Nord Canada

Vi havde krydset Queen Charlotte Sound i det der gå for at være magsvejr heroppe (altså det stormede ikke). Det var meningen at vi ville overnatte i en lille velbeskyttede bugt der hedder Safe Cove. Nu hedder det jo ikke Safe Cove uden en god grund. Heroppe ligger ”safe coves” ikke overalt. Der er mange ting at tage hensyn til, en bugt kan give udmærket beskyttelse når vinden er i vest, men ikke i øst, eller omvendt. Andre bugter er gode mod vind fra nord osv. Safe Cove ligger inde bag en lang smal indsejling og skulle være en sikker ankerplads i alt undtagen kraftige østenvinde. 

Vi var dog kommet tidligere over end planlagt så vi sejlede videre 6-7 sømil til et sted der hedder Green Island. Vi har ladet os fortælle at her, i er lille bassinet bag ved øen, ligger en meget, meget smuk ankerplads som man tit kan have mutters alene.

Det lyder godt og vi begyndte vores indsejling. Indsejlingen snor sig og er lige så kringlede som bagerens kringle. Desuden er den smal og der er sten og rev overalt.

Dejligt.

Som vi snor os frem kan jeg skimte, mellem træerne, at der ligger en motorbåd derinde. Ærgerligt, da vi havde håbet på at få det hele til os selv, men det gør nu heller ikke noget hvis der er søde naboer.

Alting er næsten altid nemmere sagt end gjort and indsejlingen her kræver vores fulde opmærksomhed. En til at styre og den anden til at holde skarpt øje med dybdemåleren. Den lille bugt inde mellem revene og træerne ser meget større ud på kortet end den er i virkeligheden. Ind kommer vi uden uheld og så kan vi se at motorbåden har lagt sig i en lille afstikker af vand så vi få bassinet for os selv. Vi finder en egnede plads over i den ene side og lader kæden løbe ud. Nu er der fuldkommen fred og ro, ikke en lyd. Dog begynder det at småregne efter en halv time, så vi bliver nede i salonen.  

Lidt senere kigger jeg ud og ser at en ny motorbåd er ved at lade sin ankerkæde rulle ud. Endnu senere ankommer en sejlbåd og klemmer sig ind.

Hmmm. Så meget for en ensom ankerplads midt i det Canadiske vildnis. Det gør nu ikke noget. Det regner og vi kan ikke sidde i cockpittet.  Vi sover helt trygt, der er ingen vind, ej hellere strøm. Faktisk ligger vi så still at vi bliver liggende på samme afstand fra vores anker som da vi sat det.

Næste morgen, i små regn, damper vi af mod Bella Bella. Det er to Bella Bella’er. Den nye og den gamle. Den nye er en indianer landsby og den gamle er et Coast Guard Station. Vi må ikke anker op ved den nye da det er forbeholdt beboerne og slet ikke ved den gamle da det er Coast Guard. Vi henvises til Shearwater Harbor, som ligger et par sømil derfra.

Shearwater er næsten fyldt (den er ikke særlige stor) med en Waggoneer Regatta. Waggoneer udgiver Pilot Books for sejlere i dette område og så arrangere de åbenbart også en Regatta der sejler fra Seattle til Ketchikan. De er alle sammen store Trawlers (en type motorbåd) bortset fra en sejlbåd. Shearwater ejes og drives af indianerstammen her og der er ikke så meget. En lille købmand, møntvask, bruser og så en restaurant. Bruserne var dejlige, rene og store, ellers brugte vi ikke de andre ting, dog kunne vi komme af med vores skrald.

Næste morgen stak Regattaen af og vi fulgte efter en halv time senere. Vi havde udset os en plads der hedder Rescue Bay, som skulle være en større meget sikre bugt. Efter et par timer kunne vi se på vores AIS at Regattaen, der sejler noget hurtigere end os, var ved at anker op i Rescue Bay.

Det skal de jo have lov til men Vinni og jeg er ikke sejlet helt herop for at have naboer hele tiden. Det var meningen at vi ville opleve den vilde natur og ensomheden. Ligge helt alene ved anker, kun omringet af bjørne, ulve, rådyr, ørne og hvad der ellers lever ude i skoven.

Ergo må vi gunkhole. Gunkholing er et engelsk udtryk der betyder at man selv sejler lidt rundt og finder ankerpladser som ingen andre kender til. Vi studere kortet og kan se at der er en lille ø, Arthur Island, hvor der måske gemmer sig en lille bugt inde bagved. Indsejlingen bag øen vil vær snæver og vi skal holde tungen lige i munden hele vejen, men hvis det er rigtigt, så bliver det vidunderligt.

Som vi drejer til bagbord ved øen, lyder der pludseligt plask til begge sider af båden og så hopper en delfin op af vandet. Der er et par delfiner der er ude på at lege og sige ”velkommen”. De plasker rundt om båden, viser deres akrobatik ved at komme susene direkte mod siden af Capri for, i allersidste sekund, at enten dreje af eller dykke under vores køl. Lige så snart de har gjort det komme de op til overfladen for at modtage vores klapsalver og høres vores beundring. Vi sænker farten yderligere for at give dem al den tid de ønsker til at lege. Når vi først begynder på den smalle indsejling bliver der ikke tid til at beundre dem.

De bliver trætte og svømmer væk og vi fortsætter ind. Den først lille bugt er nok for lille. Set på kortet burde der være nok plads til os, men vores 7 fod køl er ganske enkelt for lang til at vi ville kunne sove trygt derinde.

Den næste er til gengæld er som skabt til Capri og efter lidt undersøgelser af hvor vandet er dybt nok, lader jeg kæden glide ud i seks meter vand. Det er højvande og vi har (siger Pilot Book) 3 meter tidevand her, så det betyder at hvis alt går som det skal, vil vi altid have 80-90 centimeter vand under kølen.

Smukt er det
Det var lige mulighed for at drikke et glas vin i cockpittet

Vi ligger her totalt alene. Der er ikke en lyd at høre, bortset fra en vandfald der gemmer sig et sted inde i skoven. Det regner ikke og det betyder at vi får en kold G&T i cockpittet mens vi nyder dette. Der er bjørne og ulve i disse skove og de kommer ned til vandet i de sene aftens- eller tidlige morgentimer. Vi håber at vi får nogle at se. Der er Bald Eagles overalt. Vores delfin venner har forladt os og vinden kan ikke nå os herinde.

Bedre bliver det ikke.

Næste morgen sukker vi dybt. Her kunne vi jo godt ligge et par dage, men vi skal videre hvis vi skal helt til Alaska. Krogen hives op og vi sejler nordover.

Det bliver en længere sejldag da vi skal nå Khutze Inlet. Khutze Inlet er 5 sømil lang og helt inde i bunden skal der være en vandfald som både er imponerende og det siges at man bare kan anker op foran det – strømmen fra vandfaldet skal nok holde båden midt ude i bassinet.

Jeg har ikke beskrevet det landskab vi sejler igennem endnu.

Hvad skal jeg sige?

Imponerende. Unikt. Flot. Ubeskriveligt. Som sædvanligt bliver jeg nødt til at sige at ord er fattige. Jeg er ikke digter og superlativerne har forladt mig.  Det er mageløs. Tindingerne løfter sig højt over os, sneen ligger som tætte strikhuer over toppen. Bjergsiderne veksler mellem granbeklædning og lodrette granitklipper. Vandfald løber hundredvis af meter ned af siderne for til sidste at skumme ud i sejlstrædet.

Hvad kan man sige?
Alle bjergene er beklædt med sne
Selv regnbuerne er flottere heroppe

Strædet er så smalt at vi mister satellitforbindelse jævnligt og vores kortplotter og AIS holder op med at fungere. De kommer dog tilbage efter nogle sekunder. Vi ser havodder, sæler og en enkelt søløve i vandet. Hvalblås ser vi hele tiden. De er overalt. Nogle gange er det tydeligt at det er en mor og en kalv. Først kommer der et stort blås der går højt og så ved siden af et lille blås.

Vi ser nogle fisker og et enkelt cruise ship, ellers er vi alene.

Sent på eftermiddagen drejer vi ind i Khutze Inlet og sejler de 5 sømil ind til bunden. Vandfaldet er der og mens det er flot er det ikke helt så imponerende som det var beskrevet. Ankerpladsen er noget møg. Vi kan ikke anker op foran vandfaldet da der er skabt en lille ø foran af alt det jord og sten som vandfaldet har bragt med sig. Bugten her er for lille og for dyb. Vi forsøger at sætte krogen på en lille hylde, men det er meget løs mudder og vi kan ikke få den til at holde som vi vil.

Der er ikke andet for end at vi må sejle tilbage ud til starten af indsejlingen – der var der en sandbanke hvor vi kunne få krogen ned. Det var der også og vi lå trygt ved anker da kokken blev seks. I løbet af den næste time kom der to andre både og kastede anker ved os – der er langt til næste ankerplads.

Vi var tidligt op næste morgen. Vi skulle sejle langt og vi skulle også fange tidevandsstrømmen nordover.

Hensyn til tidevandstrømme er vigtige heroppe. Har du dem med dig – får du en gratis ”lift” på et par knob, er de dig imod, kæmper du med 2-3 knobs modstrøm og så kommer du ingen vegne – du brænder bare en pokkers masse diesel af.

Tidevandet ændre, som bekendt, retning hver 6de time, så vi har et ”vindue” på seks timer (plus lidt ekstra der hedder ”slack water”) at sejle i. At stå op kl. 3 for at sejle kl. 4 om morgen er ikke usædvanligt. Der er derfor Vinni og jeg går til køjs kl. 20.

Det var pokkers tidligt, men de andre to både var også ved at lette da vores anker kom op. Målet i dag var Klewnuggit Inlet. Det bliver vores sidste stop før vi når Prince Rupert, sidste bastion i Canada og afgangen mod Alaska på den anden side af Dixon Channel.

En lille historisk sidspring. Da jeg var barn og gik i skole i USA lærte jeg at de første Europæer der krydsede fastlandet Nord Amerika var de to opdager Lewis & Clark samt deres indianer guide og spejder, en kvinde ved navn Sacagawea. Sacagawea var Shosone men blev kidnappet af Hidatsa stamme da hun var kun tolv år gammel. Senere giftede hun sig med en fransk pelsjæger. Da Lewis og Clark slog lejre i nærheden af hende og hendes mands bosted, endte det med at de tog med på ekspeditionen som spejder.

Sacagawea kunne tale flere af de indianersprog som ekspeditionen ville møde undervejs. Desuden kunne hun det håndsprog som blev brugt der hvor ingen af indianerne havde et fælles sprog. Lewis og Clark har i deres journaler givet hende meget af æren for at ekspeditionen lykkes. De nåede Stillehavet ved udmundingen af Columbia floden den 15 november, 1806.

Det var den lærdom jeg fik da jeg gik i skole. Men de var ikke de første. En Canadiske opdagelsesrejsende, Alex Mackenzie, krydsede Canada og ankom til Stillehavet den 22 juli, 1793. Han ætsede sit navn, datoen og at han var ankommet via land i en sten der stadig står.

Så meget for historie.

Sent på eftermiddagen nærmer vi os Klewnuggit Inlet. Desværre var vores medstrøm sluppet op og de sidste 3-4 sømil havde vi 3 knob modstrøm. Det betød at det tog os over en time at sejle de sidste par sømil. Derefter havde vi seks sømil ind til bunden af Inlet. Det var dog en fantastisk smuk indsejling og da vi drejede om den sidste lille ø, åbnede en større bugt sig foran os. Der var to andre både – helt nede i den anden ende, så vi lagde os så langt fra dem som vi kunne og nød den smukke udsigt.

Et smukkere sted kunne vi næsten ikke tænke os og det var med vemod at vi forlod det tidligt næste morgen. Alt må jo have en ende og vi har nu krydsede Canada fra syd til nord. I aften vil vi ligge i Prince Rupert havn. Derfra skal vi krydse det frygtede Dixon Channel og så ankommer vi til USA igen, nærmere betegnet Alaska.

Vi kaldte Prince Rupert havn på radioen da vi nærmede os og de havde en plads til os (det er ikke altid sikkert – havnene heroppe er små og der kan være mange om buddet). Smukke rene badefaciliteter og efter en hårdt tiltrængt gang skrubning var Vinni og jeg rene og glade igen.

Vi gik på restaurant og så til køjs. Vi har fået et problem med vores motor – kileremmen hylder og jeg kan ikke finde ud af hvorfor (det bliver en meget langt og komplicerede historie som kører over de næste mange dage). Den hylende lyd begyndte efter vi kørte motoren i meget høje omdrejninger da vi var på vej mod Comox. Jeg har arbejdet med den lige siden. Jeg har skiftet det lille “strammer hjul” som holder remmen stramt (efter først at skiftet kuglelejerne i hjulet) men desværre til ingen nytte. Vi har en reserve kilerem med og den har jeg skift ud til – igen til ikke verdens nytte. Jeg tøver med at skifte generatoren og vandpumpen – det bliver sidste udvej.  Det eneste der tilsyneladende hjælper er at sprøjte lidt affedningsvæske på remmen – så holder skrigeriet op.  Men det er jo ikke meningen at vi skal sprøjte affedningsvæske på remmen flere gange om dagen. I et sidste forsøg, montere jeg den gamle kilerem igen og lyden holder op. Det gør at vi aflyser diesel mekanikeren som vi har bestilt til næste morgen. Morgenen dukker op tåge fyldt og vi beslutter os for at blive liggende et par dage.

Det var dog lige indtil jeg talte med havnefætteren på vej op for at købe morgenboller. Han sagde at vi skulle skynde os afsted, da det var det bedste vejrvindue vi ville få den næste mange dage. Jeg vendte om og gik tilbage ombord på Capri og fortalte Vinni at vi burde sejle med det samme. Desuden havde havnefætter sagt at vi sagtens kunne tage en meget smal og kringlede smutvej der hedder Venn Passage. Den havde vi kigget på, men Vinni var ikke meget for at sejle den. Pilot bøgerne siger den kan være farlige – især i tåge.

Vi tændte for motoren og det lød som 3 katte der var ved at få halen revet af.

Suk.

Ketchikan er en større by og der må være en diesel mekaniker der kan finde ud af hvad der er galt. Desuden har jeg besluttet at jeg vil skifte generatoren ud – så er vi sikker på at det ikke er den – i hvert fald.

Vi lagde dog ud og satte kursen direkte mod Venn Passage, med radar kørende og tågehornet i hånden.

Vinni beskriver vores tur gennem Venn og videre over Dixon Channel i vores næste blog

3 thoughts on “Nord Canada

  1. Spændende tur og sindssygt flotte billeder.👌👌👏👏
    Alt omkring kileremmen er klart samlet korrekt, men: kileremmen vender den rigtige vej ? En løs bolt, skrue eller andet filer på. Hjul eller rem ? En skive mangler i det reparerede hjul/ leje ? er det bevist, at problemet vedrører kileremmen ?
    Blot forslag fra amatøren 😃😃

    Like

Leave a Reply to Henrik Poulsen Cancel reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s