erne. Afroamerikanernes kamp for deres civile borgerrettigheder tilbage i 60erne, var et ”wake-up call” for de forskellige indianerstammer, der herefter også begyndte at stille krav til den føderale regering. Det medførte, at regeringen blandt andet som her i Kayente har betalt for, at der blev stillet ”rigtige” huse til rådighed for indianerne, så de ikke længere skulle bo i deres adobe-huse. Byen så så kunstig og intetsigende ud, at jeg helt glemte at tage et billede af den.

  Smukt er her ikke, for ligesom vi så hos Guna Indianerne i Panama, er Navajo indianerne også nogle svin, når det kommer til håndtering af affald. Så snart vi kører forbi skiltet ”Velkommen til Navajo reservatet”, ser vi overalt spiritusflasker og øldåser ligge i vejkanten.  Indianerne har da også ry for at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Rundt om deres huse, der ofte ser forfaldent ud, ligger der masser af skrammel, og ofte står flere gamle kasserede biler parkeret foran husene. Det er heller ikke værd at tage billeder af. 

  Der er dog én fordel ved at køre igennem indianerreservater. Her koster benzin en dollar mindre per gallon, og det betyder en hel del, da Caprise kun kører ca. 3 km på en liter benzin. Indianerreservater her i USA er selvstændige nationer, vi kan vel sammenligne det med Færøernes og Grønlands selvstyre. Navajo indianerne har derfor ikke lagt så meget skat på benzin, som delstatsregeringerne udenfor reservaterne har gjort.

  Lige så bestemmer indianerreservaterne, hvilke Covid-19 restriktioner de ønsker at implementere. Vi er kørt forbi flere Pueblos (indianerlandsbyer), som er lukket for uvedkommende. På én af Hobistammens benzintankstation skulle Carsten ikke kun bære mundbind og spritte hænder, før han kunne træde ind i forretningen for at betale, han skulle også stille sig foran en computerskærm, der målte hans temperatur. Man kan derfor nu konstatere, at indianerne tager Covid-19 seriøst og indfører skærpede restriktioner, men det tog, så vidt vi er orienteret meget lang tid, før de overhovedet indførte restriktioner, hvilket har resulteret i, at pandemien slog hårdt igennem i de fleste reservater.

  Monument Valley, som vi vil besøge, har i mere end et år været lukket for turister. Men Navajo indianerne vil gerne tjene penge, og har derfor åbent op igen for turismen i Monument Valley.

  Tilbage i 1991 besøgte vi Monument Valley sammen med Carstens storebror og familie. Vi camperede på kanten af en mesa med udsigt udover Monument Valley. Jeg glemmer aldrig den solnedgang, vi så her. Jeg håber ikke, at gensynet skuffer os. Vi er blevet advaret, at der, hvor den tidligere campingplads lå, er der nu bygget et hotel. Indianerne har endelig lært, hvordan man skaber stor profit.

  Vi ankommer til Monument Valley og skal betale 20 dollars for bare at køre ind i området. Vi får at vide, at vi skal parkere lige indenfor indgangen og må ikke køre Caprise ned i selve området, men for 650 kr. per mand vil en indianer i sin firhjulstrækker køre os rundt i denne attraktion i 1,5 time. Vi takker pænt nej til tilbuddet.

  Der findes faktisk en campingplads ved siden af hotellet, men den er lukket pga. Covid-19. Det forstår vi ikke, da hotelværelserne er åbne. Man får indtrykket af, at Navajo indianerne foretrækker de rige hotelgæster i stedet for de fattige campister. Vi må nøjes med at gå hen til kanten af mesa´en for at nyde udsigten ud over Monument Valley.

  Disse fladtoppede bjergformationer kalder man her ”Butte” og ikke ”Mesa”. En Mesa er bredere end den er høj eks. Mesa Verde (beskrevet i en tidligere beretning), og en Butte er højere end den er bred. De højeste af disse buttes, vi står og betragter, er omkring 300m høje. Den flade bjergtop er skabt af vinden, men resten af bjergets form er skabt ved korrosion. Bjergets øverste lag består af et relativt hårdt stenmateriale, mens resten af bjerget består af mere porøst sandsten, der skylles væk af regnvandet. Over millioner af år skaber vind og regn disse hatte-lignende bjerge i Monument Valley. Den røde farve skyldes det meget jernholdige materiale.

 

  Blev vi skuffet over gensynet af Monument Valley. Egentligt ikke – men alligevel må vi indrømme, at oplevelsen denne gang ikke nåede samme højde, som den uforglemmelig oplevelse, vi fik, da vi betragtede solnedgangen tilbage i 1991.

  Vi må videre og kører ca. 60 km ud til Gooseneck State Park for at campere her. Endnu et gensyn fra 1991, hvor vi kørte ud til denne park, men denne gang har vi valgt at campere her i stilhed og med kun få campister. Vi finder en plads helt ude ved kanten af plateauet og får en mageløs bjergtagende udsigt ud over kløften/kløfterne, der snor sig som en ”gåsehals”, deraf navnet Gooseneck. Vi bliver her i to dage og går ture langs klippekanterne.

 

  Når vi står her på kanten af Gooseneck, ser vi floden San Juan løbe 300 m nede i bunden af kløften. Det er muligt fra den nærliggende by Mexican Hat at leje kajakker og flyde med strømmen næsten 15 km ned ad floden imellem de høje klipper.

  Med denne unikke panorama udsigt er det svært at forestille sig, at for 300 millioner år siden var området her dækket af et lavvandet hav fyldt med koraller og andet marineliv. Over tid forsvandt havet og aflejrede forskellige lag, som stadig ses i klippevæggene. Vulkan og tektonisk aktivitet har gennem årene hævet denne Colorado Plateau tusind fod over havets overflade. Gennem millioner af år har San Juan floden skåret sig ind gennem klipperne og dannet dette mageløse flodløb.

  Herefter kører vi videre til Hovenweep National Park, der ligger på grænsen mellem Utah og Colorado i henholdsvis den sydøstlige og sydvestlige del af de to delstater. I tilknytningen til parken er der en mindre men meget fin campingplads beregnet hovedsageligt til teltcampister, men der er 3 pladser til autocampere, og vi er heldige, at en af dem er ledig til Caprise.

  Parken, der blev etableret i 1923, indeholder og beskytter resterne fra fem gamle indianer Pueblos, der findes langs en ca. 20 km lang kløft, der skærer sig gennem den store Cajon Mesa.

  Hovenweep betyder ”den forladte kløft” på indianersprogene Ute/Paiute navngivet af den første fotograf, der kom til området i 1874. Ligesom Mesa Verde (tidligere beretning) har området her heller ikke været beboet siden slutningen af 1200 årstallet, hvor indianerne pludselig besluttede sig for at migrere videre sydvest på langs San Juan floden ned til Arizona eller valgte at migrere sydøst langs Rio Grande ned til New Mexico. 

  Vi er ankommet tidligt nok til at nå traveturen ”den lille ruin tur” som på engelsk hedder ”Little Ruin Trail”. En travetur på 4 km, hvor man går langs kløftekanten og ser forskellige rester af ruinerne:

Billeder: Hovenweep Castle, slottet giver ikke mening, da indianerne var bønder, her var hverken konger eller dronninger.

   Dagen efter traver vi 6 km ud til Holly House.

”Ikke alle turister er nået frem til Holly House” siger Carsten – mon ikke det er skeletrester fra en Coyote?

  Ruinerne ved Holly House viser, at indianerne har udviklet deres byggestil. Sandstenene er mere firkantet og ens. Bygningen synes mere robust anlagt. Om bygningerne her har været anvendt til beboelse, vides ikke, men den ene bygning er nærmest utilgængelig, da den er bygget på en klippetop. Det virker nærmere som om, at det er en forsvarsbygning, hvorfra man har forsvaret sig med at kaste sten efter fjenden.

Tårnet er bygget på toppen at en stor stenformation

  Nå, men vi skal jo hjem til Caprise. Vi kan vælge at gå samme vej tilbage, men kan også fortsætte videre ud af kløften, indtil vi når op på landevejen. Sidstnævnte rute er 5 km længere, så den snupper vi lige. Så let går det ikke helt. Milene på kortet stemmer ikke helt overens med milepælene på landevejen, og det ender med, at vi i alt går 22 km, før vi, godt trætte og med ømme fødder samt knæ, er tilbage ved Caprise. Herefter insisterer Carsten på, at han fremover bestemmer ruten, han stoler ikke længere på Vinni som stifinder.

  Vi kører videre ind i New Mexico, hvor vi har planlagt at bruge to uger i den nordlige del af delstaten, inden vi besøger Carstens storebror Ulrich, der bor en times kørsel nord for   Santa Fe. Første nat i New Mexico vælger vi at overnatte på ”Hotel Walmart”, da vi skal proviantere og vaske tøj m.m. næste dag, inden vi kan campere ude i de mere primitive skønne naturområder.

  Men det går som sædvanligt ikke som planlagt.

  Næste morgen, da vi er klar til at køre på møntvaskeriet, modtager vi en sms fra Carstens niece, hvori der står: ”At Ulrich aftenen før er fundet bevidstløs og med kramper liggende på en parkeringsplads. Han ligger nu sederet (bedøvet) i en respirator på intensivafdelingen i Santa Fe”.

  Det kan nok være, at vi får startet Caprise og kører, så hurtigt hun kan ned til hospitalet, hvor vi ankommer 5 timer senere. Ulrich har pga. faldet pådraget sig et mindre subduralt hæmatom (blødning i hjernen), som heldigvis ikke kræver kirurgi. Efter fem dage er han vågnet op og kan selv trække vejret uden respirator hjælp. Herefter overflyttes han til hospitalets rehabiliteringsafdeling, hvor han får intensiv genoptræning i to uger, før han udskrives til eget hjem.

  Mens Ulrich er indlagt i næsten 3 uger, nyder vi, når vi ikke besøger ham på hospitalet, hans dejlige adobe hus. Ulrich har selv bygget huset, som var et af de første passiv opvarmet huse i USA. Det tog ham to år at bygge huset, som stod færdig i 1979. Siden har han udvidet huset og lavet flere tilbygninger. Carsten har her lavet en lille video af huset og dens omgivelser.

 

  I går fik vi endelig Ulrich hjem og har nu en uge sammen med ham, inden vi den 19. november flyver til Florida for at være sammen med Carstens datter, svigersøn og to børnebørn i to uger. Vi skal også lige nå at besøge vores tidligere naboer fra Holmen, som nu bor i Charleston South Carolina, inden vi tager tilbage til Ulrich den 15. december for at fejre jul og nytår samt Carsten 70 års fødselsdag.

  I hører derfor ikke fra os, før vi er nået ind i det nye år, og I ønskes alle:

En rigtig glædelig jul

Og

Et godt nytår