Den Store Rengøring

Hvilket syn vi møder, da vi går ombord på Capri. Hun har i 1,5 år ligget stille her i marinaen i Port Angeles (State of Washington) og været overladt til sig selv.

  Hun har klaret det fint, men ser deprimerende beskidt og forsømt ud.

  Det er først, da vi løfter lille Capri (vores dinghy) over på båd broen, at vi ser hvor meget snavs og alger, der findes på ruffet. Bedre ser det ikke ud nede i cockpittet.

Et sørgeligt syn, men det er der jo en løsning på.

  Nede om læ i kahytten ligner hun sig selv. Heldigvis lugter her ikke af fugt, og der er heller ikke kommet nye mugpletter på hynderne, kun de gamle mugpletter fra Panama er synlige. El-radiatoren, vi har haft tændt i hele perioden, har levet op til vores forventninger. Men da vi kommer ind i soveværelset, får vi et chok, vægbeklædningen på styrbordside har løsnet sig og er ved at falde ned.

  Vi må dog erkende, at dørken (gulvet) over det hele sig mere medtaget ud, end vi huskede, så alle gulvpladerne skal slibes og på ny lakeres. Det gælder i høj grad også cockpitbordet.

  Nå, men vi kan hermed konstatere, at der ligger et stort vedligeholdelses og forberedelses arbejde foran os, inden vi kan sejle videre op til Canada og Alaska. Vi kan ikke bo ombord på Capri, mens alt dette foregår, og i øvrigt er det heller ikke nemt at bo på en båd, mens den står på land. Vi er derfor nødt til at vente med at sælge Caprice for at kunne bo i autocamperen den næste måneds tid på en lille campingplads udenfor byen.

  Så er vi i arbejdstøjet og går i gang!

  Godt, at vi er kommet tilbage til Capri 2 uger før, at hun skal på land. Det tager os en hel uge at rengøre ruffet og cockpittet med bådshampoo og dækrenser med kraftig opløsning af klorin. Herefter skal ruffet og cockpittet poleres.

  Den næste uge går med at rengøre kistebænkene i cockpittet samt kistebænkene nede om læ. Kors, hvor er der mange kistebænke, det blev vist til 12 kistebænke i alt, hvoraf nogle af dem er meget dybe og svært tilgængelig. Derefter rengøres alle rum i klorvand fra top til bund og ind i alle krogene, selv de svært tilgængelige rum i den bagerste del af Capri blev ikke overset. De fleste steder var ikke engang klorvand tilstrækkeligt til at rengøre fladerne. Her måtte vi lægge koncentreret klorklude på glasfiberen i flere timer, eller lade kludene ligge natten over. Det var et kæmpe arbejde.

kistebænk før og efter.

 

Så kom dagen hvor Capri skal på land. Vi har booket plads til hende på land i en hel uge, da man jo ikke kan stole på vejrguderne på disse breddegrader. Vi kan ikke male bunden eller polere skroget i regnvejr, og i øvrigt er her koldt. Vi har nemlig et La Niña år, hvilket betyder, at Stillehavet er koldere end normalt. Vejrprofeterne har derfor lovet os, at vi får den koldeste og vådeste forår og forsommer nogensinde her i området – kun til ære for Carsten og Vinni. 

  Capri løftes ud af vandet og hænger i bælterne, mens Carsten højtrykspuler de grønne alger af bunden. Ingen rurer eller langhaler, vi slipper i denne omgang for at skulle slibe bunden ren.

  I løbet af ugen er vi heldige, vejrguderne skåner os. Vi får to dage med delvis sol og tørvejr.

 Capri har fået et ”Harbor Smile” (marine smil), hvilket vil sige, at skroget ude i stævnen har fået et gulligt skær. Hun har heller ikke været poleret i 3 år, og hun trænger hårdt til at blive ”sminket” igen. Carsten har her en stor opgave, jeg kan desværre ikke nå så højt, heller ikke når jeg står på stilladset, som vi låner. Polermaskinen er for tung til, at jeg kan håndtere den – det er et mandearbejde.

  Men bundmaling kan jeg ikke løbe fra, hertil passer min højde perfekt, når der skal males under Capri, og resten af malerarbejdet må jeg gøre fra en stige. Capri får to omgange bundmaling. Min højde gør også, at jeg får opgaven med forsigtigt at slibe og derefter polere vores messingpropel, der ser forfærdelig ud. Slibningen foregår manuelt med mange stykker meget fint sandpapir, da Carsten ikke vil lade mig slibe med en maskine. Det har jeg ellers set andre sejlere gøre, men det ridser messingen, mener Carsten. Den opgave er næsten lige så hårdt for mig, som de to gange bundmaling. Om aftenen er alle mine fingre på højre hånd hævet, og jeg kan næsten ikke bøje fingrene.

  Hver aften slæber Carsten og jeg os hjem til Caprice. Vi er totalt udmattet. Carsten kan næsten ikke løfte højre arm. Min højre skulder, håndled og tommeltot gør vanvittig ondt. Panodil hjælper, så arbejdet kan fortsætte næste dag. Vi kan begge mærke, at vi ikke er blevet yngre, siden vi sidst gav Capri den helt store omgang, før vi forlod Danmark. Og det kolde fugtige vejr formindsker heller ikke gigtsmerterne i vores aldrende led.

 

En stolt Capri med sin glinsende hvide overdel og røde underdel – hun er klar til at komme tilbage i vandet.

  Nu er vi så nået til gulvarbejdet. Heldigvis har lederen af bådværftet givet os plads inde i et stort telt, hvor Carsten kan slibe og lakere dørk pladerne. Imens gør jeg alle hulrummene under dørken rent med klorvand. Wauw, hvor her ser ud, da alle pladerne er skruet løst og taget ud af Capri.

  Jøsses, hvordan får jeg det rengjort.

  Som beskrevet i tidligere beretninger har Capri taget vand ind pga. slidte eller løstsiddende aksefortætninger (Black Jack). Eller vi har været i situationer, hvor vi skulle rense blokerede toiletslanger m. m. og har senere måttet udskifte toilettet nede på Tuamotus. I disse toiletsituationer har vi desværre for sent opdaget, at vi havde lækage på vores vandpumpe i bruserummet, der skulle fjerne og pumpe toiletindholdet ud i havet. Måske husker læseren, at vi tømte Capri for 80 liter vand fra under dørken, da vi kom til Port Angeles.

  Nu ser vi rester af indtørret saltvand samt toiletindhold ligge her under dørken, hvor vi ikke umiddelbart har kunnet komme til. Jeg fornemmer den fækale lugt. Føj, hvor ulækkert. Ikke nok med det, overalt i disse hulrum ligger store klistrende kager af pulveret fra kakerlak giften, vi lagde under kakerlakkrigen. Vi lover hinanden aldrig at bruge pulver igen, kun gift i spraydåser, hvis vi skulle komme i kakerlakkrig igen. Med klorvand og koncentreret klorklude lykkedes det mig over to dage, at få hulrummene rene. Nu er Capri nærmest klinisk ren såvel nedenom læ som udenpå.

 

Carsten roste mig for mit rengøringsarbejde.

  Ikke kun dørk pladerne skal slibes og lakeres, det skal håndtagene ned langs trappen og køkkenbordskanten også – her har solen været hård ved den gamle lak. Alt får mindst 7-8 lag lak, og efter en uge har vi fået et fint gulv m.m.

Jeg roser Carsten for det flotte stykke arbejde, han har lavet.

  Carsten er nu i færd med at rense vægbeklædningen og glasfiberen, så han kan klistre vægbeklædningen på igen. Det lykkedes ikke i de første to omgange, i tredje forsøg hjælper vores gode ven Jim (naboen der har holdt øje med Capri) med et andet vidundermiddel, som han har brugt på sin båd. Nu må vi se, om det lykkedes denne gang – alle gode gange tre!

Så var vægbeklædningen fladet ned (suk). 

Imens muntre jeg mig med at rense og smøre vores 6 spil oppe i cockpittet. Arv min ryg – dårlig arbejdsstilling.

  Så er der lækagen ved mastefoden – vi har aldrig før haft vand løbende ned langs masten. Vores mast er en gennemgående mast ned gennem ruffet, hvor den fastgøres, modsat andre både, hvor masten fastgøres på ruffet. Lækagen startede efter, at vi havde masten af ude på Hawaii, da vi skiftede den løbende rig. Carsten og Jim forsøger stadig at finde ud af, hvor præcist lækagen er.

  Når det er løst, skal Carsten udskifte vores VHF-radio. Den nye virker fint, men den er mindre end den gamle radio og passer derfor ikke i det gamle hul i væggen. Det skal Carsten også have løst.

  Men hvorfor udskifter vi den gamle VHF-radio med en ny, når den nu den gamle stadig virker?

  Når vi sejler op gennem Canada og op til Alaska og senere ned langs den amerikanske kyst til Mexico, er det overordentligt vigtigt, at vi kan få vejrmeldinger og varslinger fra US Coastguard via VHF-radioen. Disse meldinger sender den amerikanske kystvagt kun på kanal 22A, som ikke findes på vores europæiske VHF-radio. Vi er derfor nødt til at udskifte radioen. Gribfiler (vejrmeldinger vi henter ned fra nettet) er ikke tilstrækkelige, de er for overordnede. I disse farvande bør man supplere sin viden fra gribfilerne med kystvagtens vejrmeldinger, der afgives hver time. En lokal vejrmelding på kanal 22A, hvor der er indhentet data fra bøjer og fyr i de kritiske områder.  

  I skrivende stund er vi stadig ikke færdige med forberedelserne. Flere af bloglæserne har undret sig over, hvorfor de ikke hører fra os. Ja, som det fremgår af ovenstående, har vi ikke ligget på den lade side, mens I derhjemme nyder påskefrokoster og det gode vejr i Danmark. Er vi måske en lille smule misundelige?

En indskudt note – vi er færdige med alt på vores elskede Capri, og så er der kun at give hende en buket blomster som tak fordi hun ventede så tålmodigt på os.

Tak Capri. 

Vi håber og planlægger, at vi og Capri er klar til at stævne ud i den første uge i maj – så næste beretning kommer forhåbentligt fra Canada.      

5 thoughts on “Den Store Rengøring

  1. Øjh et stort arbejde… ingen tvivl om kærligheden til Jeres skib og Jeres rejse.
    Fortsat go’ tur❣️

    Like

  2. Dejligt at høre fra jer. Sikken indsats. Så kan I snart tage hul på næste eventyr. Alt det bedste til jer. Håber snart, vi ses igen på WhatsApp 😘

    Like

Leave a Reply to Frank Pedersen Cancel reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s